Nepal – Three high passes trek


Kuala Lumpur

Kuala Lumpur er en perfekt transporthub til at komme rundt i Asien, derfor besøgte vi igen byen på vores rejse på vej mod Nepal. Vi brugte vores 2 dage på varme brusebade, afslapning, en tur på Starbucks og et smut på Outback Steakhouse, hvor vi fik en god bøf. Efter vores sidste besøg gjorde vi alt for at undgå den traditionelle malaysiske mad og vi fik selvfølgelig også et par cheesecakes. Vi brugte lidt tid på at finde en god bog til vores kommende trek i Nepal. Vi købte begge en bog af Michio Kaku. “Future of the Mind” og “Phisics of the Future”. Med udsigten til et langt trek i Nepals Himalaya, gjorde vi os mentalt klar og fik klaret praktiske gøremål i forhold til at søge visa i Nepal.

 

Nepal – Kathmandu – Three high passes trek

Majestætiske bjerge, hindu- og budistisk kultur og smilende ansigter. Vores oplevelser i Nepal var fantastiske og helt igennem udfordrende. Vi var begge spændte, da vi ankom i Kathmandus travle gader. I bybilledet så vi køer af biler, busser med passagerer på tagene og små richshaws på gaderne. Hvad der endnu ikke var gået op for os var, at Nepal var ramt af en brændstofskrise, der senere skulle vise sig at være brandalvorlig. Kathmandus charme ramte os lige i hjertet fra første øjekast. På trods af brændstofskrise og et kæmpejordskælv, der ramte Nepal tidligere på året, mærkede vi alligevel den varme som alle mennesker i Nepal ustråler, med smil på læberne, et velkommende “Namaste” og farvestrålende beklædning. Allerede fra første dag vidste vi, at vi var forelskede i Nepal. Vi blev budt gavmildt ind af personalet på vores hotel “Hotel Buddhaland” i bydelen Thamel, der skulle være vores base i Kathamandu før og efter vores trek i bjergene. Generelt er Thamel en perfekt base for trekkere, der skal udforske Himalaya. Thamel har butikker med alt, hvad der skal bruges på et trek og da vi primært havde pakket til tropiske egne, var der i den grad brug for at indkøbe alt udstyr til et trek i minusgrader.

20151106_192651

Baggageudlevering i Kathmandus lufthavn

I mylderet af trekkingbutikker, hvor man kan finde alt fra fake Northfaceudstyr til den ægte vare, fandt vi Shonas trekking shop. Shonas blev vores redning efter at have brugt 2 dage på at gå fra butik til butik, uden at kunne gennemskue, hvad vi skulle købe. Shonas var blevet anbefalet på nettet og vi besluttede for at give butikken et besøg. Vi fik købt alt vores udstyr på en gang I butikken og var nu kl

ar til vores trek. Udover udstyr skulle vi også have styr på tilladelser til at trekke i Everest regionen og et TIMS card, en form for trekkingpas, der skal medbringes på trekket. Vi blev stoppet af mange på gaden, der spurgte om vi havde en guide til vores trek eller om vi var interesserede I at få en, men vi havde besluttet af trekke på egen hånd. Et par dage efter stod vi spændte i lufthavnen I Kathmandu på vej mod Lukla, hvor vores trek ind i regionen skulle starte. Til vores overraskelse, var der problemer i lufthavnen. Brændstofsskrisen I Nepal gjorde, at flere flyafgange var aflyste, specielt indenrigsflyvninger.

20151106_193722

Taxaturen på vej til vores hotel

20151107_153427

Vi prøver soveposer og udstyr til vores trek

dsc01248

Styr på kort og trekkninglitteratur

dsc01257

Pakning til trekket- alt klar

Flyselskabet havde dog valgt at prioritere flyvninger til Lukla for at bevare turisttilgangen til bjergene, der er en vigtig indtægtskilde i Nepal. Vi blev en smule forsinkede, men kom ind I vores fly på vej mod Lukla, der flere gange er blevet kåret som verdens farligste lufthavn, så det var med sved I håndfladerne, at vi steg ombord på det lille propelfly, og det gjorde det ikke bedre, at den John Travolta lignende pilot i stramme bukser, læderjakke og aviatorbriller i håret, ikke så ud til at være en dag over 18. Selv på sådan et lille fly, har de sørget for at have en stewardesse, der deler et bolsje og ørepropper ud, det er da god service. Vi landede sikkert på den 500 meter lange landingsbane i bjergene. Piloterne gjorde et godt stykke arbejde!!

For første gang på vores tur har vi ført dagbog, og vi deler derfor vores direkte dagbog med jer, dag for dag.

dsc01265

Verderns Farligste lufthavn “Lukla”,  Her ses landingsbanen

Three high passes trek, Nepal Himalaya

Vi har begge to altid drømt om at skulle til Himalaya, men kendte ikke meget til området ud over Mount Everest og Annapurna regionen, og da vi kom til Nepal havde vi ikke endeligt besluttet, hvilken del vi skulle besøge. Vi brugte mange timer på at læse op og finde inspiration på nettet. Annapurna regionen var i lang tid vores favorit, da der er stor variation i de landskaber, man møder på trekket og fordi man kan lave et loop rundt i området. På daværende tidspunkt havde vi kun set, at det var muligt at gå op og ned på 14 dage fra Lukla og til Mount Everest Base Camp. Besthike.com skulle vise sig at udvide vores horisont for muligheder, og vi endte med at forelske os i the Three High passes Trek, der går fra Lukla og derefter leder én over de tre høje pas Kongma La, Cho La og Renjo La, forbi Everest Base Camp og smukke Gokyo Valley. Trekket er over 20 dage langt og højden strækker sig fra 2800 meter til 5.550 meter over passene, derfor havde vi også brug for flere akklimatiseringsdage undervejs. Herefter følger vores dagbog fra trekket over de tre høje pas.

map

Oversigt over ruten lånt fra besthike.com, der var den hjemmeside vi brugte mest til vores forberedelser.

Dag 1 (10. november): Kathmandu (1325m) – Lukla (2860m)- Phakding (2610m)

Vi tog vores første spæde skridt på vej mod de mægtige bjerge. Vejen mod Phakding var ganske overkommelig og vi følte os godt tilpas på første dagen.

Uden guide eller porter til at bære vores ting, der vejede: Ibens 10 kg og Nikolajs 15 kg uden vand i flaskerne.

Vi blev imponerede over de portere som vi mødte på vores vej mod Phakding. De bar langt mere end os, og var halv størrelse af os. Vi gætter på, at de har båret over 50 kg.

Vi krydsede vores første hængebro over en brusende bjergflod med iskoldt gletsjervand. Vi var ikke de eneste på broen, der var flere horder af en blanding mellem Yakoske og køer, der også skulle krydse den vakkelvogne bro.

dsc01267

På vej over første hængebro

På vejen besøgte vi vores første teahouse i en lille bjerglandsby og vi fik en perfekt timet frokost. Depoterne skulle fyldes op og det blev til Nikolajs første Dhal Bhat, der består ris, linsesuppe og karrykrydrede grøntsager. I området er der et motto, der hedder “Dhal Bhat Power 24 hour” hehe. Der er altid gratis refill på retten, så man går aldrig sulten i seng. Iben fik hvidløgssuppe.

dsc01269

På vej mod Phakding, bedetavler.

Turen forsatte mod Phakding og efter 3,5 times hiking nåede vi frem til Phakding og vi indlogerede os på teahouse Khalapattar Teahouse. Vi sad på terassen og fik øvet os i at sige Namaste til de forbipasserende, allerede nu kunne vi mærke den særlige bjergstemning, der er afhængighedsdannende. Vi undrede os, da vi så flere hunde med blomsterkranse om halsen og vi fandt ud af, at Nepal afholdt hundefestival. Vi afsluttede dagen med Sherpastew og varm the. Vi gik tidligt i seng i vores nyerhvervede soveposer som vi skulle teste for første gang.

dsc01272

Khalapattar Teahouse, Phakding. Skønt lyst værelse

Dag 2: (11 november): Phakding – Namche Bazaar (2610 – 3443meters højde)

Soveposerne var fantastiske, vi lå endda og svedte i løbet af natten.

Vi stod tidligt op for at gå i mod Namche Bazaar, der I alt skulle tage 6-7 timer. Denne dag skulle blive den første hårde dag. Vi gik til byen Jorsalle på 4 timer, hvor vi spiste frokost.

 

Vi prøvede vores iodine tabs og fik ikke dårlig mave, så det var en succes. Derefter krydsede vi 5 suspensioen bridges. Fra Jorsalle mod Namche Bazaar gik det stejlt opad. På vejen mødte vi Christian og Anja fra Tyskland som vi faldt i snak med.

dsc01294

Kærlighed på trekket

Det var meningen, at de skulle gennemføre samme trek som os bare i den modsatte retning. De var super flinke og vi fik os nogle gode snakke imellem vores forpustede vejrtrækninger på vej op mod Namche. Vi nåede endelig til checkpointet (som vi troede var lige inden byen). Det viste sig imidlertid at være et pænt stykke derfra.

dsc01296

Christian, Anja og Iben tager et lille hvil

Undervejs havde vi talt med flere guider og en af dem anbefalede os at flytte ind på Moonlite Lodge ved ankomst til byen og vi besluttede os for at lytte til rådet. Haha Moonlite Lodge var den lodge, der lå allerhøjst oppe i byen. Hvis vi havde vidst det, havde vi nok ikke taget den beslutning. Men det er vi glade for, at vi ikke viste, for Moonlite lodge var helt perfekt med en smuk udsigt over Namche og bjergene. Senere gav vi Moonlite logde navnet ”Namche Ri” forklaring følger senere.

Vi brugte aftenen sammen med Anja og Christian og spillede Monopoly og drak the hele aftenen. Det var en hård og lang trekking dag, men alt det hårde arbejde værd.

 

Dag 3 (12 november): Akklimatisering i Namche: Sidetrek til Khumbuvillages

I vores program havde vi indlagt flere akklimatiseringsdage for at sikre os bedst mulige forhold for at kunne gennemføre trekket. Derfor brugte vi en dag på at hike rundt I området ved Namche Bazaar. Det var flot vejr hele dagen og uden en sky på himlen. Vi startede vores hike langt senere end vi havde regnet med fordi vi havde aftalt at skulle følges med tyskerne Anja og Christian. Christian og Anja stod meget sent op og det var deres måde at rejse og opleve på. Så vi kom først afsted kl. 09.30, vi havde planlagt at tage af sted ved 06.30 tiden. Hmm.

dsc01300

Vi nyder udsigten over Namche Bazar

Det sidetrek vi valgte at lave, gik fra Namche op til Mt. Everest View Lodge. Et hotel med en smuk udsigt til Mt. Everest. Tidligere har hotellet huset meget rige gæster, der blev fløjet direkte op til hotellet i ca. 3500 meters højde uden at akklimatisere med det formål at se Mt. Everest. På daværende tidspunkt havde hotellet installeret et oxygensystem, så gæsterne ikke fik højde syge. Efter stejlt hike ankom vi til hotellet og bestilte tomatsuppe og the. Og vi fik vores første syn af Mt. Everest.

dsc01326

Første glimt af Mt. Everest.

Derudover kunne vi se Ama Dablam, Lhotse, Nupse og Tamserku. Wauw hvilken udsigt.

Efter frokost trekkede vi videre til Khunde og Khumjung. Der skulle eftersigende være et yetiskull i byens gompa. Til aftensmad fik vi Dhal Bhat og ginger the sammen med Anja og Christian.

 

dsc01335

På landsbytur, hviledag Namche Bazar

dsc01338

Stupa med smukke Ama Dablan i baggrunden

Dag 4: 13 november: Akklimatisering i Namche 3440 m

Vi stod op tidligt og havde aftalt med Anja og Christian at spise morgenmad med dem inden de skulle videre. Igen var vi stået op tidligt, da vi regnede med, at Anja og Christian ville stå tidligt op for at nå deres hike. Men det blev endnu en gang til en sen morgenmad. De var ude af døren 10.30 for at nå til Tengboche. Et ca 7 timer langt hike uden stop.

Man må sige, at Anja og Christian havde en anden tilgang til planer. De havde også planlagt at gennemføre hele hiket over de tre pas på 17 dage, uden hviledage. Ambitiøst projekt.

Vi brugte dagen på at slappe af og på at læse i vores nyindkøbte bøger af Michio Kaku. Vi brugte også en del tid på at planlægge og læse på kort.

Vi var på indkøb, købte ekstra iodine tabs og et stash af chokolade til passene. Derudover nød vi den hyggelige stemning på Moonlite Lodge.

dsc01345

De sidste indkøb klares i Namche Bazar

Vi fik ekstra chili på maden til frokost og aftensmad. To mænd fra Kasaksthan gav os en lækker rittersport i gave som vi tager med på hikene. Så sødt.

Vi fik sendt postkort til Danmark. (Kortet nåede imponerende nok frem til DK på 14 dage)

Dag 5: (14 November): Namche 3.440 m til Tengboche 3.867 meter

Vi startede ud med dårlig mave pga. chillien vi spiste i går. Det blev et langt hike, meget længere end vi havde planlagt.

I stedet for 4 timer blev det til 6,5 time. Undervejs havde vi en smuk udsigt til Ama Dablam. Vi droppede frokosten inden opstigningen til Tengboche. Hvilket vi nok ikke skulle have gjort.

dsc01350

På vej mod Tengboche

Det var et langt sejt træk op til Tengboche, ovenpå vores tunge baggage og chilimave.

Nikolaj faldt også og fik bøjet sin trekkingpole. Vi håber den holder.

I Tengboche skulle vi finde et sted at bo. Vi fik øje på et smukt sted som vi troede var et teahouse. Så Iben gik op for at spørge om prisen. Det viste sig at være det kendte Tengboche Monestary og ikke et teahouse.

dsc01362

Tengboche Monestary

Vi fandt et andet sted (Tengboche Guesthouse) lige ved siden af det kendte bageri som vi nok må besøge i morgen.

dsc01359

Det kendte Tengboche Bageri

Vi havde en super hyggelig aften i fællesstuen, hvor vi diskuterede alt fra politik til Wallmart. Med tyskeren Harald og dem fra Sverige/USA Dan og Ann.

Vi gik trætte i seng

 

Dag 6: (15 November): Tengboche Akklimatiseringsdag

Vi besøgte klosteret og hikede til Tengboche hill ved en stupa med udsigt til Ama Dablam og Mt. Everest.

dsc01369

Udsigt fra Tengboche Hill

Vi var forbi bageriet og smage den berømte applepie. Der får 1 stjerne ud af 5. Kagen lever slet ikke op til anbefalingerne. Den var tør som en fjæsing. Vi Fodrede krager med kagen I stedet for at spise den. Derefter stod den på læsning i sengen og afslapning.

dsc01360

Tengboche

Nikolaj fik en ide om, at han skulle lave Toblerone billeder med Ama Dablam i baggrunden. De blev smadder fine. Og det var en god anledning til at spise chokoladen. Vi mødte Becky fra Canada, der også havde planer om at trekke over de tre høje pas. Becky var alene og ville gerne følges, hvilket vi var glade for. Så blev vores wolfpack udvidet fra 2 til 3 mand/damer.

dsc01372

Toblerone og Ama Dablam

Der var en gruppe af japanske turister, der havde en oxygenmåler med. Vi fik målt puls og oxygen niveau. Oxygenmætningen var 84 hos Iben og 90 hos Nikolaj, hvilket skulle være fint.

Dag 7: 16 November): Tengboche – Dingboche 4.410m.

Vi begyndte vores hike mod Dingboche tidligt om morgenen. På hele vejen havde vi en smuk udsigt til Ama Dablam. Specielt fra hængebroen over Imja Khola. Det var en hård tur for Iben, der var blevet syg. Selve hiket var ikke så hårdt.

dsc01380

På vores vej mod Dingboche

dsc01383

Ama Dablam

Det var her Iben fandt ud af at mavebæltet på rygsækken skulle sidde over hoften. Det hjalp utroligt meget på vægten på tasken, efter at vi fik justeret mavebæltet. Rookie mistake.

dsc01392

Vi planlægger rute og holder frokosthvil

Vi mødte en flink mand fra Tibet, der fortalte sin historie. Vi nåede trægrænsen og ankom kort tid efter til DIngboche. Vi drak the i det hyggeligste bageri. Vi mødte to svenskere, der studerer medicin og er ved at lave et projekt om højdesyge. Vi mødte også tyskeren for første gang.

Vi fik igen mål vores oxygen ophobning. Denne gang Iben 89-90 % Niko: 87 %. Men Ibens puls

var igen meget høj, højere end normalt. Det gjorde hende lidt bekymret.

Dag 8: (17 november): Dingboche Restday

Vi hikede op til toppen af bakken i byen. Niko fandt en flot bjergkrystal som han vil give sin mor i julegave.

dsc01393

Stupa

Iben brokkede sig som sædvanligt og trampede i jorden foran stupaen, fordi hun ikke ville gå længere. Hun har til tider svært ved at kunne overskue Nikolajs vilde eventyr. Vi fik kage i det lille franske bageri. Der også satte gang i historien om cheesekagen og Tom.

Becky som vi mødte i Tengboche ankom til Dingboche og i morgen skal vi følges til Chukkung. Huset var fyldt med den store gruppe fra Namche, der også skal gå de tre pass. Fra bageriet så vi det tyske par hike nedad. Vi nåede desværre ikke at fange dem og høre deres historie om, hvad der var sket siden de ikke var kommet længere. Men vi har en ide om, at deres plan var lidt for presset.

 

Dag 9: (18 november) Dingboche til Chhukkung 4730 m

Vi stod tidligt op og spiste morgenmad og kom godt afsted. Vi nåede til Chukkung inden for 3 timer sammen med Becky. Vi blev indlogeret på et lækkert værelse på Chhukkung Resort. Smuk smuk udsigt til bjergene. Vi kunne tydeligt mærke højden på et ellers meget flot og nemt hike. Den store gruppe mistede deres yakokser. De fandt dem heldigvis igen. De var gået hele vejen til Dhugla, hvilket er pænt langt væk. Der mangler dog stadig en.

VI fik læst en del og slappet af. Iben havde hovedpine og passede selvfølgelig på ikke at presse sig selv for meget. Der var god mad på resortet. Vi brugte aftenen på at få orienteret os lidt om Kongma la og Chukkung RI.

Dag 10: (19 november). Akklimatisering Chhukkung 4.730 m

Igen var vi oppe tidligt. Nikolaj, Becky og de svenske drenge gik mod Chukkhung Ri kl. 08.20. Der var fantastisk flot vejr hele dagen. Udsigten var toppen var fantasisk. 360 graders panorama af bjerge I 5.550 meters højde. De var tilbage kl 14.20 og brugte også en time på toppen og nød udsigten.

dsc01433

Chukkhung Ri

Iben læste bog og slappede af fordi hun havde haft ondt i hovedet dagen før. Vi spiste alt for mange pringles og besluttede at tage imod Lobuche via Kongma la i morgen, hvor den store gruppe også krydser passet.

Dag 11: (20 november). Chhukkung 4.730 m – Kongma La 5.528 m – Lobuche 4.940 m

Vi stod tidligt op. 04.50. Niko havde ikke sovet så godt. Lyset ville ikke tænde og vi skulle pakke til nok en af de mest hårde dage på trekket. Vi måtte bruge telefonen til at lyse med. En noget kaotisk start på en meget lang dag. Det var planen, at vi skulle gå med den store gruppe. Men vi blev vist ud til starten af trailet. Dog i selskab med Becky, svenskerne og den tyske bjergged Hendric. Vi kom godt fra start og dagen gik stille og roligt.

dsc01452

På vej over Kongma La

Udsigten var fantastisk selvom vores baggage var noget tungere end alle andres. Gik stødt opad til toppen af Kongma la. De sidste 100 meter var stejle. Og man skulle lige passe på efter en lang dag. Det sidste område inden passet var fyldt med frosne søer.

Meget smukt. Da vi ankom til toppen var der fantastisk panoramisk udsigt til søer og bjergtinder i alle retninger. Vi nød vores dejlige frokost i perfekt vejr. Ingen vind høj sol. Smukkeste picnic nogensinde. Vi blev i ca 1 time.

dsc01463

På toppen af Kongma La pass

dsc01466

Smuk udsigt til frossen sø på Kongma La Pass

Derefter gik det nedad på den anden side af passet. Vi vidste godt, at det ville blive en lang nedstigning, men den blev noget længere end hvad vi have regnet med. Det første stykke varstejlt, iset og super glat. Der var ikke nogen rigtig sti, men en masse store sten som vi skulle krydse. Vi skulle lige vælge de sten, der ikke rykkede sig.

dsc01478

Forsat lang vej igen

Da vi endelig kom ned til, hvad der syntes af være fladt terræn. Kunne vi se, at der ventede os en 100 meter høj gletjser, der skulle krydses. Da vi kom op på den, kunne vi se ud over et kæmpe månelandskab, der strakte sig milehvidt.

dsc01492

Krydsning af  Khumbu gletsjeren 

Vi var først i tvivl om, hvor vi skulle hen. Vi vidste, at Lobuche lå til nord. Men vi kunne ikke finde en sti mod nord. Den eneste sti vi kunne finde så ud til at lede mod Dhugla. Vi besluttede at gå med den sti, vi kunne se var en sti. Vejen over gletjeren var ikke en egentlig sti. Men igen store sten, der skulle klatres over. Kun de stå stonecains viste vej. Solen var efterhånden begyndt at gå ned. Så vi vidste, at vi skulle nå over inden mørkets frembrud med de sidste stråler fra solen nåede vi over og kunne skimte en by. Lobuche eller ej. Det måtte være den by vi skulle sove i. Det viste sig heldigvis at være Lobuche og vi indlogerede os på Oxygen House. kl var 17.30. På hele nedstigningenvar det kun os tre. De andre var nået ned. Så de var begyndt at blive lidt urolige for os. Det blev til et ca. 11 timers langt hike inkl. frokostpause.

Dag 12: (21 November). Lobuche 4.940 m- Gorak Shep 5.164 m

Efter gårsdagens anstrengelser besluttede vi os for at sove uden at stille vækkeuret. Og så gå til Gorak Shep. Det tog os omkring 3 timer i et roligt tempo. På hele turen var en flot udsigt til de omkringliggende bjerge og til Khumbu Gletjseren som vi havde krydset på vores hike over Kongma La Pas. Da vi ankom indlogerede vi os på det første teahouse vi mødte. Og det viste dig at være det sted, hvor den store gruppe også boede. Vi mødte Tom ude foran, der var på vej på toilettet. Det var et flot sted med udsigt til verdens højeste bjerge. Nuptse ligger lige ude foran vinduet og vi følte os små I blandt de omringende kæmper.

dsc01495

Beautiful Nuptse

dsc01499

Vores udsigt fra toiletterne

Udover de smukke kæmper, fandtes der en anden type bjerg. Toiletforholdene var pænt sagt ikke skide lækre og vi måtte nøjes med en kedelig udsigt på vores toiletbesøg. Vi kaldte bjerget, det brune bjerg, aka pøllebjerget. Toiletforholdene i Gorak er ikke andet end et hul jorden. Men man kan heller ikke forvente mere i 5160 meters højde.

På grund af Diamox pillerne som vi har taget mod højdesyge, har Nikolaj fået den vane at gå på toilettet om natten. Diamoxpillerne er ekstremt vanddrivene og man oplever, at det virkelig trænger sig hårdt på, når man skal tisse.

Det betød, at Nikolaj måtte ud af soveposen, tage tøj på og gå 200 meter ud i den bidende kulde klokken 2 om natten. Bonus var dog, at han kom ud til den smukkeste stjernehimmel og de smukkeste stjerneskud. Derudover så det ud til, at det snart ville blive fuldmåne. Så kan man hurtigt blive enig med sig selv om, at det ikke er så slemt, at gå på toilettet kl 02.00 om natten.

 

Dag 13: (22 November). Everest Basecamp 5.364 m og Kala Patthar 5.550 m

Nikolaj og Becky startede dagen med at hike til Everest Base Camp. Der var en fantastisk udsigt udover Khumbu Icefall. Becky og Nikolaj nåede ud til Khumbu Icefall lige netop, da solen stod op over Nuptse. Idet solens stråler ramte gletsjeren begyndte isen at bryde, knage og brage. De første tanker om at gå ud i gletjseren stoppede brat og det var nok en god ide, at blive på sikker grund.

Det var spændende at se Everest Base Camp, hvor alle bestigninger af Mount Everest siden 1950’erne startede.

dsc01508

Khumbu Icefall

dsc01519

Nikolaj ved Mt. Everest Basecamp

dsc01520

Khumbu Icefall

Det var et hurtigt hike tilbage til Gorak Shep, hvor der skulle slappes af inden dagens hike til Khala Pattar om aftenen.

Om aftenenen begav vi os ud på hiket mod toppen af Kala Patthar, hvor vi håbede på at se en flot solnedgang over Mount Everest. Kala Patthar er et højt udsigtspunkt, som ligger over Gorak Shep. På toppen er det muligt at få en panoramisk udsigt over de højeste bjerge i verden, her i blandet en perfekt udsigt til Mount Everest. Det er et stejlt hike i den tynde luft i op til 5.643 meters højde. Kala Patthar betyder Sort Klippe på nepalesisk. På vej op mod toppen af Kala Patthar hørte pludselig en høj lyd fra Nuptses væg og kunne se en kæmpe lavigne, der rullede ned langs den store bjergside. Det var en kæmpe oplevelse, da det var første gang vi begge havde set så stor en lavigne. Da det var Iben, der fik øje på lavinen, råbte hun ”Lavine” ”Lavine” med engelsk accent. Heldigvis forstod Becky og Nikolaj budskabet og nåede at se lavinen. Hvorefter Becky grinte, da en lavine hedder en avalanche på engelsk.

dsc01531

Udsigt fra Khala Pattar

dsc01543

Wauw

Vejret var perfekt, helt skyfrit og da vi nåede toppen, ankom vi akkurat som solen var på vej ned. Idet solen gik ned, var det som om, at bjergene blev beklædt af guld. Det smukkeste skær ramte de højeste tinder i verden. De lokale kalder oplevelsen ”Candlelight Dinner”. For at det ikke skulle være nok, rejste fuldmånen sig op ved siden af kæmpen. Det var et syn for guder at opleve solen, månens og jorden samspil. Tænk, at vi var så heldige at opleve Mount Everest i denne symfoni af farver. En naturoplevelse som vi aldrig vil glemme.

dsc01544

Candlelight dinner

12540759_10207339907687387_4776294135000980436_n

Månen og Mt. Everest

Lige så snart solen var gået ned og lyset forsvandt, ramte kulden bjerget og det blev så bidende koldt, at vi måtte varme os i vores tykke dunjakker på toppen af den sorte klippe.

Det var på toppen af Kala Patthar, at vi første gang stødte på Amerikaneren Scott. Siddende på en klippe som en anden lionking. Hvad vi på dette tidspunkt ikke vidste var, at Scott ville blive en fast vandrefrænde på resten af vores hike rundt i området.

Dag 14: 23. November. Gorak Shep 5.164 – Dzongla 4.830 m

Vi tog i dag afsked med Gorak Shep for at begive os videre mod byen Dzongla. Ifølge vores guidebog et kort trek på omkring 4 timer. Hvad der skulle have været et nemt hike, endte med at blive en nedslidende lang dag. Til dels var det vores egen skyld, at det blev ekstra hårdt, da vi kun havde valgt at medbringe 1 liter vand hver og havde spist en meget lille morgenmad. En lærestreg i, at man altid skal forberede sig på det værste. Vi blev villedt flere gange og tog nogle detours, der fik os op i svært tilgængeligt terræn. Det endte med, at vi brugte 7 lange timer på at nå til Dzongla. På vejen vi igen Scott, der besluttede sig for at blive en del af vores tre personers gruppe bestående af: os to og Becky.

Det var ellers et flot hike ind mod Dzongla, men utroligt svært at nyde med vores lave energi. Grunden til, at vi i det hele taget skulle til Dzongla, var at det er basen for at krydste andet pas ud af tre, Cho La.

Meget trætte og sultne ankom vi til Dzongla og indlogerede os på Green Valley Lodge, hvor den store gruppe også boede. Vi bestilte straks en stor omgang Dhal Bhat og ginger te, samt en dyr chokolade bar for at tanke op til morgendagens strabadser. Dagen som skulle have været form for hviledag som optaksdag til at krydse passet Cho La, var blevet en hård omgang. Og måske ikke det bedste udgangspunkt. Vi besluttede os alligevel for at forsøge at krydse passet den næste dag.

Dag 15: (24 November). Cho La Pass 5.420 m – Tagnak 4.843 m

Vi startede dagen ud senere end planlagt, da vi valgte at følges med den store gruppe. I krydsene over de høje pas, er det altid klogt at være flere på hiket i tilfælde af ulykker, man er ekstremt langt væk fra alting. Vi mødte svenskerne igen, der i de sidste dage havde lidt maveproblemer og derfor ikke var kommet længere. De var nu kommet på benene igen og valgte også at begive sig over passet samtidigt med os. Vores lille firkløver bestående af os, Becky og Scott besluttede os for at hike sammen igen. Cho La Pas er kendt for tit at være dækket af sne og is, og derfor havde vi også taget vores forbehold og var blevet anbefalet at tage mikrospikes med. Heldigvis havde det ikke sneet i de seneste uger og derfor var det lettere at se, hvor sporet henoverpasset gik. Og vi også brug for vores mikrospikes. Det første lange stykke op mod Cho La var fuld af sten og lange passager, hvor vi tit skulle ned på alle fire for at holde ordenligt fast. Det var en hård opstigning med fuld baggage på ryggen, ca 15 kilo hver. Det var et meget varieret hike, der første os igennem forskellige landskaber og til sidst henover gletjseren op mod toppen af passet.

dsc01561

Os alle på vej over Cho La

Henover gletjseren var det rart at kunne tage mikrospikes på, da der flere steder var svært at stå fast. Det var en spændende oplevelse at vandre henover gletsjeren i solens skær. Efter at have set de snebeklædte bjerge, blev endelig vores tur til at gå på sneen. Det farligste ved at krydse Cho La er, at isen i løbet af dagen smelter og skaber stenskred og derfor er det vigtigt at begynde hiket så tidligt på dagen som muligt så solen ikke når at smelte isen.

dsc01567

Krydsning af Cho La Pass

dsc01565

Tæt på afgrunden

dsc01574

Brug for spikes under skoene

dsc01587

Ubeskrivelig smukt hike

dsc01575

Love

Der var en god stemning på toppen af passet, hvor alle slog os ned og spiste vores medbragte madpakker. Ikke et helt dårligt sted at holde picnic i høj sol og med udsigt til verdens højeste bjerge. Mount Everest, Nuptse, Lohtse og vi fik vores første glimt af Cho Oyu.

dsc01579

På toppen af Cho La Pass

dsc01583

Et velfortjent hvil

Vi blev inviteret med på den store gruppes billede på toppen og vi følte os næsten som en del af gruppen. Gruppen var fyldt med søde, rare og fantastiske mennesker og det var dejligt at dele denne oplevelse sammen med dem.

cho-la-group

Vi blev inviteret med på gruppens fællesbillede

cho-la-group-2

Alle stunder med gruppen blev nydt i fulde drag

cho-la-danes

Lang vej endnu

På vores første pas måtte vi erfare, at nedstigningen ikke altid er den letteste af hiket, selvom det normtaltvis er det man skulle tro. Så denne gang var vi klar til en hård nedstigning. Og ganske rigtigt, blev denne nedstigning en lang og sej en.

dsc01592

Tagnak i baggrunden, nu er vi er næsten

Vi havde begge døjet med lidt ubehag i løbet af dagen, så det var rart endelig at nå frem til Cho La Resort, som ligger i byen Tagnak. 2 ud af 3 pas, tjek. Selvom vi var trætte, da vi nåede frem brugte vi aftenen på at hygge os og snakke med den store gruppe. Og vi spiste pizza, meget tiltrængt. Og hyggede med Kim og Lhakpa, der driver Kamzang Journeys som den store gruppe rejste med. Iben overvejer stærkt at starte et cheesecake bageri forenden af passet, hvor alle er sultne og craver cheesecake. Bageriet skal hedde Ibens Cho La Cheesecake. Iben har allerede fundet et par sten at bygge bageriet af.

Dag 16: (25 November) Tagnak 4.843 m til Gokyo 4.750 m

Vi skulle imod Gokyo i dag, hvilket krævede, at vi skulle krydste Ngozumpa Gletsjeren. Det tog imellem to til tre timer. På vej over gletjsjeren kunne man høre isen give efter og flytte sig, hvilket er lidt nervepirrerne. Vi fulgtes med Scott, der fortalte røverhistorier om hans bolig i Bangkok. På vejen over var der også et stenskred som heldigvis ikke forvoldt os problemer.

dsc01595

Ngozumpa Gletsjeren

dsc01600

Det er ikke for sjov, når en gletjser konstant bevæger sig

dsc01604

Tak til Kim for billedet

dsc01605

Downward dog 

Gokyo er kendt som et af de smukkeste områder i Everest regionen. Området har 7 hellige søer, der hver byder på forskellige landskaber. Søerne er meget hellige for nepaleserne og derfor ikke tilladt at bade i søerne, men det ville også kræve noget af en viking at stikke tæerne i vandet, der ligger på frysepunktet. Nogle af søerne er også frosne.

Første glimt af Gokyo var utroligt smukt og med udsigt over tredje sø og med Gokyo by i baggrunden. Søen er azurblå og skaber en stor kontrast til de rå og høje bjerge med sne på toppen.

dsc01616

3. Hellige sø, Gokyo

dsc01625

Wauw azurblåt vand

dsc01628

Nikolaj og Scott nyder udsigten

Vi ankom til Cho Oyo View Logde og spiste frokost. Tom fra den store gruppe var blevet sendt ud for at hente os og vise os vej til lodgen, så vi kunne bo sammen med gruppen. De sagde vi nu var blevet adopteret. Iben var blevet syg med ondt i halsen og feber. Og derfor tog Nikolaj sammen med de andre op på Gokyo Ri for at se fuldmånen og solnedgangen. Endnu en gang var vejret helt perfekt, tænk at være så heldig og så med fuldmånen også.

12494682_10207339967768889_279098799707337471_n

Drengene på Gokyo Ri

dsc01635

Udsigt fra Gokyo Ri

dsc01649

Nikolaj til tops

dsc01654

Hendric på fotojagt

dsc01658

Nikolaj i skumringen

dsc01662

Mt. Everest forgyldt

Nikolaj blev selvfølgelig oppe på toppen længere end alle andre sammen med svenskerne og den tyske bjergged Hendric. Stjernehimlen rejste sig over himalaya bjergene og fuldmånen stod klart over Everest. Nikolaj vidste, at det var et specielt øjeblik og var taknemmelig over at kunne nyde denne smukke udsigt.

12573133_10207339975849091_6479889544077274574_n

Fantastisk Himmel

12509897_10207339984129298_6691916149666293555_n

Fuldmåne over Mt. Everest, Gokyo Ri

12400650_10207339981809240_1315263181790850390_n

Perfekt timing

12809710_10154026680022645_3952436206929113436_n

Udsigten nydes til fulde

Iben havde lovet at bestille mad, så det var klar kl 19.00, men der var Nikolaj ikke kommet ned endnu. Inden Nikolaj var kommet ned, havde Iben allerede spist en del af maden, så der var ikke meget tilbage til den sultne Nikolaj.

 

Dag 17: (26 November) Gokyo restday / Cho Oyu sjette hellige sø

Nikolaj besluttede sig for at tage med Anthony, Scott, sherpa guiden Junar og Hendric ud til den sjette sø, der har udsigt til Cho Oyu, verdens sjette højeste bjerg. Cho Oyu rejste sig bagved den hellige sø og skabte det smukt landskab.

dsc01682

6. Hellige Sø

Ved Scoundrels Viewpoint var der den bedste udsigt til Mount Everest, her gemte kæmpen sig ikke bag de andre bjerge, men kunne ses klart og tydeligt med flotte skyformationer henover toppen.

dsc01666

Scoundrels Viewpoint

12565411_10207340011289977_6728484227337002854_n

De gæve gutter ved d. 6 Hellige Sø

 

Det var en ca. 7 timer lang dagstur, der var det hele værd. Iben blev hjemme med feber og ondt i halsen. Kim gav hende antiobiotika og det blev til nogle hyggelige snakke med udsigt til søen ude foran teahouset. Iben blev tilbudt at få taget sit udstyr med over passet Renjo La på en af gruppens yakker, hvis hun forsat havde det dårligt dagen efter.

Iben havde også nydt dagen ved at sidde lidt og nyde solen ved kanten af søen. På trods af, at Iben var syg, satsede vi på at krydse Renjo La Pass dagen efter.

 

Dag 18: (27 November) Renjo La Pass 5.360 m – Lumde 4.370 m

Vi startede tidligt på dagen kl 07.30. Iben var stadig meget syg med høj feber og hoste. Vi besluttede os dog alligevel for at begive os afsted og forsøge at krydse passet, da både gruppen, Becky og Scott ville hike over passet i dag. Hvis vi blev i Gokyo kunne vi risikere at strande alene der. Det er ikke smart at krydse passet på egen hånd, da det til tider kan være svært at finde sig vej over.

dsc01691

Yakkerne klargøres til dagen

Efter en times hike, var Iben fast besluttet på, at skulle ned igen. Hun var helt afkræftet og kunne stort set ikke flytte benene. Men efter en snak valgte vi alligevel at drage videre mod toppen. Det blev tog ikke bedre. Men da Scott tilbød Iben en lyserød pille og forklarede hende, at det var en magisk vitamin pille, kunne Iben ikke sige nej til at begive sig videre. Selvom det blot var en placebo effekt og Iben godt var klar over det, var det lige det der skulle til for, at Iben fik mod og kræfter til at kæmpe sig over. Med konstante opmuntrende ord fra Nikolaj og Scott kæmpede Iben sig til toppen af passet.

 

12507557_10207340032970519_3397607148009648548_n

På vej til Renjo La pass

dsc01694

Scott og Iben

dsc01702

På toppen af Renjo La

dsc01706

Det er ikke så nemt med lungebetændelse i højderne

Man kan hvad man vil. Efterfølgende fandt Iben ud af, at det var lungebetændelse hun havde haft. Det tog fem timer at komme op på toppen af passet i en zigzaglignende stejl rute. På toppen blev vi igen mødt af farverige bedeflag og stonecains. Der var flot udsigt til blandt andet Cho Oyu og Everest, men det blev et kort ophold på toppen, da det var koldt og blæsende.

Det var noget af et vejrskift, der fandt sted på vejen ned. Det skyede til og det sidste stykke ned vandrede vi i en tyk tåge. Selve hiket ned gik lettere i forhold til andre pass. Der var en nærmest en trappe ned fra passet. Hvilket nok skyldes, at passet var og er en af de mest betydningsfulde handelsveje til og fra Tibet. Klippetrappen var dog noget medtaget efter de jordskælv i 2015, der havde hærget området. Det var første gang vi på trekket i bjergene kunne se tegnene på de voldsomme jordskælv, der dræbte tusinde mennesker blot et halvt år tidligere, men det skulle ikke blive sidste gang vi så ødelæggelserne.

Efter 3 timer fra toppen, nåede vi til Lumde. Iben var blevet udfordret til det yderste. Det sidste af de tre pas, vi klarede det!! Det var en fantastisk følelse. Her fra troede vi, at der var tale om ren nedstigning, men vi skulle blive klogere.

 

Dag 19: (28 November) Lumde 4.370 m til Thame 3.800 m.

dsc01711

Det er koldt, når selv yakkerne fryser til is

Lumde til Thame var en stille og rolig dag med et hike på ca. tre timer. Vi blev taget godt imod af Lhakpas onkel, da vi ankom til byen. Han er læge på Khunde Hospital som vi gik forbi på vores loop omkring Namche i starten af trekket. Udover at være læge ejer han også tehuset Valley View i Thame, hvor han også stammer fra. Hele byen var blevet ødelagt af jordskælvet i maj måned, så alt var i gang med at blive genopbygget igen. Thame er en flot beliggende by med mange traditionelle huse bygget op af sten, hvilket desværre også gør dem meget skrøbelige især under jordskælv. Vi nåede tilbage til tregrænsen og træerne begyndte igen at titte frem i det ellers golde landskab. Det utroligt vigtige Thame Kloster var også blevet ødelagt af jordskælvet og der alle hellige skrifter med mere, bliver nu passet på af privatpersoner i landsbyen.

dsc01723

På vej mod Thame

Om aftenen hyggede vi os og smagte den lokale Tongba, der er en speciel fermenteret drik, der drikkes i Nepal. Ibens aftensmad bestod derudover også af en stiv whisky, da hendes appetit var totalt forsvundet fordi hun var syg. Efter ikke at have indtaget alkohol i lang tid og i en kombination med feber, besluttede Iben sig for at dele whiskyen med Nikolaj.

20151128_185232

Pigerne nyder Tongba

Vi kunne efterhånden mærke, at vi var kommet længere ned i højden og dermed følte os bedre tilpas.

 

Dag 20: (29 November) Thame 3.800 m – Namche Bazaar 3.440 m.

Efter morgenmaden startede, hvad vi troede var et nemt hike tilbage mod Namche og civilisationen. Men hiket noget mere op og ned end vi havde regnet med. Knap så meget ned, meget mere op. Øv. Vi kom forbi et kloster i en af bjergbyerne på vej ned/op mod Namche, fyldt med farver og flagrende bedeflag. Der var flere vægmalerier på klipperne undervejs, der symboliserede forskellige guder. Stederne bliver også brugt til at hænge bedetørklæder som held og lykke.

dsc01737

De tro vandresvende

dsc01739

Bedehjulene drejes

dsc01748

Et kloster på vejen

danes-2

Klippemalerier

Der var manivægge alle steder på hele hiket. Manivægge er indgraveret skrift på klippetavler, hvor på der står mantraet Um Mani Padme Hum. Da de er hellige skal man som buddhist gå omrking dem venstreom for ikke at skabe dårlig karma. Vi, Scott og Becky ville ikke vanære traditionerne og derfor fulgte vi forskrifterne om at gå venstre om manistenene. På trods af, at det for det meste betød en stor detour for vores rute. Vi indførte KarmaPolice. Og der blev skrålet KarmaPolice, når én af os glemte at gå den rigtige vej.

Lige inden ankomst til Namche fik Iben en nærdødoplevelse, da hun fik et kæmpe hosteanfald. Hun kunne ikke stoppe med at hoste og tog derfor en strepsil til at afhjælpe hosteanfaldet, i stedet resulterede det i, at Iben fik bolsjet galt i halsen og hun måtte smide taske og lægge sig på jorden. Nikolaj kom til unsætning og til sidste lykkedes det at berolige hosten og Iben. Vi overlevede det sidste træk mod Namche.

dsc01758

Tilbage i Namche

Det var sidste dag sammen med den store gruppe, der allerede skulle videre mod Lukla dagen efter. Vi valgte derfor at bruge aftenen sammen med dem og overraskede dem med popcorn og øl som tak for deres selskab og imødekommenhed på turen.

dsc01760

Moonlight Lodge, Namche Bazar

Dag 21: (30 November) Hygge og afslapning i Namche Bazaar

Om morgenen drak vi kaffe med Scott og Becky i byen. Vi forsatte den afslappede stil og gik forbi Daphne, en bar som Scott ved flere lejligheder havde nævnt under vores hike. Det var godt nok lidt tidligt på dagen, men vi fik overtalt ejeren til at lave en cheeseburger og skænke os 3 nepalesisk producerede Tuborg. Det sjove er, at Nepal har licens til at brygge dansk Tuborg.

dsc01773

Med Dansk Tuborg i hånden

Så med dansk øl i hånden i 3400 metes højde, var vi glade for tilfredse, og tænkte tilbage på de sidste mange dages hårde strabadser med summende ben og et forbrændt ansigt som man kun får på et hike i høje bjerge. Lige en bonusinfo, steder ejer har den sødeste hundehvalp og i forhold til dens proportioner, var dens poter gigantiske.

dsc01765

Den sødeste hvalp med kæmpe poter

Det er ikke så meget at sige til det, den var sød. Forresten var Becky ikke med resten af dagen. Vi blev i baren resten af dagen og gik og spillede pool, drak Tuborg og shots af den lokale drik Roxys. Jo vores krop havde fortjent at slappe af. Scott havde fundet ud af, at så længe man drak noget, kunne man få gratis popcorn. Det syntes vi var en god deal, det synes ejeren ikke efter skål nummer 100 i løbet af den dag. Hendric kom senere forbi og fik et par øl med indtil vi gik tilbage til Namche Ri som vi havde døbt vores teahouse Moonlight Lodge. Ri betyder høj på nepalesisk og da vores teahouse lå højest oppe i Namche var det noget af et hike, hver gang vi skulle tilbage. Det var også under poolturneringen, at Scott fik navnet Mista Jellyfish. Som han nu er kendt under.

dsc01784

Helt solbrændte på pub

Vi spiste aftensmad tilbage i teahouset sammen med Hendric og Scott. Becky spurgte, hvor vi dog var blevet af. Til det kunne vi blot svare Tuborg!. Ejeren af Moonlight lodgde havde flere billeder af sin familie og sig selv rundt om i teahouset. Særligt et af dem faldt vores blik på. Vi kalder billedet ”The Performer”. Et fint portræt af ejerens ungdomsdage, hvor han har en kasket på, hvor der står ”The Performer”. Han var frisk nok til at vi kunne få et billede af ham, hvor han holder billedet. Han er nu kendt som ”The Performer”.

12509854_10207340135813090_1131945887597920854_n

“The Performer” vores vært i Moonlight Lodge

Dag 22: (01 December) Hygge og afslapning i Namche

Vi tog afsked med Becky om morgenen. Hun havde et tidligere fly end os som hun skulle nå i Lukla dagen efter. Vi havde jo sat god tid af, så der var over en uge til vores fly. Det blev en kaffe, kage og øl dag. Først drak vi kaffe og spiste kage på Everest bageriet, så en cheeseburger på Daphne og så en cheesecake på 8488 med dertilhørende fælles dokumentar på storskærm. ”Sherpa”. Vi havde glædet os til at se den. Filmen viser sherpaernes hårde arbejde i forbindelse med everest ekspeditionerne. Fedt at se en film fra en anden vinkel en vesterlændingenes se mig, hør mig vinkel dokumentar.

dsc01764

Namche by

dsc01768

Iben og Scott

Dag 23: (02 December) Namche 3.440 m. – Lukla 2.840 m.

Vi havde egentlig planlagt at blive i Namche i flere dage og vente på at skulle flyve en uges tid senere. Men da Scott skulle flyve dagen efter, besluttede vi os for at høre om det var svært at få ændret flybilletten og så rejse tidligere tilbage til Kathmandu. Grunden til at vi gjorde det, var at vi efterhånden følte os som Frodo, Sam og Pippin i The Fellowship of the Ring og vi kunne efterhånden ikke bryde det bånd. The Performer lovede os, at vi sagtens kunne få ændret billeterne og at han ville sætte det i værk. Så vi besluttede os for at drage med Scott.

Vi gik ikke længere under de samme navne som hidtil. Med godevenskaber følger sjove navne. Scott havde taget navnet ”Mista Jellyfish” til sig, efter Iben i en brandert havde givet ham navnet. Nikolaj fik navnet ”Legs”, efter at Scott havde set ham lige lovligt mange gange i stramme tights og en kæmpe dunjakke. Scott mente, at Nikos ben var utroligt attraktive i denne beklædning. Iben blev kaldt Baby Gaia, efter at Niko havde vist Scott et billede af Iben klædt ud som moderjord ” Gaia” i hendes storhedstid med ca. 22 kg mere på bagen.

Vi drog afsted mod Lukla tidligt om morgenen, da tager ca 8 timer at komme frem. Nikolaj var blevet syg og kæmpede lidt hele vejen. Selvom trekket foregår i en lavere højde, er der alligevel en del og op ned undervejs. Især op i det sidste stræk mod Lukla. Vi havde fået bedetørklæder med af den søde Sherpa ” The Perfomer” fra Moonlight lodge, han havde nydt vores selskab og syntes, at vi skulle have lidt held med på vejen. Vi købte bedeflag på vej igennem Namche. Og hang dem på den store hængebro, der går over floden Imja Khola som vi har set så mange gøre det i adskillige Mount Everest Film.

dsc01788

Med udsigt til en af de hængebroer vi krydsede på starten af vores trek

dsc01790

Vi hænger bedeflag op

12552876_10207340054611060_736366687990111322_n

Tilbage i Lukla

Vi kom sent frem til Lukla. The Performer havde fået ændret vores fly som han havde lovet os, så vi allerede kunne flyve sammen med Scott dagen efter. Endnu en gang gik vi til angreb i en stor burger, en varm kakao og kage. Der skulle arbejdes lidt på de depoter, der var blevet tømt under vores trek.

dsc01800

Lukla by

Om natten vågnede vi ved at huset rystede. Det var et jordskælv, hvilket skræmte os med tankerne på, at der tidligere på året havde været et altødelæægende jordskælv. Heldigvis dæmpede rystelserne hurtigt og vores bange anelser blev modbevist!

Dag 24: (03 December): Lukla 2.840 m til Katmandu

Det var dårligt vejr om morgenen for vores flyvning. Vores flybilletter var jo blevet ændret og vores nye vært tog os med i lufthavnen om morgenen og fik hurtigt placeret os og Scott på et af de første fly mod Katmandu. Der gik dog 4 timer før vi kom afsted. Vejret arterede ikke til at flyene kunne lande i Lukla. Da der så endelig kom hul i skydækket landede de tre fly fra Katmandu i Lukla lufthavn. Bonusinfo: Mens vi ventede lufthavnen spillede vi kort med TK, Daisy og en jyde ved navn Simon. De havde alle deltaget i everest maratonløbet. Vi mødte også den sødeste sherpa dame i lufthavnen. Iben købte the til hende og os. Det blev hun super glad for. Så havde vi lidt at varme os på. Hun var det mest smilende og venlige menneske vi nogensinde har mødt . Hun grinte også inderligt, da hun blev introduceret til TK. Hun mente ikke, at man kunne hedde TK. Det var der snakket med om på nepalesisk med de andre damer. Sætningerne blev indledt med noget på Nepalesisk….. og så… TK…. og hahahahaha.

Da vi endelig kom med flyet sad Nikolaj ved siden af den ældre dame, der var så bange for at skulle flyve, at hun sad med sin bedekæde og bad hele vejen, på trods af at hun havde fløjet turen mange gange. Det gjorde os ikke ret trygge, da vi også ved, at den er kåret til den farligste lufthavn i verden.

1509_10207340155453581_5553677372561286640_n

Vi er forbavsende glade i luften på vej mod Kathmandu

12507520_10207340159453681_2707082336714533266_n

Det er bare et godt billede

Vi ankom sikkert til Katmandu. Tilbage i Katmandu fik vi drinks med Scott på Gaia. Aftenen forsatte videre på R2D2 AKA. OR2K som vi havde hørt mange tale om på trekket i bjergene og som vi havde glædet os meget til at spise på. Det er et hyggeligt sted, hvor man sidder på gulvet i pudearrangementer med lave borde. Maden der bliver serveret er israelsk og vegatarisk, super lækker.

20151203_172326

Tilbage på hotellet i Kathmandu

20151203_171647

Vi fejrer et vellykket trek med Tuborg

20151203_171246

Vi savner dog højderne lidt, så vi måtte op og kravle

20151204_144437

Den bedste “Combo Platter” på OR2K

20151211_224144

Tuborg og hygge

Vi drak Mojitos, Rom og Cola og selvfølgelig Tuborg. Vi mødte også Chris og Anthony, der har havde været med i den store gruppe. Vi hyggede lidt med dem, Scott blev og vi tog trætte hjem og sov.

Vores sidste dage i Nepal

Efter et fantastisk trek igennem himalayas bjerge var vi tilbage i hustling and bustling Katmandu, hvor alle sanserne bliver fyldt af røgelse, farver og indtryk. Scott havde også forsat et par dage i Katmandu inden han skulle videre til Bangkok for at hente sine ting i sin lejlighed for at rejse hjem til USA i en periode. Vores rejse lakkede også mod enden og efter en uges tid i Katmandu skulle vi flyve til Bangkok, hvor vi skulle nyde vores sidste dage inden hjemrejse fra Bangkok til Danmark fredag d. 18 december 2015.

Heldigvis havde vi endnu nogle dage at nyde i Katmandu, hvor vi så fik mulighed for at tage på souvenirshopping til vores familier. På en lang jordomrejse er det svært at købe souveniers, når man ved, at man også skal bære på dem på resten af rejsen rundt i verden.

Vi gik på flere gallerier i byen for at finde den helt rigtige gave til vores forældre. Vi havde i forvejen besluttet, at det skulle være ”Kalakchakra Mandala” som vi ville forære dem. Til at begynde med virkede det som nem opgave. Indtil vi fandt ud af, at der er flere forskellige kvaliteter. Nogle malet af nybegyndere, nogle af professionelle og nogle malede af mastere. Og prisklassen varierede også af, hvad man ønskede. Og om det skulle være malet i 18 karats guld. Det tog os nogle dage om at finde den helt rigtige mandala. Men vi fik gjort et godt køb, følte vi.

Derudover spiste vi på OR2K alle dage. Den samme OR2K Combo platte, de samme chokolade bolde hver dag.

Vi brugte dagene på at slappe af og se byen og opleve den hinduistiske og buddhistiske kultur som Katmandu byder på. Det var en stor oplevelse at være i Nepal. Større end vi havde turde håbe på og det vil være en kæmpe drøm at komme tilbage til dette fantastiske land igen. Et land som har gjort et kæmpe stort indtryk på os, både for befolkningens uovertrufne imødekommenhed og for den storslåede natur.

dsc01801

På opdagelse i Kathmandus gader

dsc01804

Smukke Kathmandu

dsc01809

Iben mellem stupaerne

dsc01812

Langt skæg efter 24 dage uden bad

dsc01817

Gaderne sprudler af farver

dsc01826

Iben føler sig hjemme

dsc01833

Smukke templer ødelagt efter 

dsc01843

Vores afskedsmiddag på Hotel Buddhaland

dsc01837

Niko og receptionisten 

dsc01839

os to og den rareste mand på jorden

20151213_124450

Det blev til en afsked med Macheten fra Sumatra

Bangkok

 Tankerne var så småt ved at være på hjemrejsen og hvad tiden ville bringe når vi engang kom hjem til Danmark igen. Vi tænkte på, at vi skulle se vores familier igen, vi tænkte på julen som stod for døren med alle dens danske traditioner som vi længe havde været foruden. Det var tanker om alle de oplevelser vi lige havde været igennem store som små. Tanker omkring nye livssyn og om alle dejlige mennesker som vi har mødt på vores vej rundt i verden. Tanker omkring de svære oplevelser som vi i dag tænker på med et smil. Og også tanker om, at alt kan ændre sig fra en dag til en anden, og at man skal være klar på at forberede sig på en pludselig ændring. Det hele startede med, at vi skulle sejle på stillehavet, desværre blev drømmen ikke til noget, men kun fordi det var meningen, at der skulle opstå et endnu mere fantastisk eventyr som vi på det tidspunkt ikke kendte til. På det tidspunkt, var vi meget frustrerede og ledte med lys og lygte efter et lignende eventyr, at komme ud og sejle. Men først da det lykkedes os at se ud over det, forsvandt vores frustrationer og vi fandt en ny og fantastisk plan for rejsen. Vi ville på ingen måde lave om på det vi har oplevet. Det har været absolut det største eventyr i vores liv.

Vi hyggede os også i Bangkok de sidste dage. Vi indlogerede os på The Little Pig Sukhumvit, et lille hostel midt i byen. Meget lækkert af et hostel at være. Rundt omkring i byen var der pyntet op til jul og vi kom lidt i julestemning. Derudover var der præmiere på den nye Star Wars film og da Bangkok har de lækreste biografer. 3D, IMAX, 4D og Vip biografer til under halv pris af, hvad vi betaler i Danmark, skulle vi da udnytte chancen for at se Star Wars filmen. Vi bookede en plads i 4D biografen i det største shoppingcenter i byen. Og samtidig brugte flere dage på at tage på starbucks og drikke kaffe, shoppe lidt og bare nyde lidt afslapning de sidste dage. Iben inviterede også Nikolaj ind og se en film i VIP biografen, hvor man starter ud med et glas rødvin og snacks, en 15 minutters massage og derefter går ind i biografen, hvor man har mulighed for at bestille snacks undervejs i filmen. Sæderne er lækre lædersæder, der er afskærmet to og to. Det var en sjov oplevelse. Vi fandt et stamsted i byen, hvor vi spiste billigt morgen, middag og aften.

 

Vi skulle flyve direkte med Norweigian fra Bangkok til Danmark. Flyveturen var helt i top, men det var med sommerfugle i maven, da ankom i Kastrup Lufthavn kl 18.00 og skulle møde vores familier for første gang i 9 måneder. Det var samtidig også det endelige farvel til oplevelser ude i verden for denne gang. Da vi trådte ud i terminal 3 stod hele velkomstkomiteen klar til at tage imod os. Det var helt fantasisk og der faldt da også et par tårer af glæde. Sikke et eventyr.

 

Udgivet i Uncategorized

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Vores rejseblog

20 marts 2015 tager vi afsted på en lang rejse ud i den store verden :-) Vi vil gerne dele vores rejseoplevelser med familie og venner. Her på bloggen vil vi uploade rejsebreve på vores færd igennem spændende lande.