Panama- Costa Rica- Monteverde

Panama- Costa Rica- Monteverde

Efter 16 timers rejse og en gratis overnatning på bussen endte vi i Costa Ricas hovedstad San José.

Inden vores afrejse til Costa Rica besøgte vi Hanne og Martin på Diana, som vi skulle have sejlet med. De ligger i en lille havn, der hedder Shelterbay nær Colon, inden første sluse igennem Panamakanalen. Hanne og Martin venter på en afgørelse fra forsikringen for at få afklaret skibets skæbne.

I Panama City mødte vi Anders, der også skulle have været gast på samme togter som os. Vi aftalte at følges ad ud til Diana i Shelterbay. Det var rart at møde Anders, der var i samme “båd” som os. Eller rettere ingen båd. Anders overvejede også alle alternativer til det store eventyr som vi skulle have været ude på. Han er iøvrigt en rigtig fin fyr:)

DSC01237

Verden er stor, hvor skal vi tage hen? Vores første dage i Panama gik med at tænke nye drømme.

Vi havde en sjov taxatur med en venlig panamaner, der kunne forstå at fyre jokes af og holde gang i taxaen hele vejen ud til Shelterbay. På vejen tilbød han endda, at vi kunne tage billeder af Gatun slusen. Det er ikke ofte, at taxachafførerne kommer ud til området i Shelterbay, så vi tror han nød turen ligeså meget som vi gjorde. Han tog sågar billeder af havnen inden han kørte tilbage mod Colón.

Vi boede på Diana i to dage, hvor vi fik en snak omkring, hvad der var sket og hvilke overvejelser, de havde gjort sig for deres ‘’jorden rundt projekt’’.

Dagen før vi tog til New York, skrev vi til en anden dansk sejlbåd, der hedder Danish Blue. Vi havde hørt, at Danish Blue også sejlede i området og muligvis skulle krydse Stillehavet.

Mens vi var I Panama City blev vi kontaktet af Vibe, der er skippers kæreste på Danish Blue, og vi aftale, at vi skal mødes med Danish Blue d. 01 maj på Saint Thomas, en af de tidligere Dansk Vestindiske øer. Det bliver fantastisk og vi glæder os meget :-)

Vibe og Christian fra Danish Blue har sejlet over Atlanterhavet, og befinder sig nu i Caribien.

Planen derfra er at sejle til Columbia. Herefter går turen til San Blas øerne i Panama. Fra San Blas skal Danish Blue igennem Panamakanalen, og videre ud i Stillehavet til Galapagos Øerne, Fransk Polynesien, for til sidst at ende i New Zealand.

Hvis I har lyst kan I tjekke deres hjemmeside ud: www.danishblue.dk.

Vi brugte dagene i Shelterbay på at gå nogle små ture og se på alle skibene, der var på vej mod Panamakanalen. Vi tog på moleræs med Martin og Anders.

Og moleræs fik en helt anden betydning, da Iben pludselig begyndte at løbe rundt, spjætte med arme og ben, samtidig med, at hun hylede som en stukken gris.

Anders, Nikolaj og Martin var gået lidt i forvejen og kunne ikke rigtig se, hvad der foregik. Det var først på tilbagevejen, at de fandt ud af, at Iben havde sat sig i et bi-bo. Og derfor havde en hel panamansk koloni af bier efter sig. Eller sådan oplevede Iben det ihvertfald 😉

En af aftenerne i Shelterbay var der inviteret til sammenskudsgilde. Alle skibene lavede en ret til gildet og der blev ellers delt ud af sømandshistorier fra de syv verdenshave.

Vi på Diana havde lavet en pastasalat og købt ind til grillede pølser og kylling. Vi troede, at der var en tændt grill, hvor man selv skulle stå for at lave maden. Men det var et rigtigt sammenskudsgilde, hvor alle deler retterne.

Nikolaj og Martin måtte skynde sig ned på båden for at stege kødet. Flere af gæsterne til sammenskudsgildet kiggede underligt på vores pastasalat og vi kunne høre flere undre sig over, hvem der havde taget den med.“Ja hvem kunne have taget den med”, sagde vi, kiggede pænt den anden vej og tog for os af retterne.

Området omkring Shelterbay er dækket af regnskov, og vi gik på opdagelse i terrænet. Vi så mange flotte fugle og brøleaber. Om morgenen når vi vågnede på båden, kunne vi høre brøleabernes højlydte morgenbrøl fra den dybe regnskov.

Der var flere i Shelterbay, der ventede på at skulle være gaster på ankomne sejlbåde. Vi mødte blandt andet en venlig, ældre polsk mand, der må have været omkring 70 år gammel. Han skulle også med et skib over Stillehavet og ventede på skibets ankomst nogle uger senere. For at slippe for en dyr hotelregning, var han så frisk, at han bare sov i en hængekøje på stranden. Cool fyr, må man sige.

Efter et par dage i Shelterbay tog vi i mod Panama City. Planen var egentlig at rejse videre rundt i Panama, men vi tog en hurtig beslutning og tog bussen til Costa Rica i stedet.

Vi havde ikke købt en billet til bussen for at komme til Costa Rica, men vi tog chancen og kørte med taxi til Albrook Busterminal i Panama City for at se om vi kunne få en billet. Det kunne vi heldigvis godt. Vi ventede ti timer i terminalen for at tage bussen om aftenen kl 23.00.

DSC01339

Albrook Busterminal. Vente vente vente…

Vi ankom i San José tidligt næste morgen efter en dejlig bustur med fantastisk udsigt undervejs. Iben har for to år siden været i Costa Rica og har været i San José før. Hun sagde, at det var nemt at finde rundt, lige så nemt som i New York, hvor systemet er Streets og Avenues. I San Jose Calles og Avenidas. Det er jo det samme, men det var det ikke!! Og vi endte med at gå rundt trætte og sultne i hele byen, indtil vi endelig fandt vores hostel. Det viste sig efterfølgende, at det var Ibens veninde Mai, der havde styret kortet, på deres rundrejse i Costa Rica. Nu giver det hele mening :-)

DSC01377

Morgenmad: Costaricansk kaffe og frisk frugt

Vi havde to nætter i San José, og byen er heller ikke det Costa Rica vi havde lyst til at bruge tiden på. Byen er tiloset, fyldt med hustlere af taxichafførere, der leder efter nemt gringokød. Og det lader til, at byen specialiserer sig i gitterdesigns for vinduerne. Der er gitre op til 2. sal og det ser ud som om costaricanerne pynter med pigtråde, som vi gør med guirlander til jul i Danmark. Byen har også lidt charme og nogle ældre bygninger i den centrale del.

DSC01366

Et fængsel tænker I nok, men nej det er vores Hostel “Pangea” i San José.

Vi var forbi det centrale marked i San José for at finde et billigt måltid.

DSC01382

Alt kunne findes på det lokale marked. Også Iben.. 

Vi besluttede os for at drage videre til Monteverde, som er en cloudforest. En cloudforest eller en skyskov om I vil, skabes i højtliggende bjerge, skyerne fugter området og derved skabes en regnskovslignende tilstand. Kun 1 % af verdens skove er cloudforests.

DSC01491

Fantastisk udsigt udover Monteverde Cloudforest

Iben har to år tidligere besøgt den lille by Santa Elena, der ligger i området, og hun har rost det til skyerne:-). Vi indlogerede os på Pension Santa Elena. Da vi kom frem kunne personalet huske, at Iben havde været her tidligere, og vi fik derfor en rabat på 8 USD per nat. Dejlig start.

Pension Santa Elena er byens samlingssted. Personalet kender til en helt særlig kaliber af servicemindedhed. Det er det første sted vi har oplevet, at vi har følt os hjemme. Sofaen i fællesstuen er vanedannende. Og hostellet har gratis costaricansk kaffe som vi hældte ned i spandevis.

DSC01439

En stille aften på Pension Santa Elena. Fra verandaen kunne vi følge med i bylivet.

Der er flere af gæsterne, der kommer tilbage år efter år, og har deres vinterresidens på Pensionatet. Vi mødte blandt andet Barbara og Doyle, et ældre ægtepar, der har besøgt stedet i 16 år i træk. Og vi forstår godt hvorfor.

Ved siden af hostellet ligger Taco Taco, en lille Tacobiks, der tiltrækker horder af folk ved frokosttid. Det skaber meget liv omkring stedet og dermed mange sociale relationer. Og vi har allerede mødt en masse spændende, rare og dejlige mennesker. Flere folk fra andre hostels hænger ud på stedet, og ville ønske, at de havde booket et ophold på Pension Santa Elena.

En af de faste personer på Pension Santa Elena, er Rodrigo, der går under kaldenavnet “El Guaton”. Rodrigo afstammer fra Chile, men er efter mange års rejsen rundt, strandet i Monteverde, af eget valg. Stedet har af en eller anden årsag en magisk effekt. Rodrigo har nu boet 12 år i Monteverde. Han har fortalt mange historier om sine rejser rundt omkring i Sydamerika og Mellemamerika. Han er en berejst mand.

Vi fik den chokerende nyhed fra Rodrigo, at der ikke skulle mere til i Costa Rica, end at få et barn sammen i Costa Rica (uanset om man er fra Costa Rica eller ej) for at få permanent statsborgerskab.

Rodrigo får sin indtægt ved at designe og sælge smykker foran Pension Santa Elena. Han laver meget smukke smykker. Og vi har investeret i flere af slagsen. Vi havde 4 års dag d. 01 april og Nikolaj var så romantisk at vælge et smykke til Iben. Eller var det Iben og Rodrigo, der selv valgte smykket ;-).

Vi endte med at kunne lide Monteverde så meget, at vi blev der i 8 dage. Hvilket er noget længere end, hvad de fleste har mulighed for på deres smuttur i området. De fleste kommer stormende igennem byen, får deres Zipline tur og tager direkte videre til Nicaragua eller et andet sted i Costa Rica. Vi følte, at det var dejligt at sætte tempoet ned og nyde Monteverde, for det fortjener det.

Monteverde byder ikke kun på det fantastiske ophold på Pension Santa Elena. Men området er et mekka for naturoplevelser. Alle i byen bekymrer sig om naturen og gør alt, hvad de kan for at beskytte området, der endnu ikke er en nationalpark. Det er dejligt at opleve sådan en entusiasme. Det er der mange lande, der kunne lære noget af.

DSC01436

 

Iben favner naturen. Et par minutter forinden så vi en stor Rat Snake på trailet

Vi fik flere gode råd til at opleve den omkringliggende natur. Fordi vi lærte flere lokale at kende, fik vi også gode råd til, hvordan vi kunne opleve naturen uden at skulle tømme vores pengepung.

Nikolaj er af en eller anden grund helt vild med dovendyr, og har drømt om at se dem i naturen hele sit liv. Nikolaj var også lidt skuffet over, at de ikke sad på hvert gadehjørne. Han havde hørt så meget om Costa Rica og dyrelivet siden han var barn, at hans forventninger var skruet helt i vejret. Så han var dømt til at blive skuffet :-) Det er jo ikke en zoologisk have.

Der gik en vandrehistorie blandt alle i byen om det berygtede lokale dovendyr, der skulle holde til i et bestemt træ i nærheden af supermarkedet. Og derfor var Nikolaj selvfølgelig på udkig efter dovendyret hver eneste dag. Det lykkedes aldrig at finde dyret, der tilsyneladende er en myte.

Vi fandt en dejlig lokal soda lidt oppe ad bjergskråningen. En soda er et traditionelt costaricansk spisested, der bestyres af en Tico (en costaricaner). Sodaen hedder la Salvadita og bestyres af Jésus, der ejer stedet med sin familie, der også bor bag sodaen.

DSC01609

La Salvadita. Casado Con Chuleta Mums!

Jésus fortalte os under middagen, at der er et specielt figentræ, man kan kravle op i og nyde udsigten ud over hele dalen. Han fortalte os vejen til træet. Og vi besluttede at tage op og finde det samme eftermiddag.

I øvrigt blev vi så glade for spisestedet, at vi spiste her hver dag til frokost. Altid samme ret: Casado con Chuleta og en Bebida de Banano en leche. Jésus vidste præcis, hvad vi ville have.

Da vi fandt figentræet var vi overraskede over, hvor stort det var. Det er omkring 30-40 meter højt. Ficustræet, er hult og man kravle op inde i træet, hvilket var en meget speciel oplevelse. Grunden til, at træet er hult er, at det er startet som et frø på toppen af et andet træ. Langsomt er figentræet vokset ned ad stammen på værtstræet. Til sidst når træet jorden, og vokser sig stærkt. Det kvæler herefter værtstræet til det dør og forgår. Hermed skabes hulrummet. Træet kaldes også en Strangler Fig.

Vi besøgte træet flere gange. Vi klatrede flere gange helt op og nød udsigten ud over skyskoven.

DSC01542

DSC01560

På vej mod toppen af figentræet. 


DSC01566

DSC01583

I trætoppen ca. 30 m oppe. Der bor en koloni af white faced cappucin aber ved træet. Vi var så heldige at møde dem på en af vores ture i træet

Vi var både forbi Monteverde Reservatet og på to nat hikes. Nathikesne sammen med en guide er især sjove fordi man får et stort indblik i skoven og dyrelivet. Vi så mange forskellige nataktive dyr. Og endelig fik Nikolaj set sit dovendyr, to to-tåede dovendyr endda. Derudover så vi blandt andet den giftige slange Side Striped Palm- Pit Viper som vi ikke kender det danske navn på endnu.

Efter at have set den giftige slange på hiket, var vi nysgerrige efter at se, hvilke slanger, der ellers findes i Costa Rica. Og vi tog derfor på det lokale serpentarium, hvor de har levende eksemplarer af alle de costarikanske slanger og amfibier. Her mødte vi Herbert, der er en særdeles snaksagelig guide. Han vidste mange ting om slangerne, og vi fik også en del historier om alt andet, end de ting, han egentlig skulle fortælle om. Han var en virkelig hyggelig fyr med en masse at byde på og stor kærlighed til dyr.

Sidste dag i Monteverde drog Nikolaj afsted på eventyr sammen med Travis (En rar amerikansk fyr vi mødte over nogle dage). De tog op forbi figentræet fordi Travis endnu ikke havde set udsigten over Monteverde. Derefter besluttede de at bestige Cerro Amigos, der med sine 1842 meter er Monteverdes højeste punkt. Det var en lang, varm og stejl hike mod Cerro Amigos, men udsigten skulle være det hele værd. Det skulle så vise sig at være den eneste dag med overskyet i hele den uge vi besøgte Monteverde. På toppen var der alligevel en lille bonus, da lokale antenne folk gav lov til at klatre op i en af antennerne på toppen. Det var noget af en oplevelse for Travis. Han beskriver den således på sin facebook profil:

“Phase 2 of my birthday morning. Included a grueling two hour hike to the highest point of the mountain. I was hiking with a man from Denmark and along the way we joined a german man from Munich. Cracking jokes and pushing each other forward we kept going to the top. From there Mr. Denmark proceeded to start climbing a radio tower, the german looks at me says ok I go, I look left look right and say Well Shitttt. So up the tower I climb and climb to the overlook point. Wind wipping left and right, it was intimidating but to the platform I went. Up there laughing with two fellow crazed traveleres. It was a hell of a moment. I intend to create many more”.

DSC01671

På toppen af antennen på Cerro Amigos

Senere på aftenen drak vi en fødselsdags øl med Travis, der nu er på vej mod Nicaragua.

På Pension Santa Elena var der altid musik og glade dage, og der var især et nummer som vi vil huske Monteverde for. Vi synes ikke I skal gå glip af dette ørehængende hit. Grib jeres kosteskafter og dans rundt, om I vil. Tag godt imod “El Caballito de Palo”.

Vi tror iøvrigt, at sangeren er i familie med Nikolajs moster og onkel, der har samme efternavn :-) Here we go Fonseca….

https://www.youtube.com/watch?v=lvgqbaxd3w0

Dagene i Monteverde gik hurtigt og vi havde lyst til at blive endnu længere, men nye eventyr venter forude. Næste stop er Puerto Jímenez, hvor vi nu sidder og skriver dette rejsebrev.

Vi er lige ankommet efter 2 dages rejse. I går fra Monteverde til San Jose, hvor vi har overnattet til i dag. I morges med bus i 9 timer fra San Jose til Puerto Jímenez.

Puerto Jímenez er en lille by på kanten af regnskoven i det sydlige Costa Rica. Vi håber på at kunne besøge den vilde nationalpark Corcovado, der eftersigende skulle være et af de områder på jorden med størst biodiversitet. Det bliver nogle meget spændende dage vi går i møde.

Udgivet i Uncategorized
En kommentar til “Panama- Costa Rica- Monteverde
  1. Christine Goyens siger:

    Nice pics ! The rest I can’t read. 😉

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Vores rejseblog

20 marts 2015 tager vi afsted på en lang rejse ud i den store verden :-) Vi vil gerne dele vores rejseoplevelser med familie og venner. Her på bloggen vil vi uploade rejsebreve på vores færd igennem spændende lande.