Rejsebreve

Colombia-USA-Tonga-Vanuatu

Colombia

Vi har hørt mange historier om Colombias ry for at være the bad boy i Sydamerika. På trods af, at kaffe kun er 2. største eksport i Colombia (I kan selv gætte nummer 1) mærkede vi intet til det. Og vi kan fortælle, at der hvor vi var er absolut fredeligt og hyggeligt. Vi har kun gode ting at sige om Colombia, det er et fantastisk land med fantastiske festglade mennesker.

Gæstfrihed beskriver den colombianske kultur og vi blev taget rigtigt godt imod af Richi, ejeren fra vores hostel allerede første dag. Vi ankom sent i lufthavnen og blev kørt ud til El Nido, vores hostel. Vi blev taget imod af Mario, der er frivillig og arbejder på hostellet.

DSC00946Katten Camila, der ligger og tager sig en lur i haven ved Hostal El Nido

Da vi vågnede om morgenen var det allerede arrangeret, at vi skulle med ned i byen, hvor der var parader fordi vi tilfældigvis var ankommet på Colombias uafhængighedsdag. What are the odds. Det vidste vi ikke. Richi, hans kæreste Tatianna og hendes to små søde piger Cie og Inti tog os med ned til festlighederne. Colombianerne fejrer uafhængighedsdagen med store militærparader i byens gader. Alt fra hestemillitær til store helikoptere og tanks bliver kørt rundt i gaderne.

DSC09111

Mario og Iben foran bilen. Tatianna, Richi og børnene på toppen 

DSC08944

Der var åbne arme fra starten

Efter paraden tog Tatianna og Richi os med ud til et af de store kæmpe malls i Bucaramanga, hvor vi fik lækker mad på Crepes and Waffles. Super lækkert og virkeligt flinkt af dem. Vi skulle ikke betale noget for at køre med,

Vi tog til Colombia fordi Nikolaj gerne ville tage et paraglidercertifikat. Helt præcist tog vi til byen Bucaramanga, der er kendt for utroligt godt paraglidervejr med 360 flyvedage om året og gode instruktører. Vi valgte at bo på Hostel el Nido fordi det ligger lige ved siden af take off for paragliderne. Meget belejligt at bo så tæt på og derudover er hostellet også ejet af Richi, der er ejer af Colombia Paragliding. Hostellet har også en meget flot udsigt over Bucaramanga og man kan se paragliderne flyve lige ud foran.

Man kan glemme alt om at slappe af i Colombia, der er altid gang i et eller andet. Og ḿan kan tydeligt mærke den sydamerikanske kultur.
Paragliderkurset foregik hverdag fra 09.00 – 12.00 og igen fra 15.00 – 18.00 og derimellem en frokost og læsning af bogen “The art of Paragliding”. Så dagene var godt fyldt ud.
Imellem alle kursusdagene blev vi inviteret til enten fest, middage eller på weekendophold på landet. Derudover havde vi en fast onsdagstradition med Mario, hvor vi tog i biografen og så den eneste film, der gik med engelsk tale og spanske undertekster. Prisen på en biotur i Colombia er fantastisk billig. 4000 Pesos hvilket svarer til 10 danske kr. pr film. Det er helt vildt billigt. Og popcorn er også super billige. Vi fik set: Automata, 80’er hittet Breakfast Club og El payaso del mal (clown). Selvfølgelig med popcorn til. I Colombia kan de fås med karamelsmag og salt, og så med et godt lag smør hældt ud over. Mums.

Ibens plan var, at hun blot ville slappe af, læse bøger og hygge sig, mens vi var i Colombia. Men
Ibens mening ændrede sig imidlertid hurtigt efter, at hun prøvede to tandemflyvninger med German og Jim. Iben besluttede sig for også at tage certifikatet. Nikolaj endte med at have 57 flyvninger ca. 10, 5 time og Iben 30 flyvninger. Vi gik begge super meget op i træning og kiting med paraglideren. En ny hobby er født.

Her er en flot paraglidervideo optaget ved Løkken i Danmark

Efter kurset i paragliding var Iben overbevist om, at hun hellere ville blive i Colombia og købe en paraglider i stedet for at flyve videre på rejsen. Det blev Nikolaj noget overrasket over, da det ellers er ham der får vilde ideer omkring flyvning. :) Vi blev dog til sidst enige om at vente med at købe udstyr og i stedet flyve igen, når vi er hjemme på dansk grund. Men vi glæder os til at prøve flyvekunsten af i Gilleleje.

Russell var vores primære paragliderinstruktør, han ved alt om paraglidingens kunst. Han var utrolig dygtig og delte sin viden ud med brugbare tips og metaforer. Russell er meget passioneret og meget seriøs omkring sin undervisning og det smittede af på os. Selv efter vores kursus var Russell altid klar til at hjælpe os på vores flyvninger og besvarede alle de spørgsmål vi havde på vores vej.

IMG_7167

Parawaiting ved Chicamocha Canyon

DSC00394

Russell klarer slæbearbejdet igen igen

At flyve med paraglider i Bucaramanga er fantastisk. Om morgenen fløj vi i thermik (varm luft som stiger op fra varme spots på jorden). De lokale Chulos (Gribbe) hjalp os lidt på vej. De er mestre i at finde thermik, som de ligger og svæver rundt i uden at bruge energi. Det var helt fantastisk at stige op i thermikken sammen med en flok på op imod 50 chulos, og at se helt tæt på, hvordan de manøvrerer igennem luften. En dejlig naturoplevelse vi kan anbefale alle med flyvefjer gemt i maven;-) I thermik kan man flyve højt op til skyerne. Når en thermik ender kan man lede efter en ny, så man kan blive i luften så længe som muligt. Der kan pludselig være langt til jorden og det kan være svært at komme ned igen.

11845071_10155827373925125_2032585057926954844_o

Iben flyver udover Bucaramanga

IMG_6943

Der skal fart på for at komme godt i luften ved lav vind!

IMG_6956

Der er gang i de små ben. Klar til take off

Iben kæmpede et par gange med, at hun var træt og gerne ville ned, men at thermikken drillede hende ved landingsområdet, så det tog en halv times tid bare at komme ned på jorden igen.
Om eftermiddagen fløj vi på dynamisk vind (vind der bliver presset op ad terrænet og skaber en opadgående vind som man kan flyve på) her kan man i timevis ligge og flyve frem og tilbage, og nyde den fantastiske udsigt udover Bucaramanga.

Screenshot 2015-08-02 at 14.06.26

Ridgesoaring med udsigt til vores hostel El Nido til venstre

En dag havde vi særligt god thermik. Nikolaj tog af og kom hurtigt op i thermikken sammen med gribbene. Han blev dog overrasket da Iben pludselig fløj rundt højere oppe i samme thermik. Det blev til vores første flyvning sammen, hvor vi kunne ligge og kigge over på hinanden og snakke til hinanden imens vi fløj højt på himlen sammen med de mange gribbe. Det var en fed oplevelse at dele sammen. Vi fløj højere og højere op med blikket rettet mod hinanden i en flot cirkulær bevægelse for at være i god afstand fra hinanden. Det var overraskende for Nikolaj at se Iben, da hun var begyndt på kurset efter ham, og derfor var det også Ibens første thermikflyvning. Alle der kiggede på fra hostellet, mente at Love was in the air :-) Og spurgte alle til, hvad vi havde sagt til hinanden deroppe. Iben fortalte, at hun havde råbt til Nikolaj: Ha ha, jeg er højere oppe end dig! Meget romantisk som I kan høre!

IMG_7001

Love is in the air

Vi blev inviteret med på tre forskellige ture med Richi og hans familie.
Blandt andet en tur til Mesa de los Santos, der er et område, der ligger ved Chicamocha Canyon. Her har Richis søster en finca (farm) hvor vi fik mulighed for at overnatte i de smukkeste omgivelser med udsigt til canyonen. Fincaen er smadder smuk og holdt i rustik stil.

DSC00537

Fincaen

Iben havde lige færdiggjort første kursusdag og var super træt, da vi blev hentet af Richi lørdag aften kl 18.00. Tatianna og hendes to børn, samt parrets venner: Tafu (Gustavo) og Erica, der selvfølgelig alle var i festhumør og allerede havde gang i alkohol som man fint kan drikke i bilen (mens man kører) i Colombia. Det er kun et år siden, at det blev forbudt at køre med alkohol i blodet. Skræmmende, men sandt. Og betjentene er pænt large, hvis man bliver stoppet, især hvis man giver en lille seddel og et smil. Vi kørte allesammen til Mesa de Los Santos med festmusik i bilen og god stemning. Vi ankom sent om aftenen og der blev serveret Aguardiente, Colombias national likør, der er meget populært at drikke. Vi var tidligere på dagen blevet instrueret i at købe Aguardiente af Richi i frokostpausen mellem flyvningerne. Der blev lige presset et indkøb med hele familien ind i pausen. Det endte i en hyggelig fest med blot Richi, Tatiana, Tafu, Erica og os. Om morgenen lavede Erica og Tafu caldo, en traditionel tømmermænds morgenmad i Colombia. Colombiansk morgenmad er godt for krop og sjæl, må man sige.

Som tidligere nævnt er der altid gang i noget i Colombia. Det er sjældent der er nogle, der slapper af. Richi og Tatiana havde sagt, at vi ville være hjemme søndag kl 12.00 om formiddagen tids nok til, at vi kunne læse videre på vores kursus, men vi var ikke klar over, at det var colombiansk tid, så vi var hjemme kl 22.00 om aftenen, og skulle være klar til kursus dagen efter.
Men tilgengæld havde vi en rigtig god dag, hvor vi først tog ud og så ananasplantager og løb rundt i en skov med høje træer. Derefter fik vi set den grimmeste grib, vi nogensinde har set. Vi fik gode bøffer serveret i usandsynligt store portioner. Det var rigeligt at bestille en halv portion, selv for Nikolaj. Vi fik smagt chocolos, en form for fladt sødt brød med smeltet ost i og kørte forbi en af colombias utallige kaffeplantager. Derudover fik vi set Chicamocha Canyon og en af Tafus venners hotel, der lå lige ud til canyonen. Vi troede herefter, at turen ville gå tilbage til Bucaramanga, men på vej hjem smuttede vi ind forbi et sted, hvor de solgte varm chokolade med smeltet ost til og Panela, en drik lavet på sukkerroer. Osten bliver puttet i drikken og man spiser den med en ske sammen med chokoladen eller panelaen. En ret speciel fornemmelse at drikke trevlet ost i chokolade.
Glade og meget trætte kom vi tilbage til hostellet til et lille hvil inden paraglidertræningen næste morgen.

DSC00616

De usandsynlig store potioner, dette er en halv!

DSC00604

Iben med Zie og Inti

IMG_6779

Skovtur med Richi og Co

Når colombianerne fester, så festes der. Gerne flere dage i træk. Richi fyldte 48 år mens vi var i Colombia. I stedet for at invitere folk hjem i sit eget hus, valgte han at holde festen på hostellet. Vi var begge trætte og havde været på kursus hele dagen. Festen startede kl 21.00 og der var vi allerede godt på vej mod dynerne. Det var Richi og hans venner derimod ikke. De placerede en kæmpe højtaler lige uden for vores værelse, og begyndte derefter at feste med ekstremt høj technomusik. Russell vores paragliderinstruktør havde advaret os og givet os ørepropper, men ikke engang ørepropperne kunne hjælpe os i vores nød. Vi lå hele natten og forsøgte at sove. Det var en vanvittig larm og vi begyndte at forstå torturformer, der bruger høj musik som torturredskab! Vi troede omkring kl. 07.00 om morgenen, at festen ville stoppe, men ak og ve. Da vi stod op efter INGEN søvn kl. 08.00 var folk slet ikke klar til at stoppe festen. Vi skyndte os over på paragliderpladsen for at få lidt ro til hjernen. Vi tænkte, at festen så måtte være slut når vi kom tilbage. Kl. 14.00 var festen stadig ikke slut, så vi søgte igen ly ved paragliderpladsen. Vi kom tilbage kl 17.00 og endelig foreslog Richi at flytte højtaleren til den anden side af huset, så vi kunne få lidt fred. Festen fortsatte endnu en nat og gæsterne gik først dagen efter i en zombielignende tilstand. Det kalder vi at feste. Hvad mon har holdt dem igang så længe!? :)

DSC00817

Party!!!!!!!!!!!!!!!!!!

En af instruktørerne German fortalte os, at han havde boet i Sverige i 2 år, da han havde en kæreste i Göteborg. Han havde en gang holdt jul i Sverige. Han blev noget overrasket da folk gik i seng efter mad og pakker var åbnet kl 22.00 om aftenen. I Colombia pakker børnene først gaver op ved midnat og så festes der til den lyse morgen. Selv børnene fester. German blev noget skuffet og kunne ikke tænke sig at holde jul i Skandinavien igen :) Det siger også lidt om colombianernes glæde ved at feste.

På trods af fester og glade dage fik vi nået at gennemføre vores paragliderkursus og nået at læse bogen som vi skulle. Den allersidste flyvning vi fik var på en tur til Chicamocha Canyon.
Canyonen er 1200 meter dyb og vi tog afsæt fra kanten af canyonen, der giver en ca. 20 minutter lang flyvning til bunden af canyonen. Der var en helt fantastisk udsigt fra paraglideren og det var helt specielt at tage af et nyt sted. Iben især var meget nervøs for at tage af, da det kræver nogle kræfter i lav vind og den rette teknik. Iben havde også forstrukket en sene i låret, der gjorde at hun havde svært ved at løbe. Det hele gik glimrende og vi fik begge en flot flyvetur over floden i canyonen og vi begge landede rigtigt fint, herefter fik vi colombiansk morgenmad igen.

IMG_7107Koncentration inden take off ved Chicamocha Canyon

IMG_7108

The point of no return

IMG_7123

Just cruising

IMG_7175

The angry bird!!

IMG_7180

En spændt Iben 

IMG_7182

Jeg kan se min egen skygge

På hostellet arbejdede Mario og Sarita, der begge gjorde det til et hyggeligt og behageligt ophold på hostellet. Vi følte os hjemme og hver morgen var der lavet dejlig morgenmad. Sarita lavede også flere gange frokost til os. Hun sammensætter retterne dejligt og vi blev godt mætte. Vi havde hørt, at colombiansk mad skulle være forfærdeligt kedeligt. Tværtimod synes vi det var super lækkert og noget af det bedste vi har fået på rejsen. Hver morgen troppede Jim også op til morgenkaffe. Jim er pensioneret amerikaner og har bosat sig i Bucaramanga for at kunne paraglide hver dag. Vi fik en masse gode snakke med Jim og gode røverhistorier om alt fra damer, paragliding til gambling. Vi kommer til at savne de gode bekendtskaber og den dejlige mad.

DSC00969

Jim og Russell 

Det var vemodigt at rejse fra Bucaramanga, fordi vi allerede følte os godt hjemme på Hostal el Nido og også fordi vi virkelig nød at paraglide hver dag.

Vi tog mod lufthavnen i Bucaramanga for at flyve til Bogota, hovedstaden i Colombia. Mens vi sad i lufthavnen på vej fra Colombia fik vi en besked fra vores Hostel Secret Garden Cotopaxi i Ecuador om, at Cotopaxi er gået i udbrud. Det var kun en måned siden vi besøgte vulkanen og nationalparken og at Nikolaj stod på toppen af vulkanen.

Vi brugte en del timer i lufthavnen i Bogota, men mens vi ventede fik vi igen lækker colombiansk mad, der skulle vise sig at være den sidste mad inden vores næste stop Houston i Texas dagen efter.

Den planlagte rejse på 5 timer, blev til en lang rejse på 12 timer til Houston. Vi skulle flyve kl. 24.00 fra Bogota direkte mod Houston og derefter videre mod LAX. Da vi ankom til gaten i Bogota blev vi boardet i flyet og flyet tog mod startbanen, og forsøgte at tage af. Det viste sig at flyet var for tungt til at kunne lette. Piloten måtte derfor tage 19 passagerer af flyet samt deres baggage. Det tog 2 timer. Så kørte vi ud til startbanen igen for at forsøge at tage af. Igen måtte piloten konstatere, at vi var for tunge. Der skulle 19 frivillige af flyet med deres baggage. Vi fik smidt de 19 passagerer af igen 2 timer yderligere. Nu var klokken 04.00 om morgenen. Vi fik intet vand eller mad mens vi ventede i flyet. Vi kørte igen ud til take off. Og igen måtte piloten erkende, at vi var for tunge til at tage afsted. 19 yderligere skulle af. Efter dette begyndte folk at klage og ville af flyet. Piloten sagde over højtaleren: “Der kan ikke undskyldes nok for dette! Flyet skulle aldrig have været sendt til Bogota, der ligger i 2700 meters højde. Flyet er for stort til at tage af fra denne startbane. Jeg kan ikke undskylde det nok”. Alt i mens sagde stewardessen til os, at det var hendes fødselsdag og at hun hele dagen havde frygtet for sit liv fordi hun vidste, at hun skulle flyve med et fly, der selv uden passagerer var alt for stort til at tage af. Derefter spurgte vi hende: “Så det du siger det er, at det er farligt at lette med dette fly?” Og hun svarede på stewardessemaner: “Nej det er ikke det jeg siger. Det er ikke farligt”. Vi kunne se frygten i hendes øjne. Til sidst endte det med, at piloten valgte at køre mod startbanen igen. Med hinanden i hænderne krydsede vi fingre for, at vi ville overleve take off. kl.06.00 var flyet i luften og vi havde ikke fået vådt eller tørt i 6 timer, og heller ingen søvn. Efter 5 timer ankom vi i Houston. Selvfølgelig havde vi misset vores næste fly. Rejs aldrig med United Airlines!!

DSC00796

Hulemand

DSC00810

En hyldest til Agger, Ibens far 😉

USA ROAD TRIP

Efter en noget turbulent flyvetur ankom vi i LAX og kunne endelig sætte i gang med vores 10 dages roadtrip i USA.
Vi valgte at rejse over USA til Tonga fordi det var absolut den billigste måde. Og hvorfor så ikke lige snige en lille road trip ind i planerne.

Vi var godt nok noget trætte, da vi ikke havde sovet hele natten, men lejebilen skulle hentes så vi kunne komme afsted. Vi lejede en Nissan, selvfølgelig med automatgear.
Det var planen, at vi skulle have været ankommet tidligere på dagen, så vi ville have god tid til at komme i Walmart og købe campingudstyr ind, og en GPS. Men sådan blev det ikke. Vi kørte igennem byen uden GPS og måtte prøve at finde frem til den Walmart vi havde læst var god.
Det lykkedes heldigvis inden mørkets frembrud. Vi fik handlet alt ind. Vi havde lært et bestemt Walmart trick som de fleste unge amerikanere bruger, når de skal på camping. Byt det hele efter brug :)
Vi havde håbet vi kunne nå at køre videre til Bakersfield så vi kunne få en god nats søvn. Det lykkedes heldigvis, dog med en noget træt Nikolaj bag rettet.

DSC01074

Roadtrip med rødglødende øjne

Mike vores ven som vi før har mødt i Costa Rica og på Galapagos havde hørt, at vi skulle til Californien og han inviterede os med det samme på besøg i San Fransisco, hvor han bor i et hus sammen med 3 andre.

DSC01018

Foran Mikes hus i San Fransisco

Vi tog selvfølgelig imod tilbuddet og derfor skyndte vi os fra Bakersfield til San Fransisco. Mike havde fri fra arbejde om eftermiddagen og tog os med ud på sightseeing i hans nærområde i byen. Det blev til en super hyggelig dag, hvor vi blandt andet fik smagt Mikes yndlings burger. Og den var virkelig god. Sauterede hvidløg ovenpå bøffen. Det er den helt rigtige sammensætning. Det er hermed Nikolajs yndlings burger. Det skal afprøves når vi kommer til DK.

DSC01032

Vi venter på burger

DSC01035So true, so true

Vi blev også vist rundt i San Fransiscos Gayborhood, hvor fodgængerfeltet selvfølgelig er regnbuefarvet og hvor der ikke rigtigt bor nogen børn. Men i stedet flere mænd med hunde i massevis. Mike havde også tilbudt ,at vi kunne sove hos ham og det ville vi rigtigt gerne, så vi kunne tage mod Yosemite National Park tidligt dagen efter. San Fransisco er en flot by og vi var glade for at få lidt insider lokaltips fra Mike.

DSC01052

I regnbuens farver

Mike har nu besluttet, at han kommer og besøger os i Danmark i sommeren 2016, han har allerede købt billetten. Det glæder vi os meget til. Måske I kan møde ham derhjemme også så.

Har I hørt om Smores? Smores er super populært at lave over lejrbålet på camping i USA. Vi købte selvfølgelig ind til et Smoreskit. Indgredienser: Et styk grillet skumfidus, digestive kiks og et stykke chokolade. Det hele samlet til en sandwich. Det er yummi.
På vores indkøb i Walmart fik vi også købt ind til at lave snobrød, der selvfølgelig også skulle laves over bålet. Det fænomen kender amerikanerne ikke til. Da vi første aften lavede snobrød i lejeren blev vi inviteret over af to amerikanske piger. De syntes det var en herlig ide med snobrød og Heinz.

DSC01167

Snobrødshygge

Yosemite var virkelig smukt og idyllisk. Vi ville gerne bo så billigt som muligt, og derfor havde vi også indkøbt et billigt telt som vi kunne slå op på en af de simple campgrounds i området. Vi valgte Tamarack Flat Campground, der ligger i ca. 2000 meters højde og væk fra den turistede del af Yosemite.

DSC01075

Lejren er sat op

DSC01146

Smuk udsigt bag vores campground

DSC01201

Yosemite Valley, med udsigt til El Cap

Vi valgte den også fordi den var first come, first served, og da vi ikke havde booket en campground på forhånd, var det super. Det var perfekt for os, da der mange steder i parken er optaget på campingpladserne og også er meget crowdet.
Det er også den bedste campground at gå trekket til El Cap fra, hvilket vi begge gerne ville.

DSC01101

En lang dag venter

Yosemite var især for Nikolaj speciel. El Cap er det sted, hvor nogle af de tidligste BASE jumps blev udført. Og er derfor en hellig gral for mange BASE jumpere. Selvom det desværre ikke er lovligt at springe fra El Cap længere. Klippen er også kendt for de mange klatrere, der bruger dage på at bestige den vertikale klippevæg, og må sove undervejs på klatringen.

DSC01236

Der er langt op

https://www.youtube.com/watch?v=3CsJW3_NqJ4

Her er et link en trailer til en ny film omkring, hvordan BASE jumping startede

Det var også af denne grund, at Nikolaj gerne ville trekke ud til det sted, hvor BASE jumperne springer fra El Cap. Det er pænt hårdt hike på ca. 30 km tur retur. Der blev bandet og svovlet fra Iben undervejs, der mente at Nikolaj havde lokket hende ud på mere end, hvad hun kunne klare.

DSC01396

El Cap exit for BASE jumping og udsigt til Half Dome

Turen ud til El Cap var opad hele vejen, hvilket vi først så for alvor, da vi skulle hike ned igen. Ikke et under, at Iben var træt. Selv Nikolaj var træt de sidste 5 km hjem derfra.
På vejen mod El Cap så vi ikke en levende sjæl og trekket er også kendt for at være øde og med mulighed for at se store bjørne.

DSC01336

The Hobbit

Udsigten fra El Cap er vanvittig flot og man kan se ud over hele Yosemite Valley, og over til den berømte klippe Half Dome. Nikolaj fik en skør ide om, at han ville have et billede med numsen bar med Half Dome i baggrunden. Iben var med på ideen og der blev hurtigt poseret i flot stil. 5 minutter senere så vi pludselig de første mennesker vi havde set hele dagen. Ærgeligt at de missede Nikolajs flotte poseringer :-)

DSC01412

Her er Nikolaj med tøj på

Turen retur fra El Cap gik med tankerne på, at vi skulle hjem og lave et hyggeligt camping måltid tilbage i vores lejr. I Walmart havde vi købt et blus til at kokkere mad på. Inklusivt gryder og skåle.
Vi havde købt kartoffelmospulver med hvidløgssmag, bacon og rødvin. Det var ren gourmet! Sikke en dejlig ret. Det var tiltrængt da vi endelig kom frem til lejren. Hver aften lavede vi bål, grillede skumfiduser og snobrød. Det var temmeligt koldt om aftenen i vores lille telt, så vi måtte varme os med huer og vanter. Det var en fordel for så havde vi kold langtidsholdbar mælk om morgenen til vores havrefras. Nikolaj stod op hver morgen og varmede vand til kaffe, så vi kunne få varmen efter de kolde nætter.

DSC01160

Hygge ved bålet

Yosemite var smadder hyggeligt og vi har fundet ud af, at vi elsker at campe i naturen. Det skal vi helt sikkert gøre mere af. Første investering når vi kommer hjem, bliver en god sovepose til vinterbrug, så vi kan komme ud på weekendture derhjemme.

DSC01191

Nikolaj nyder udsigten over Yosemite Valley

USA er spækket med fantastiske nationalparker og vi skal helt sikkert tilbage igen og se mere. Vi var alt for ambitiøse med vores plan for road trippet. Og med blodsprængte øjne måtte vi kapitulere og lave lidt om i planen. Vi blev 4 dage i Yosemite og derfra var planen at køre til Nevada og besøge Las Vegas. Derfra til Grand Canyon.

DSC01294

Vi fandt El Cap

DSC01292

Iben tog den med på tur

Vi kørte til Las Vegas, der ligger 7 timer fra Yosemite. Det tog os lidt længere tid, fordi vi lige ville have et par kaffepauser undervejs.
Da vi ikke havde haft noget internet i Yosemite, skulle vi også lige booke et hotel i Vegas.

Det blev Circus Circus, der i sandhed må siges at være et cirkus. Vi ankom ret sent og brugte flere timer på at se på folk, der gamblede og drak sig i hegnet. Der var alle slags typer på hotellet, der indeholder et shopping mall, en forlystelsespark, et cirkus og selvfølgelig kæmpe casinoer. Vi troede vi ville få et værelse i selve hotel bygningen, men det viste sig, at vi var blevet placeret så langt fra hotellet som muligt. Lidt ærgeligt.
Vi stod tidligt op om morgenen dagen efter for at komme hurtigt ud af fjerene og køre til Grand Canyon. Stadig med rødglødende øjne efter de få timers søvn vi havde udsat os selv for. Vi kørte lige præcis en halv time og tog derefter en beslutning om at droppe vores tætpakkede roadtripsplaner. Vi var simpelthen for trætte og vi orkede ikke at køre længere.
Vi vendte snuden tilbage mod Vegas, hvor vi fordi det var søndag kunne få et super billigt luksusværelse på Stratosphere, der også har byens bedste udsigt i næsten 300 meters højde. Vi tænkte på Anders, Nikolajs bror, der helt sikkert ville have elsket Vegas. Vi må tage ham med over en anden gang.

DSC01536

Udsigten fra Stratosphere hotel

De sidste dage valgte vi igen at campe i vores nyindkøbte telt nær Los Angeles. I Angeles National Forest, hvor det var super billigt og tæt på byen. I stedet for at ræse rundt i de sidste dage valgte vi at køre på ture i området. Vi var blandt andet forbi Perris Valley Skydive, hvor Nikolaj for ca. 10 år siden boede i tre måneder, mens han skydivede hver dag.

DSC01540

Tilbage til fortiden. Anders kan du huske det her?

DSC01541

Gode skydive minder sammen med brormand

Tiderne har dog ændret sig noget, så det var en lidt flad fornemmelse at komme tilbage og se stedet.
På vej tilbage til vores telt, fik Nikolaj den ide, at vi skulle på shooting range, så vi fandt den første og den bedste. Iben fik sin ilddåb med sved på panden. Og kan nu kalde sig Cow Girl med pistolbevis.

DSC01581

007 

Vi fik også presset en biograftur ind med popcorn og det hele. Smør i store mængder, fordi man selv kunne dosere mængden selvfølgelig. Vi så den nye Mission Impossible.

Det blev et kort og fedt road trip i USA. Der venter sig nye oplevelser på Tonga :-)

Tonga – Tongatapu – Vava’u

Vi tog til Tonga med det mål at fridykke med pukkelhvaler. Ø gruppen Vava’u er specielt kendt som et af de eneste steder i verden, hvor det er tilladt at fridykke og snorkle med hvalerne.
Samtidig er vandet krystalklart og varmt i forhold til mange andre steder, hvor man kan opleve disse kæmper, der har sommer tilhørssted på Antarktis.

Screenshot 2015-09-04 at 18.08.44

Det ene paradis efter det andet Vava’u

Screenshot 2015-09-03 at 18.28.44

På vej fra dybet

Hvalerne migrerer til Tongas varme og rolige vande for at føde deres kalve og opfostre dem, indtil de har en størrelse, hvor de igen kan begive sig mod det kølige antarktis. Kalvene vejer ca. 2,5 tons ved fødslen og er 6 meter lange, det er noget af en baby. Til sammenligning vejede Iben ved fødslen 3,9 kilo og var 54 cm lang :-) Hun er ikke vokset meget siden.

Det var noget af et arbejde, da vi skulle finde ud af, hvordan vi skulle komme billigst muligt til Tonga. Det er ikke lige til fra Colombia. Vi havde talt om at flyve over Madrid og den vej til Tonga. Men vi fandt i sidste ende frem til, at det var billigst at flyve via LAX og Fiji til Tongatapu, hovedøen på Tonga.
Og det var også noget af et arbejde at finde frem til den helt rigtige båd, der skulle sejle os ud på eventyr med hvalerne :-) Vi fandt Whales in the Wild, der har super gode anmeldelser på Tripadvisor.

Vi bookede 5 dage på vandet i træk for at give os selv de bedst mulige chancer for at møde hvalerne.

Vi ved at naturen er uforudsigelig og, at vi ikke havde booket et ophold i Seaworld. Vi havde derfor skruet vores forventninger helt ned, for ikke at blive skuffede, hvis vi ikke mødte hvalerne.

Vi kunne ikke have drømt om, hvad de kommende dage ville byde på!!! De oplevelser vi ville møde de kommende dage er svære at beskrive med ord. Det skal opleves med egne øjne og øre.

Hver eneste dag bød på nye fantastiske oplevelser med hvalerne. Ingen dage lignede hinanden. Pukkelhvalernes adfærd er meget forskellig og efter noget tid i vandet, kan man fornemme de forskellige hvalers personlighed. Fra genert til nysgerrig, til den hyperaktive og legesyge baby.

Screenshot 2015-09-05 at 17.05.36

En legesyg tons tung baby og Nikolaj (knap så tung)

Vi mødte mødre med deres nyfødte kalve, og mødre med kalve og eskorte (En hanhval, der venter på at kunne parre sig med moderen, når hun igen er klar til parre sig. Ekskorten er meget beskyttende over for mor og kalv. Og sørger for, at andre hanner ikke kommer til fadet).

Vi hørte hannernes fantastiske sang, der bogstaveligt talt kan mærkes som vibrationer igennem kroppen, da sangen er så kraftig. Det var helt fantastisk at ligge i vandet, observere og høre hanhvalen, der lå 10 meter under os og sang i over 30 min. Wauw.

Vi kom helt tæt på de legesyge babyer (kalve), der var meget nysgerrige på, hvad vi var for nogle, der lå og kiggede på dem. Babyerne kom helt tæt på og legede, mens moderen slappede af et stykke under overfladen og holdt øje med, at vi ikke generede hendes baby.
Vi fik besked på, at vi altid skulle holde os lige over moderen, så hun altid kunne se, hvor vi var.

Screenshot 2015-09-04 at 18.11.37

Nysgerrig babyhval

Screenshot 2015-09-01 at 19.38.59

Facsinerende at kigge ind i de fredfyldte øjne

Ca. hvert 15 – 30 min. kom moderen op til overfladen for at tage en ny indåndig. Flere gange oplevede vi, at hun blev i overfladen. Det var et imponerede syn hver gang. Det er svært at beskrive, hvordan det føles at ligge ved siden af en 18 meter lang og 40 tons tung hval og kigge hende direkte i øjet.

Screenshot 2015-09-04 at 18.31.47

Mor oppe for at tage en ny dyb indånding

Vi følte os begge to meget skrøbelige, især efter flere gange at have set, hvordan de breacher (Springer op af vandet med hele kroppen) op af vandet og kaster deres store krop ned igen. Her skal man helst ikke komme i vejen.

Mødrene bruger tiden i det varme vand omkring Vava’u på at lære deres kalve at kunne begå sig i livet. Herunder også at breache, spyhoppe (når hvalen tager hovedet op af vandet og kigger rundt), barrelrolls (tønderul) og fin slapping (at bruge halen til at klaske med).

Tit så vi oppe fra båden, hvordan moderen breachede og hvordan babyen så godt den kunne kopierede mors teknikker. :-) Det var godt nok sjovt at se.

Screenshot 2015-09-03 at 18.47.38

Der øves på barrel rolls

Screenshot 2015-09-05 at 16.36.07

Gir du en krammer?

Første dag var vi i vandet med en kalv, der gerne ville imponere os med, hvad han havde lært af mor. Vi var på lavt vand, så moderen lå ca. 10 meter under os. Og kalven lå klar under sin mor og tog tilløb til at breache op i mellem os flere gange. Vi skulle lige passe på, for ikke at blive ramt hårdt af babyen, der ikke lige tænkte over, at den vejede ca. 3 tons. Alligevel endte vi flere gange med at blive ramt af en finne eller at have babyen lige i hovedet. Det var virkelig sjovt at se, hvordan han tilsyneladende hyggede sig godt med at have os på besøg i vandet.

Screenshot 2015-09-04 at 18.20.55

Der er trygt sammen med mor

Screenshot 2015-09-04 at 18.34.30

På vej ned i dybet

For os begge to var det en af de største naturoplevelser vi nogensinde har haft. Vi var så heldige at svømme sammen med hvalerne alle 5 dage. Og det er først nu, hvor det er kommet lidt på afstand, at vi forstår, hvad vi egentlig har oplevet på tæt hold.

Screenshot 2015-09-03 at 18.47.55

Hver pukkelhval har et forskelligt mønster på maven. Lige som vores fingeraftryk

Det er utroligt at være så tæt på et dyr, der er så meget større end os selv. Men samtidig kan man mærke, at de ikke vil en ondt, når man kigger i deres fredfyldte øjne.
Hvis man har en kærlighed til store havpattedyr eller til store naturoplevelser. Vil vi varmt anbefale, at tage en tur til Tonga for at møde de mægtige pukkelhvaler.

12067287_766577883452931_1143042205_n (1)

Kys mig! Tak for det fantastiske billede Kary og Paul.

Vi havde glæde af at dykke med hvalerne sammen med Kary og Paul, der bor på Hawaii. De tager virkelig flotte billeder. Her er et link til deres hjemmeside, hvor der vil blive oploadet flere billeder fra vores dage med hvalerne.

https://atdarock.smugmug.com/

Udover vores møde med hvalerne, der var den primære del af vores tur til Tonga. Mødte vi også de utroligt venlige tonganere, der bor på Vava’u.
Alle steder blev vi mødt med et venligt smil og en imødekommenhed, udover det sædvanlige.

DSC01728

Smilende ansigter på Tongatapu

Tonga er et kongerige og de har lige fået ny konge i Juli måned, da den tidligere konge afgik ved døden. Tonganerne fejrer stadig kroningen af den nye konge med flag og pynt i gaderne. Tonga er det eneste ørige i Stillehavet, der ikke er blevet kolonialiseret af et fremmed land, og derfor lever deres oprindelige kultur i fuldt flor. Med undtagelse af deres religion. Tonga har fået besøg af de kristne missionærer og er derfor meget kristne og går alle i kirke hver søndag.
Søndag er en hviledag i Tonga og derfor er alt lukket. Tonganerne går i kirke enten morgen eller aften og nyder et festmåltid sammen med familien.

DSC01724

Nikolaj smager på de lokale kokosnødder

DSC01718

På vej til kirke

Vi boede på Puas Hotel, der var det billigste vi kunne finde. 150 kr. pr. nat. Det er ret billigt for tongansk standard. Værelset var ikke noget at skrive hjem om (selvom det er det, vi gør), men eftersom vi ville bruge det meste af dagen i vandet, havde vi ikke brug for andet end en seng og et bad. :-)

DSC01694 (1)

Udsigt fra vores hotel

På hotellet arbejdede en dame, der hed Line. En dag fortalte vi hende, at vi havde tænkt på at tage i kirke og opleve en tongansk messe, der byder på flot musik og sang igennem hele gudtjenesten.
Det endte med, at Line inviterede os med i hendes kirke søndag. Og vi tog imod tilbuddet om at tage med. Line hentede os om søndagen med sine to døtre i hendes bil, der kun bliver brugt til at køre i kirke.
Det var en fin oplevelse at se, hvordan der bliver smilet, sunget og grinet i kirken. Bagefter tog Line os med hjem til hendes familie. Det viste sig, at hun og hendes mor om morgenen havde lavet mad til os. Og vi fik serveret maden på traditionel vis på en måtte på gulvet. Det var kun os, der spiste de lækre retter, mens familien kiggede på. Og spurgte til, hvordan maden smagte. Sikke et festmåltid, det var meget lækkert.

DSC01683 (1)

Lines hus

DSC01676 (1)

På Tonga sidder man på gulvet og spiser

Vi vidste ikke rigtigt, hvordan vi skulle tage imod alle de gode retter uden, at familien skulle tage del i måltidet, men vi kunne mærke, at det åbentbart var den måde, at tonganerne viser gæstfrihed på. Så hvis I nogensinde møder en tonganer på jeres vej i Danmark, så husk at tage godt imod dem, for deres indstilling er, at de behandler folk som de ønsker selv at blive modtaget i et fremmed land, hvis de da tager ud fra øerne. Sikke en gæstfrihed og en kæmpe oplevelse at besøge et lokalt tongansk hjem.

Vi vil aldrig nogensinde glemme de oplevelser vi fik med hvalerne, og vi drømmer os allerede tilbage i vandet sammen med dem. Vi håber vi igen får mulighed for at besøge Tonga og hvalerne.

Vanuatu – Tanna Island

En sprudlende vulkan, mænd med penisfuteraler, stammetraditioner, guder og kulte er de ord, der beskriver Tanna Island i øgruppen Vanuatu bedst. Og de samme ord var netop dem, der vakte vores nysgerrighed for at besøge øen i første omgang. 4 dage 4 flyvninger. Nikolaj havde taget en slem forkølelse med fra Tonga, der fulgte ham hele vejen til Vanuatu.

DSC01650 (1)

Det er ikke nemt med sygdom og rejse

Øgruppen Vanuatu har mange forskellige interessante øer, der byder på forskellige naturoplevelser og kultur. Det er blandt andet på øen Pentecost, hvor man i foråret kan se mænd springe ud fra selvbyggede trætårne, kun med en lian spændt om benene.
Her er ideen til bungyjumping opstået. Men stammefolkene har udført dette ritual siden tidernes morgen for at bringe et godt år for afgrøderne.
Øen Malekula har indtil fornyligt forsat haft kanibalisme og øen Ambrym, der er kendt for deres sorte magi, der forsat i høj grad lever på øen. Tannafolket frygter den dag i dag, den sorte magi på Ambrym og vil aldrig sætte deres ben på øen af frygt.

Vi besluttede os for at rejse til øen Tanna for at opleve den aktive vulkan Mount Yasur, for at møde lokalbefolkningen og opleve deres traditionelle levevis, og de kavadrikkende mænd. I alt blev vi på Tanna i 16 dage uden internet eller anden kontakt til den moderne omverden. Det blev til et spændende eksperiment for både krop og sjæl :-)

DSC01787

Iben med askesky fra Yasur i baggrunden

DSC00044 (1) - Edited

Nikolaj ved det fascinerende krater

Vi boede i Yasur View Lodge hos Thomas og hans familie for foden af vulkanen Yasur. Thomas har for nogle år siden startet lodgen op sammen med sin familie for at have råd til at betale børnenes skolepenge. Da supercyklonen Pam ramte Vanuatu i marts 2015 stod Thomas og hans familie tilbage med en tom grund, hvor alle bungalows, trætopshytter og telte var blæst væk. Samt alle familiens afgrøder, der er utroligt vigtige, da familierne på Vanuatu lever selvforsynene uden behov for at købe madvarer eller andet. Thomas fortalte os, at familien må vente indtil april 2016 for igen at kunne spise afgrøderne, derfor lever børn og voksne lige nu med få måltider om dagen, indtil de igen kan forsørge sig selv.

DSC01781

Udsigt til vulkanen Yasur fra vores telt. Om aftenen kunne vi se et rødt lys fra lavaen

Thomas havde formået at genopbygge lodgen med hjælp fra sin familie allerede i maj måned og havde derfor allerede turister og rejsende boende kort tid efter cyklonen ramte øerne. Der var dog flere, der aflyste deres ophold fordi de forventede, at alt skulle genopbygges og at det ville tage længere tid. Tanna har lige nu særligt brug for, at der kommer gæster til øen igen, så de kan komme på fode og få genopbygget alle deres huse og landsbyer.

DSC00134

På besøg i det midlertidige klasserum. Skænket af Unicef

DSC00143

Børnehaveklassen har tegnet og skrevet deres følelser ned i forbindelse med cyklonen Pam

DSC00139

Hvad mistede du under cyklonen?

DSC00140

Hvad skete der med landsbyens dyr?

DSC00145

Hvordan har du det nu?

På trods af cyklonen er der altid et overskud og et smil på alles læber på Tanna. Sjældent har vi set sådan et smilende folk og alle hilser på hinanden på grusvejen.
Det var en særlig oplevelse at besøge et land, der for kort tid siden var ødelagt af en naturkatastrofe. Det var fantastisk at se med egne øjne, at hjælpeorganisationerne var nået frem til øerne og har gjort en stor indsats for at hjælpe lokalbefolkningen.

DSC00126

Nikolaj foran børnehaveklassen

DSC00165

Unicef skoletasker

DSC00161 - Edited

4. klasse. Intet smartboard. Nikolaj husker tilbage til sin skoletid

DSC00115

Den lokale skole udefra

Kulturen på Tanna er så langt fra den vi kender i skandinavien. Befolkningen lever på mange måder som vi har gjort for mange hundrede år siden.
De er stolte af deres custom traditioner som de fuldt ud lever efter den dag i dag.

Thomas vores vært er den først fødte søn og da hans far er død, er Thomas overhovedet i familien og i hele landsbyen. Thomas har 6 børn. 2 døtre og 4 sønner. Når pigerne bliver voksne bliver de gift til en anden familie og skal forlade landsbyen. Det er kun sønnerne, der bliver tilbage sammen med deres koner og børn.

Mænd og kvinder har forskellige roller. Kvinderne laver mad, mænd drikker kava. Mænd kan absolut ikke lave mad. Thomas har fortalt, at han aldrig vil spise mad, der er lavet af en mand, da det vil være en ydmygelse for ham.
De fleste Tannafolk lever ud fra to religioner, deres Custom og Kristendommen, der blev overført fra de missionærer, der ikke endte i gryden. Men selv i dag er gud for dem stadig vulkanen Yasur, der betyder Big God. Der er dog samfund på øen, der helt har valgt at give afkald på Kristendommen og stadig lever som de altid har gjort.

DSC00004 (1)

Hør kan man ikke stå på snowboard ned af en aktiv vulkan?

Screenshot 2015-09-29 at 09.13.07

Jo det kan man

Screenshot 2015-09-29 at 09.18.28

Men det gør ondt når man falder

Der er en chief i hvert område, der afholder kavaceremonier, som mænd kun må deltage i.
Kava er en vigtig del af Tannafolkets liv. Det er kun mændene, der må drikke kava. For kvinder er det banlyst og tabu! En kvinde vil blive straffet, hvis hun ser chiefen drikke kava eller hvis hun selv forsøger at indtage det.
Kava er lavet fra Kavaroden, der gror overalt på øen. Mænd i familien tilbereder kavaen ved at tygge roden, spytte den ud og tilføje vand for at gøre kaveroden til en drik.

DSC00027 - Edited

Der tygges til den helt store guldmedalje

DSC00014 (1) - Edited

Der skal altid tændes bål når der drikkes kava

Effekten af Kava er, at tungen bliver følelsesløs og at man bliver døsig og godt tilpas. De fleste mænd drikker kava hver aften, når kvinderne laver mad eller arbejder hårdt. Kavaen gør også at mændene bliver dovne dagen efter, hvilket måske også beskriver den normale arbejdsmorale. Thomas vores vært, er så smart, at han ikke drikker kava og derfor arbejder dobbelt så hurtigt som de andre mænd i landsbyen. Måske også derfor, at han har fået genopbygget lodgen så hurtigt.

DSC00029 - Edited

Man drikker aldrig alene

DSC00031 - Edited

Iben fik undtagelsesvis lov

Der er flere guder i Tannafolkets mytologi. Den største gud er Yasur, vulkanen. Men der er også guder for hvert afgrøde. En mand i hver landsby er udvalgt til at kommunikere med hver af guderne. Vores Thomas er ansvarlig for bananguden som han kan tale med. Og hele landsbyen venter på gode råd fra Thomas til den kommende bananhøst.

Vanuatu blev uafhængigt fra Frankrig og England i 1980. Og hed før Ny hybriderne.
Det er ikke mange generationer siden, at Tannesernes traditionelle beklædning blot var en penisfuteral. Da de ikke havde noget tøj, var de nødt til at varme sig ved at bruge lavaen fra Mount Yasur til at tænde et bål, der kunne brænde hele natten. Så sov alle i en rundkreds omkring bålet. Det er meget koldt på Vanuatu i deres vinter og derfor, var der brug for det.

Vi var ude og besøge John Frum Namakara landsbyen, der bor på den anden side af vulkanen.
John Frum er en Kult, der kun lever på Tanna.
Hver fredag aften afholder landsbyen traditionelle danse, hvor der bliver sunget til amerikanske battle hymner. Musikken bliver spillet til den lyse morgen af forskellige bands fra forskellige landsbyer.
I 1936 ankom John Frum med en båd på havet. Han talte med nogle kavadrikkende mænd som han mødte på øen. De kunne straks se, at han var Mount Tukosmeras bror og derfor måtte være en gud. John Frum fortalte, at den dag Europæerne ville forlade Tanna ville de indfødte få stor rigdom. Det blev starten på en stor bevægelse, der gik imod missionærenes regler, der blandt andet havde forbudt traditionelle danse.

DSC01741

John Frum en fredag aften

Da amerikanske tropper ankom et par år senere under Anden Verdenskrig, rejste mange fra Tanna til øen Efate for at arbejde for amerikanerne.
Der mødte de afroamerikanske soldater med teatralske uniformer med badges, dekorationer, bælter og hatte. Afroamerikanerne havde store mængder af radioer, Coca Colaer og cigaretter. Men mest af alt var de venlige og behandlede de indfødte som ligesindede.
Her så de indfødte den rigdom som var blevet forudset af John Frum et par år tidligere. Og de besluttede, at John Frum måtte være forbundet med USA.

Nogle tilhængere lavede radioantenner ud af blikdåser og sendere til at kunne kontakte John Frum. Andre byggede flyvepladser midt i buschen og lavede små fly ud af træ til at vise ham, hvor han skulle lande med sit fly. Andre lavede moler, så hans skib kunne lægge til.
Den dag i dag, bliver der rejst flag hver dag til ære for John Frum.

Det var en spændende oplevelse at se, hvordan kulten forsat tilbeder John Frum i håb om, at han en dag kommer retur med rigdomme. Mændenes og børnenes stemmer lyder fantastisk i samspil med de amerikanske krigshymner på guitar. Og under rytmen af musikken, buldrede Mount Yasur i baggrunden og spyede lava op i den mørke nat som røde stjerneskud på himlen. Jordens rysten under os komplimenterede trommerne fra kultens tilhængere.

Iben som jo elsker vulkaner, havde en stor drøm om at skulle bo i en trætopshytte.
Og Iben har også altid været vild med huler i træer. Da hun var lille byggede Onkel Ole en trætopshytte til Iben som hun var rigtig glad for. Så det var selvfølgelig oplagt at vi skulle bo i toppen af et Banyon tree med udsigt til vulkanen.
Det fleste dage valgte vi den helt billige løsning, at bo i telt. Hvilket jo også er fantastisk især med Yasurs brølen og sprudlen i baggrunden.

DSC01774

Vores palads

DSC00085 - Edited

Der er langt ned fra trætopshytten

DSC00102 - Edited

Fint dekoreret

Der er syv forskellige sprog på Tanna alene. Hvilket er imponerende taget i betragtning af, hvor lille øen egentlig er. Den del af øen vi boede på hedder Nafe. Vi lærte et par få ord af de lokale. Og med dem begav vi os ud på eventyr rundt i området. Det gav smil og grin på læberne hos de lokale, der blev noget overraskede over den hvide mand, der hilste på dem på lokalsprog. Til dem der har lyst til at lære et par gloser, har vi lavet en lille mini parlør.

Imam – Farvel/Hej

Tanakasori – Mange tak

Ramasan Napnapen – Godmorgen

Ramasan Naruarou- God aften

Rafo – Hvordan går det?

Rafo Biac – Hvordan går det bror?

Ramasan – Det går godt

Traguaguia – Vi ses i morgen

Nangam Si – Hvad hedder du?

Tanganwi – Skål

Ikavagu – Hvor skal du hen?

Vi blev inviteret med til fødselsdag hos Thomas’ bror en aften. Til fødselsdagen var det kun kvinder og børnene, der var til stede. Mændene var ude og drikke Kava.
På nær Thomas, der er familiens overhoved og skulle bruge tiden på at fortælle børnene og kvinderne om, hvordan man skal begå sig i livet.
Vi blev placeret på to træstubbe og Thomas på én anden. Mens kvinder og børn sad på bambusmåtten på gulvet. Da maden blev serveret blev vi sat på gulvet og spiste før de andre fik mad. Efter vi havde spist gik Thomas igang med at fortælle kvinderne og børnene om, hvordan man skal behandle sin mand igennem livet. Og hvordan man starter en god familie. Det fortalte Thomas til os bagefter, da vi jo ikke forstår Nafe.
Det var en spændende oplevelse og vi var meget beærede over at være blevet inviteret med.

Hygiejne i Danmark og hygiejne på Tanna er to vidt forskellige ting. At vaske hænder består af bare at tørre hånden af i bukserne. Servering foregår med de bare grapper i gryden så vi forestiller os, at Tanneserne har en noget anden bakterieflora. Ganske rigtigt. Der gik ikke mange timer efter fødselsdagen. Det startede som et jordskælv i maven og Nikolaj var ikke sikker på, hvor det skulle ud. Det endte med en lang nat, hvor Nikolaj måtte spye sit indre ud med hovedet i tønden i takt med Yasurs udbrud i baggrunden.

Thomas fortalte, at han følte, at vi var en del af hans landsby nu. Vi er de første, der nogensinde har boet så længe hos Thomas. Vi blev inddraget i flere ting de øvrige turister ikke fik lov at tage del i. Familien holdt afskedsfest for os den sidste dag inden afrejse. Og vi modtog flere gaver fra dem i form af traditionelle flettede tasker, farvede fjer og tørklæder. Vi hjalp familien med at lave mad hele dagen inden festen og vi fik serveret Tannafolkets ynglingsret Lap Lap. Det var en stor oplevelse.

DSC01859

Nikolaj laver den eneste opgave i forbindelse med madlavningen, der laves af mændene

DSC01925

Ellers er det kvinderne, der laver det meste arbejde

De første fem dage mødte vi ingen vesterlændinge, men pludselig stod der en ung mand lige uden for vores telt. Iben blev noget overrasket, da hun var på vej ud af døren og der pludselig stod en mand. Kort efter troppede fem andre op. De ville gerne have vist vej til vulkanen. Det viste sig, at de var kommet ind til søs på skibet Inifinty, der er ejet af en tysk gut, der har været på havet de sidste 25 år sammen med sin familie. De lå ude i Port Resolution, der er en bugt der ligger to timers gå gang fra Yasur. Port Resulution var det første sted, hvor Cook ankom til på Vanuatu. Og den blev opkaldt efter et af hans skibe kaldet Resolution.

DSC01954 - Edited

Udsigt over bugten i Port Resolution

DSC01965

White beach Port Resolution

DSC01990

Traditionelle huse i baggrunden

De inviterede os til at komme forbi til fest på skibet en af de kommende dage og fortalte også, at de havde mødt et dansk skib i bugten og at de også var inviteret med til festen. Det syntes vi var meget spændende, da det var fire måneder siden vi sidst havde set en dansker.

Vi besluttede at gå til Port Resolution for at deltage i festen senere på ugen. Vi købte hele lageret af varme øl i den lille bitte butik som Thomas’ bror ejer, og tog dem med på en to timers hike til Port Resolution.

DSC01960

Iben foran et stort Banyon tree

DSC01938 - Edited

Lokale fiskerkanoer

Vi havde fået fortalt præcist, hvor det var vi skulle stille os ud, så de kunne hente os i deres gummibåd. En af pigerne fra skibet kom ud med en kajak og sagde hej til os, mens vi sad og ventede. Hendes plan var at sejle ud til den danske båd for at fortælle dem det præcise sted, hvor festen skulle afholdes. Hun sejlede ud til båden og kort efter kom en gummibåd med to danskere ombord ind for at invitere os ud til båden, der af alle både viste sig at være Havana som flere af jer kender fra TV. Vi blev mødt af Theis og Ida, der spurgte om vi ville med ud og sige hej. Det takkede vi pænt ja til. Og med tasken fuld af øl og med glæden ved at høre danske stemmer tog vi ud imod Havana for at møde resten af besætningen.

DSC02032

Der spejdes ud mod skibene i bugten

Der mødte vi Emil og Anders, der tog godt imod os. Det viste sig, at de var lavt på øl. Så det var god timing. Og de havde sågar et køleskab, så vi kunne få kolde øl.
Det var noget pudsigt at møde lige netop Havana ude på en øde ø som Tanna, hvor vi absolut ikke havde forestillet os at møde andre end de lokale. Vi faldt hurtigt godt i snak og følte os godt taget imod. Og vi blev inviteret til at spise med og også sove ombord til dagen efter, så vi ikke skulle gå hele vejen tilbage til Yasur.
Vi tog alle ind til festen, der blev afholdt på stranden. Der var flere af de lokale, der spillede musik men også folk fra nabobåden havde både violin og guitar med. Der blev sunget og spillet om bålet, og det var en rigtig hyggelig aften.
Emil, Theis, Anders og Ida skulle dagen efter tidligt afsted, da de skulle rundt på øen og besøge forskellige steder og filme lidt. Vi blev inviteret med til at køre med tilbage og blive sat af ved Yasur. Fantastisk så slap vi for to timers gåtur. Da vi nåede frem spurgte Emil, Nikolaj om vi ikke havde lyst til at tage med på tur i stedet for bare at blive ved Yasur. Det lød som en super plan, så Nikolaj sagde ja. Iben sad på ladet af bilen og kendte ikke til planen. Men blev glædeligt overrasket.

Det blev til en spændende dag, hvor vi først besøgte Yasurs askelandsskab. Det er meget flot og minder mest af alt om et månelandskab.

DSC02083 (1) - Edited

Askelandskabet

DSC01766

Vi besøgte askelandskabet mange gange. Her slapper vi af.

DSC01763

Nikolaj analyserer et stykke lava med Yasur i baggrunden

Vi var også forbi markedet i Lenakel, der er den største “by” på Tanna. Der skulle handles grøntsager ind til Havana. Derfra tog vi ud til verdens største Banyon Træ, hvor vi fik klatret til den helt store guldmedalje.

DSC02134 - Edited

Nikolaj og Emil på klatretur i verdens største Banyon Tree

Vi endte dagen med et besøg i en tradionel custom landsby, hvor vi fik set de lokale danse og vi blev vist rundt i deres landsby. Lenakel er to timers kørsel fra Yasur, men på tilbagevejen havde chafføren travlt med at komme tilbage. Vi sad på ladet sammen med Emil og vi endte alle så sorte som de lokale, begravet i støv og aske fra vulkanen.

DSC02223 - Edited

Sort som kul efter en dag på ladet

DSC02114 - Edited (1)

Ida og Nikolaj shopper tasker på markedet

DSC02109 (1) - Edited

Et af de få billeder vi har sammen

Efter en fantastisk dag tog vi afsked med Emil, Theis, Ida og Anders og vi håber de får en fantastisk videre rejse! Vi blev inviteret med til at sejle til Port Vila, hvor vores næste fly mod Bali ville gå fra. Vi overvejede meget tilbuddet, men vidste også at Thomas og hans familie havde planlagt en afskedsfest for os. Det blev heller ikke bedre, da vi begge endte med at blive syge med maveonde i 5 dage!! Det var noget værre møg.

DSC02165 (1) - Edited (1)

På rundvisning i en traditionel Custom landsby

DSC02172 - Edited

Ida, Theis og Nikolaj i en dyb samtale med de lokale

DSC02158 - Edited

På opdagelse i landsbyen

DSC02185 - Edited (1)

Der trampes hårdt i jorden og synges i en tradtionel dans

DSC02217 - Edited

Det er heldigvis varmt på Tanna midt på dagen

Vi brugte selvfølgelig også mange timer på Yasur, der lå 45 min gang fra vores telt. Ialt blev det til 7 besøg på vulkanen. Både om dagen, ved solnedgang og ved den spektakulære solopgang.
Det er svært at beskrive med ord, hvor fascinerende og angtindbydende det er at stå på kanten af en laveudspydende vulkan, og samtidigt kigge den i øjet til jordens indre.

Screenshot_2015-09-29-09-27-12

Wow!!

Når vulkanen eksploderede ca. hvert 5. minut skød den tit lava op over kraterkanten, hvor vi stod, så vi skulle hele tiden holde øje med, hvor den smeltede lava røg ned for ikke at få den i hovedet. Trykbølgen fra eksplosionerne kunne både ses og mærkes som et chok igennem kroppen. Man skulle passe på, at man ikke blev skubbet tilbage af kræfterne. Det var frygtingydende at kigge ind i helvedes ild og når eksplosionerne kom med et kæmpe brag og en trykbølge, var det altid som et stort chok.

Screenshot_2015-09-29-09-26-30

Man skal lige passe på når man står på kanten

Screenshot 2015-09-29 at 09.03.51

Udsigt til jordens indre

DSC00056 (1)

Nikolaj på kanten af krateret

En aften var Yasur særligt aktiv. I mens vi stod og observerede udbrudene fra kraterkanten, skød der pludseligt et kæmpe stykke lave op fra en meget kraftig eksplosion, lige i vores retning. Vi kiggede op som vi havde fået fortalt, at vi skulle og imens lavaklumpen kom tættere og tættere på os, kunne vi høre den gløende masse som en meteor igennem luften, lande 20 meter foran os. Wauw!! Det er svært at beskrive, hvor syret det var. Vi besluttede hurtigt, at vi bare måtte ned og se den rødgløende lavamasse, der lå foran os. Hvilket betød, at vi måtte begive os lidt ud på farlig grund, da det jo betød, at der potentielt kunne komme en ny sending lava fra jordens indre i samme retning. Vi skyndte os ned til lavaklumpen og kunne mærke varmen i vores ansigt, og på vores hænder som vi stak ned mod lavaen. Lavaen lyste smukt op i mørket. Det var ret specielt at se et stykke lava så tæt på, som vi vidste få minutter forinden havde ligget og boblet rundt i maven på vulkanen. Vi kiggede hinanden i øjnene og besluttede, at vi hurtigst muligt måtte løbe tilbage i sikkerhed, selvom det var bjergtagende at stå og beundre den glohede lava. Vi løb og nåede den ydre kraterkant, og få sekunder efter kom en ny stor eksplosion lige for at minde os om, at det er vulkanen, der bestemmer!! Det var vidlt!

20150924_184829

Vores lavaklump. Nikolaj overvejede om han skulle lave et brandsår som en evig tattoo. Men så ikke alligevel

Alle vores besøg var spektakulære, og vi vil anbefale alle med en vulkanolog i maven at besøge vulkanen. Det er bare vildt! Når vi kommer hjem igen, viser vi glædeligt videoer som vi desværre ikke kan oploade i rejsebrevene!

Det har både været en hård og spændende tid på Tanna. 16 dage med samme mad som vi flere gange blev dårlige af, gjorde at vi til sidst stort set ikke spiste noget af frygt for at blive syge igen. Man skal bestemt ikke have sart mave, når man besøger Tanna. Vi drømte os væk i vilde madfantasier, og vi har allerede lavet en liste nu over de retter vi glæder os til at komme hjem til. Efter en uges maveonde og stortset ingen energi, er vi nu på Bali og nyder den balinesiske madkultur.

Vi kommer til at savne Thomas’ familie og specielt hans søde børn, der alle fik gået på slackline med os og som vi altid havde det sjovt med.

DSC00073 - Edited

Med Aron og Chey Chey på slackline. Det fik vi mange timer til at gå med

IMG_20150925_193834

Thomas, Nikolaj og Iben til afskedsfest. Tak for de smukke gaver.

Det var specielt at opleve en anden tilgang til børneopdragelse. På Tanna er forældrene ikke sarte med at lære børnene vigtige egenskaber til landsbylivet på Tanna. Allerede fra 1 års alderen lærer børnene at bruge store knive. Så store som i kokkeknive, der bruges til at skære ukrudt og er essentiel i madlavningen på Tanna. Thomas’ et årige datter Marta var lige begyndt i knivlære, da vi ankom til Tanna. Hendes brødre, der er mellem 3 og 15 år bruger aktivt macheter til at åbne kokosnødder med. Vi fik lidt dårlige nerver, men tilsyneladende er det en god ide at lære børn fra start, hvordan man bruger knive og at få respekt for dem. Thomas fortalte at stortset ingen kommer til skade :)

DSC01899

Thomas’ kone Janet og deres et årige datter Marta. Som taget ud af en gyserfilm med en kæmpe kniv

DSC01840

Chey Chey tre år i knivlære. Havde den gået derhjemme?

5. Rejsebrev Galapagos og Ecuador Mainland

Vi tog fra Mexico mod Galapagosøerne på Ibens fødselsdag d. 01 Juni. Det var en 24 timers lang rejse med stop i San Salvador og i Guyaquill i Ecuador.

Ibens romantiske fødselsdagsmiddag var en milkshake og en burger i Cancun lufthavn. Men med Galapagosøerne i sigte var fødselsdagen reddet. Vi fik da også et glas rødvin i flyveren. Hårdt liv. Hip Hurra for Iben.

Intet sted i verden er som Galapagos. Her findes kæmpeskildpadder, der lever i op til 200 år. Saltvandsnysende havleguaner, der daser på stranden. Blåfodede suler, der stolt viser deres blå fødder frem i deres parringsdans.

DSC07362

Havleguan på Isla Lobos

DSC07442

Vi var heldige at besøge øerne i parringstiden. Der var masser af aktivitet med at vise de blå fødder frem

DSC06197

En søløveunge på øen Mosquera. Der vinkes

Alle øerne på Galapagos byder på forskelligt dyreliv og geologi. Efter at have set utallige dokumentarer om Galapagos følte vi, at vi kunne høre David Attenboroughs stemme, hver gang vi vendte os mod et nyt barskt og smukt landskab. “ This is the Galapagos Islands” :-)

Her er et link til en dokumenter om Galapagos til dem, der ikke kan få nok af David!

Dyrerne på Galapagos har ikke lært at være bange for mennesker. På øerne er det os mennesker, der skal holde afstand og ikke dyrerne, for det gør de ikke.

Vi stiftede hurtigt bekendtskab (på nært hold) med nogle af de dyrearter, der findes på Galapagos. En af hovedattraktionerne i byen Puerto Ayora på Santa Cruz er det lokale fiskemarked. Her er man med garanti sikret et spektakulært skue hver morgen, når fiskerne kommer i land med deres fangster. Her er pelikaner, søløver, havleguaner, frigatfugle og måger i massevis. Alle tigger til sidste fiskekadarver ligger i maven.

DSC04257

Fiskemarkedet i Puerto Ayora

DSC07852

Der forsøges ihærdigt på at se sød ud

DSC06417

Søløven undersøger nysgerrigt Nikolaj, hvem er mon mest nysgerrig

Vi skulle passe på ikke at blive fløjet ned af pelikaner eller tacklet af en søløve, der gjorde alt for at få del i ædegildet.

Det er sjovt at se de forskellige dyrs taktikker for at komme til fadet. Nogle er mere tilbageholdende og venter på, at fiskerne giver dem en bid mad. Mens andre er mere frække og går direkte til lækkerierne.

Havleguanerne kigger dovent på mens de slikker sol. Det sker dog tit, at de vågner forskrækket op efter at have fået en pelikanfod i hovedet. Dyrerne her formår at leve i harmoni med hinanden og havleguanerne har lært, at de må stå til tåls med pelikanernes store fødder på ryggen. De flytter sig i hvertfald ikke selvom det sker.

DSC05405

Havleguan, der slikker sol

På Galapagos er det ikke fulde folk, der ligger og sover en brandert ud på bænkene. Nej her er det søløver, der lige tager sig en morfar. Hver aften i Puerto Ayora når vi gik en tur ned ad molen så vi flere eksemplarer af sovende søløver og vi kan fortælle, at de stinker pænt meget.

DSC07795

Der er lige penge til en omgang til

Søløverne er dog så renlige, at de ikke tisser i sengen. Vi observerede en søløve, der lige svingede numsen ud over sin seng (bænken) og tissede pænt ud på molen. Der skal ikke tisses i sengen jo!

Vi valgte at bo ca. 20 minutters gang væk fra byen for at slippe for virvaret af turister. Derfor fik vi mulighed for at møde de lokale Galapagensere, der iøvrigt var virkeligt søde og imødekommende. Vi fandt også hurtigt de billige spisesteder på øen, der ligger uden for byen.

På et af de billige spisesteder fik vi pludseligt selskab af en 12 årig lokal pige, Cielo ved bordet. Hun slog sig ned og var noget nysgerrig, fordi hun var helt sikker på, at Nikolaj var en hollywoodstjerne. Cielos store drøm var at slippe væk fra Galapagosøerne for at blive hollywoodseriestjerne. Hun var ikke meget til dyrerne og Galapagosøerne, der i hendes øjne var ret kedelige. Hun var mere interesseret i at høre, hvad for nogle hollywoodstjerner vi kendte personligt. Vi måtte desværre skuffe hende og fortælle, at Nikolaj ikke er hollywoodstjerne og at vi kommer fra Danmark.

Cielo syntes alligevel, at vi var søde og havde alligevel lyst til at sidde sammen med os og spise. Cielo snakkede meget og også til Nikolaj på spansk, så han havde lidt svært ved at forstå, hvad det hele handlede om.

Da hun havde fundet ud af, at Nikolaj ikke var tvstjerne havde hun mod til at sige, at hun syntes han skulle klippes, fordi hun mente at lignede en pige!

Generelt har Galapagos et meget livligt lokalliv med demonstrationer, parader, sportsbegivenheder og danseshows om aftenen. Der findes til og med også en Zumbatime hver aften i den lokale sportshal.

Efter den måned vi tilbragte på Galapagos lærte vi mange af de lokale at kende. Det var super hyggeligt at tilbringe god tid på samme sted. Vi blev taget velimod flere gange.

Det er muligt at tage til Galapagos uden at bruge hele sin livsopsparing. Det kræver blot lidt fleksibilitet og gode forhandlingsevner. Den første uge gik med at shoppe rundt mellem de forskellige udbydere af ture i området. Vi endte med at få en virkelig god last-minute deal på et 12 dages cruise rundt på mange af de ubeboede øer.

Man kan sagtens besøge Galapagos uden et cruise, men det er langt den bedste måde at se de mest fjerntliggende øer på.

Dagen før vores cruise fik vi øje på King of the Seas, der lå ude i bugten. Ved første øjekast var der ikke meget konge over skibet, og vi blev lidt betænkelige over om vi egentlig havde gjort en god deal :-)

Men vi blev glædeligt overraskede over skibet og dets besætning, da vi steg på dagen efter. Der var plads til 16 gæster + besætning ombord på skibet og vi fik derfor hurtigt lært alle at kende.

Da vi var de eneste, der skulle være ombord i 12 dage, var vi heldige i lodtrækningen om den bedste kahyt. Nemlig forkahytten med en dobbeltseng, en ekstra seng og masser af gulvplads. Luksus!

I de 12 dage mødte vi mange sjove, søde og rare mennesker.

DSC05676

Tidlig morgen på opdagelse på Mosquera Island

DSC05039

Vi kigger efter hajer og hygger

DSCF7130

En glad gruppe efter besøg på Bartolomé Island

Kongen af Havene tabte dog kronen efter 9 dage på havet. Pludselig stod, der en stor sort røgsky op fra motorrummet og besætningen løb rundt med brandslukkere for at sikre at, der ikke gik ild i skibet. De næste par dage gik med forsøg på at reparere motoren. På et tidspunkt troede de faktisk, at motoren var repareret, men de tog fejl. På vej fra San Cristobal til Española midt om natten efter 2 timers sejlads døde Kongen fuldstændigt og de endte med at bruge skibet dinghy (gummibåd) til at trække hele skibet med tilbage til San Cristobal. Det tog 5 timer. Da vi vågnede var vi tilbage i San Cristobal havn.

Et par dage forinden havde vi fået nye gæster ombord. Blandt andet en Schweizisk pige. Da vi stod op efter en lang nat med motorproblemer, satte vi os ud på dækket, hvor den Schweiziske pige sad med et stort smil og tog billeder af havnen. Hun var i virkeligt godt humør. Det viste sig, at hun troede vi var ankommet til en ny fantastisk ø. Vi måtte skuffe hende med, at det var den samme havn som vi havde ligget i dagen forinden. Hun havde ikke opdaget, at vi havde haft motorproblemer hele natten. Det var nu alligevel lidt dumt!

DSCF8449

En dag mens vi skiftede besætning var der afslapning på stranden med en af de lokale galapagensere

Vi endte med at få pengene retur for de sidste 3 dage. Selvom vi alligevel blev vist rundt på San Cristobal og bespist på båden. I sidste ende var det et 12 dages cruise. Desværre fik vi ikke set øen Española, der ellers stod højst på vores ønskeliste. Det må blive en anden gang.

Vi fortryder ikke, at vi tog på cruise. Vi fik set rigtigt mange øer, der både biologisk og geologisk er forskellige fra hinanden.

DSC05062

Bartolomé Island

DSC06833

Nikolaj skuer og funderer over livet på Punta Pitt

Et par dage før vi tog til Galapagos hørte vi, at vulkanen Wolf på øen Isabella var i udbrud. Og den skulle tilsyneladende stadig være i udbrud, mens vi sejlede rundt mellem øerne. Da Iben hørte fra guiden, at der en aften måske ville være mulighed for at se skæret fra lavastrømmen i mørket, sad hun ude på fordækket med åben mund og polypper og gloede ud i horisonten i håb om at opleve udbruddet. Men ak og ve på trods af Iben ihærdige bestræbelser og knivskarpe falkeøjne måtte hun opgive håbet! Selvom Iben hurtigt fik bildt sig selv ind, at skyerne over vulkanen måtte være askeskyer fra vulkanen.

DSC06780

Selvom Iben ikke fik set vulkanudbruddet var hun glad og tilfreds

Der er dog i høj grad tegn på vulkansk aktivitet på alle øerne. Og vi fik mange spændende oplevelser med forskellige lavalandskaber.

Her kan blandt andet nævnes et månelandskab af Pa hoe hoe lava på øen Santiago ved Sullivan Bay, der strakte sig så langt øjet rakte.

DSC04843

Iben flyder med strømmen

DSC04929

Den hvide viking slikker sol

DSC04899

Lavalandskabet strakte sig milehvidt

På strækkene mellem øerne sad vi tit ude foran og spottede efter havdyr og fugle, der kredsede rundt om skibet. Vi blev kendt som Team Denmark efter flere gange af have spottet springende mantarays og hajer i overfladen. Det var tyskeren Malte, der gav os det fine navn. Malte sagde til de øvrige: If you wanna spot wildlife, stay close to Team Denmark. Vi kom tættere på fuglene end noget andet sted vi har været i verden.

DSC05502

De fascinerende frigatfugle, flyvende graciøst over King of The Seas

DSC07176

Den brune pelikan. Navnet stammer fra den brune kam hannen har i nakken i parringssæsonen. 

Malte er en gæv ung gut som vi havde det rigtigt sjovt sammen med. Han var altid klar med en god kommentar. Det blev til en rigtig hyggelig og god tradition at vi alle sad sammen, nød turen, solnedgangen, stjernehimlen og alle dyrerne.

DSC04502

Der bliver slappet af og spottet dyr

DSC04810

Malte og Nikolaj funderer over livet

Vi fik fridykket en del på cruiset. To gange om dagen var der lagt an til snorkelig og fridykning på forskellige øer. Det er sjovt så tæt man kan komme på dyrerne, når man ikke har bobler til at skræmme dyrene væk med.

Screenshot 2015-06-13 at 13.31.16

Nikolaj kom tæt på hajerne. Dette er en Galapagoshaj

Screenshot 2015-06-15 at 21.10.48

Vi holder vejret

Vi fik mange sjove oplevelser med de føromtalte søløver som vi aldrig blev trætte af at lege med. Og det gjorde de heller ikke. Der var blandt andre, en ø, hvor søløveungerne lå parat på klipperne i håb om, at der ville komme en legekammerat forbi. Da vi så hoppede i med snorkel og maske, sprang de på hovedet i vandet og legede i en halv time. Vi måtte stoppe legen og svømme tilbage til båden, men søløverne fulgte med os, så langt de kunne.

Screenshot 2015-06-17 at 19.58.31

Leg med søløver

DSC07370

Søløver og blåfodede suler i harmoni med hinanden

Vi besøgte Darwin Research Station, hvor vi fik første glimt af kæmpeskildpadderne på Galapagos. På Darwincentret er der skabt et breedingcenter for skildpadderne med henblik på at sende mange sunde og raske skildpadder ud i naturen. Skildpadderne findes kun på Galapagos og på flere af øerne er skildpadderne gennem de seneste århundrede næsten blevet udryddet. Skildpadderne blev brugt af hvalfangere og pirater som langtidsholdbarmad, da de kan leve i op til et år uden at spise. Derfor var det en god kilde til friskt kød! Selv Charles Darwin spiste skildpadderne, da han besøgte øerne.

DSC06413

Der er ingen damer i denne indhegning. Men derfor bliver der alligevel øvet lidt lagengymnastik på en af kammeraterne

En anden lille sjov fakt omkring Charles Darwin er, at han undersøgte, hvor længe havleguanerne kan holde vejret ved at binde en sten fast til to leguaner og smide de stakkels leguaner i vandet. Vi ved nu pga. hans eksperiment, at de kan holde vejret i op til 1 time!.

Nok om det. Skildpadderne har udviklet sig forskelligt fra ø til ø og tilpasset sig de forhold, der er på øerne. Som de fleste andre dyr på Galapagos også har. Den berømte skildpadde Longesome George, der var den sidste af sin art fra øen Pinta døde desværre i 2012, efter man på breedingcentret havde forsøgt at få ham til at parre sig, dog uden held. Han var også en gammel gut på ca. 175 år.

Der findes dog masser af succeshistorier blandt andet kan vi nævne skildpadden Super Diego! Der er kendt som lidt af en avlstyr på disse kanter. Der ses flere eksemplarer af mini Super Diegoer på centret.

DSC06399

Det her er Super Diego. Vi synes han ser lidt træt ud

Derudover har forskerne fundet ud af, at piraterne og hvalfangerne har flyttet skildpadderne mellem øerne. Teorien er, at de har fundet ud af, at de havde en for stor last og måtte lade nogle af skildpadderne vende tilbage til livet. Det betyder nu, at man har fundet skildpadder, der oprindeligt stammer fra øen Floreana, på øen Isabella. Hidtil har man ellers troet, at det har været en uddøet race, men nu trives de første babyer på breedingcentret. Og de skal i de nærmeste år sættes ud på Floreana igen.

DSC06457

Vilde kæmpeskildpadder i højlandet på Santa Cruz. Og Nikolaj

Iben blev utroligt imponeret over størrelsen på skildpadderne på breedingcentret. Men Nikolaj bildte hende ind, at de findes endnu større i naturen. I byen er der en stor statue af en 2 meter høj kæmpeskildpadde og Nikolaj fik fortalte Iben, at det var i naturtro størrelse. Det var Iben meget imponeret over og glædede sig nu meget til at se dem ude i den vilde natur. Det syntes Nikolaj var ret sjovt.

De er faktisk rigtigt store. Så store, at Iben kan gemme sig fuldkomment i et skildpaddeskjold, en død vel at mærke.

DSC06424

Nikolaj i skildpaddeskjoldet

DSC06433

Her skal Iben bo

DSC06431

Iben i skjoldet set oppefra. Der er plads nok som I kan se.

Både før og efter vores cruise var vi ude at dykke. Galapagos er kendt for sit marineliv og det er muligt at se stimer af patruljerende hammerhajer, Galapagos Hajer, legesyge søløver, algespisende havleguaner og med held en hvalhaj.

DSC07832

En frigatfugl dette er en han. I parringssæsonen puster han den rød strubesæk op for at tiltrække damerne. Det så vi på øen Isla Lobos

Vi tog på tre dykkerture forskellige steder på øerne. Vi dykkede på Gorden Rocks, der er kendt for sine mange hammerhajer. Vi havde dog ikke heldet med os på dykkene pga. dårlig sigtbarhed. Heldet var dog med os, da vi dykkede på Mosquera og Daphne island, hvor vi så op til 30 hammerhajer. Det var fantastisk at opleve.

Screenshot 2015-06-22 at 21.24.17

Smil til fotografen

Det bedste dyk vi havde var på den sydligtbeliggende ø Floreana. Det var ikke hajer vi så her, men en gruppe af meget legesyge og nysgerrige søløver. Vi kunne fornemme, at de undrede sig over, hvorfor vi kunne blive så længe under vandet. Og de kom helt tæt på. Vi brugte en halv time sammen med søløverne og de blev også tiltrukket af dykkerguidens gule oktopus (ekstra regulator) som de stjal og prøvede at bide i. Det var en kamp mellem søløverne om, hvem der fik lov til at lege med regulatoren.

Screenshot 2015-06-22 at 21.14.23

Der kæmpes om regulatoren

Screenshot 2015-06-22 at 21.04.27

En legesyg søløve svømmer nysgerrigt forbi

Screenshot 2015-06-22 at 21.09.56

Klodsede på land, men akrobater i vand

Selvom det var det bedste dyk, startede dagen ikke så heldigt. Iben slog hovedet virkelig hårdt op i dykkerbådens tag, da hun steg ombord. En bølge løftede båden op idet hun steg på. Slaget var så hårdt, at tænderne klaprede sammen og at Iben fik en mindre hjernerystelse, hvilket også gjorde, at Iben måtte blive oppe på båden på andet dyk. Trykket under vandet gjorde ikke smerten mindre. Vi måtte sætte vækkeuret til hver anden time for at overvåge symptomerne på hjernerystelsen de efterfølgende nætter.

Screenshot 2015-06-22 at 21.18.24

På trods af hjernerystelse var Iben glad

Vi møder mange forskellige mennesker undervejs på vores rejse. Det sker også, at vi støder ind i de samme igen på en helt anden destination. Det skete med Mike fra San Fransisco som vi mødte første gang i Costa Rica i begyndelsen af vores rejse. Vi så tilfældigvis på Mikes Facebookprofil, at han også var på Galapagos og vi endte med at bruge nogle dage sammen med ham. Mike er en frisk fyr og bruger alle sine ferier og penge på at rejse rundt i verden. Han har været rundt på hele kloden fra Afrika til Antarktis. Han nåede også lige at være på arbejde hjemme i Californien i to måneder inden vi mødte ham på Galapagos.

Mike var tilfældigvis stødt på nogle, der havde inviteret ham med til et foredrag på Darwin Research Station. Han inviterede os med til foredraget. Og vi tog alle afsted i den tro, at det var et foredrag om undervandsfotografi afholdt af National Geografic. Og vi forventede, at det var åbent for alle, der havde lyst til at deltage.

Det viste sig imidlertid, at det var et internt foredrag for videnskabsmænd. Nautilus, National Geografics forskerskib er pt. på Galapagos for at undersøge det, der kaldes Galapagos Rift. De bruger deres dykkerubåd Hercules til at undersøge livet og geologien på dybden. Foredraget omhandlede deres nyligste fund de havde gjort i løbet af ugen og blev afholdt af skibets chefbiolog, geolog og vulkanolog. Det var utroligt interessant og vi følte os lidt malplaceret i mængden af kloge forskere, men det var så fedt.

Vi tog bagefter ud og spiste på fiskemarkedet, hvor vi fik dejlig friskfanget fisk med en stor øl. Efter maden var der gratis salsatimer på den lokale bar om aftenen.

DSC07785

Afslapning på molen med øl efter en god dag med National Geografic foredrag

Hvis nogle har lyst til at se Nautilus nyeste opdagelser. Kan skibet følges live på denne side:

www.nautiluslive.org

DSC06277

Tak til Galapagos for denne gang. Vi håber på at komme tilbage i fremtiden

Ecuador Fastland

Efter en måned med storslåede naturoplevelser på Galapagos, tog vi mod Quito, der er hovedstaden i Ecuador. Landet er meget lille, set i forhold til mange af de andre lande i Sydamerika. Men man skal ikke tage fejl af størrelsen, landet indeholder stor diversitet. Fra Galapagosøerne, Stillehavskysten, Andesbjergene til Amazonas. Der er masser af oplevelser, hvad end man er til det ene eller det andet, eller det hele.

Quito ligger i 2.800 meters højde og det var en utrolig flot tur ind med flyet, men noget turbulent, da lufthavnen ligger mellem alle vulkanerne og bjergene. Så det var med sved på panden, indtil flyet sikkert havde nået landingsbanen. Det var også på flyrejsen, at vi fik det første glimt af verdens højeste aktive vulkan Cotopaxi, der med sin bjergtagende og perfekte kegleform kiggede frem op mellem skyerne. Et syn for guder.

Der er så smukt i Andesbjergene, prægtige bjerge så langt øjet rækker. Og i Ecuador er der et område, der kaldes Avenue of Volcanoes, hvor aktive vulkaner lurer om hvert hjørne og skaber det smukkeste landskab, man kan tænke sig.

Vi måtte bruge de første dage i Quito på at akklimatisere. Højden har nogle besynderlige effekter på kroppen. Blandt andet skal kroppen tilvende fordøjelsen og højden giver også svimmelhed. Luften er så tynd i hovedstaden, at man mister pusten blot ved at gå op af de simpleste trapper. Det hjalp ikke, at Iben var blevet syg med influenza og i forvejen hostede og hakkede. Hun havde også høj feber. Der gik en uge før vi var helt på toppen og kunne komme ud og nyde de fantastiske omgivelser.

DSC07884

Det er noget køligere i 2.800 meters højde

DSC07899

Vi akklimatiserede ved at gå på opdagelse i Quito. Og vi drak varm kakao med ost i. Der åbenbart er en lokal specialitet

Quito var på den anden ende, da de fik fornemt besøg af Paven Fransisco fra Vatikanet. Her i Sydamerika er de fleste katolikker og besøget af Paven var en kæmpe begivenhed i hele landet. Der var gjort klar til besøget i gaderne med politi på hvert et gadehjørne og alle butikker, restauranter med videre var lukket i flere dage. Flere af de lokale benyttede lejligheden til at cykle frit rundt i gaderne, der var blokeret for biler.

Det betød også at vi måtte lede efter mad og det var ikke lige nemt alle dage.

Iben ringede hjem til sin mor for at fortælle nyheden om pavens besøg og det førte til en meget besynderlig samtale :)

  • Iben: “Mor Paven er på besøg i Quito”.
  • Heda: “Preben” hvem er Preben”?
  • Iben: “Nej ikke Preben. Paven Fransisco.
  • Heda: “Preben fra Blistrup?” Ham kender jeg ikke!.
  • Iben: Nej mor!!! Paven Francisco fra Vetikanet.
  • Heda: Nårh ej det er jo en stor begivenhed. Hvor spændende!

Der var lidt knas på linjen.

Vi akklimatiserede ved at lave et hike i området. Vi tog telefericoen, der er en gondollift, der bringer folk op til et sted med mulighed for at hike op på toppen af den aktive vulkan Pichincha, der er 4.784 meter høj. Det var noget af en udfordring for Iben, der stadig havde feber. Hun sendte derfor Nikolaj afsted mod toppen sammen med en gut fra Irland. På toppen var der en fantastisk udsigt udover Quito og andesbjergene.

DSC08008

Nikolaj på toppen af Pichincha 4.784 meter højt. Quito set i baggrunden

Iben havde besluttet sig for at vente tilbage ved gondolliften, men endte alligevel med at presse sig op ad bjerget. Hun nåede ⅔ del af vejen og måtte opgive at nå til tops. Dog stadig med en utroligt smuk udsigt. Det var eventyrligt at se rovfuglene flyve rundt mellem de prægtige tinder. En god og hård dag, der kunne mærkes i kroppen.

I tiden vi brugte i Quito havde vi fundet et sted, der hedder Colonial House i den gamle bydel, hvor bygningerne stadig står som dengang i kolonitiden. Colonial House var et meget hyggeligt sted med afslappet stemning og venligt personale. De har tilmed en hyggelig have med hængekøjer, ænder, kaniner og marsvin. Et dejligt tilflugsted i storbyen.

DSC07876

Vores hostel Colonial House i den gamle bydel i Quito

DSC07962

Haven i Colonial House

Der var dog også andre dyr på hotellet som vi fik selskab af i løbet af natten.

Iben var syg og vi havde et værelse med to dobbelt senge. Derfor besluttede Nikolaj sig for at flytte over i nabosengen for at give Iben lidt fred og ro. Det resulterede i at Nikolaj vågnede op kl. 02 om natten med en kraftig kløe over hele kroppen. Der var ingen tvivl, det var bedbugs (væggelus). Great!!!!!!!

Tilmed er Nikolaj tilsyneladende super allergisk overfor de små kræ og vi måtte have gang i en skrap antihistaminkur! Her er et billede af, hvordan et bid kan se ud, hvis man er allergisk. Velbekommen.

DSC07938

Velbekommen

DSC07950

Vi prøver at få bugt med den allergiske reaktion

Efter Nikolajs uheld flyttede vi hostel fra Colonial House til Secret Garden Quito. Hostellet havde en dejlig udsigt og lå kun to gader fra Colonial House i den gamle bydel.

DSC08024

Udsigt over Quito nydes med en kop kaffe

DSC08053

Eller et glas rødvin

Vi har fra flere rejsende hørt om en hemmelig have: Secret Garden Cotopaxi (Søsterhostellet til Secret Garden i Quito), der ligger lige ved foden af den aktive vulkan Cotopaxi. Tæt ved indgangen til Nationalparken, der omgiver vulkanen.

Da Nikolaj havde planer om at bestige Cotopaxi, besluttede vi os derfor at have base på hostellet, der er noget dyrere end hvad vi er vant til at betale.

Secret Garden Cotopaxi er dog ALLE pengene værd. Det har absolut været det bedste sted vi har boet på vores rejse.

Stedet ligger idyllisk placeret mellem 4 vulkaner, hvoraf Cotopaxi med dens perfekte kegleform og snebeklædte top, ligger lige foran.

DSC08260

Cotopaxi set fra Secret Garden Cotopaxi

Hvorend du begiver dig på hostellet om det er på komposttoilettet, jacuzzien, hængekøjen, sofaen er der direkte udsigt til den flotte vulkan.

DSC08136

Kompost toilet med udsigt til Cotopaxi

De har tilmed udgravet små hobbitboer, der skaber den perfekte Lord of the Rings stemning. Vi valgte at bo i et af dem. Og når vi vågnede om morgenen kunne vi se solens første stråler ramme Cotopaxi.

DSC08189

Vi boede i det røde hobbitbo

DSC08087

Udsigten til Cotopaxi hver morgen fra sengen

DSC08129

Farverigt og fredfyldt

DSC08132

Ren ringenes herre stil

DSC08198

Frodigt og grønt

Vi blev godt behandlet af personalet, der gjorde alt for at skabe god stemning. Lige fra at tænde op i pejsen i fællesstuen til at gå hikes i området. Og også lave underholdning om aftenen i form af Quiznights.

DSC08310

Panorama billede af stuen

Stedets tre hunde: Mash, Daisy (begge gravhunde) og Milo (en flot dalmatiner) var også et kæmpe hit hos alle. Der er koldt oppe i bjergene og hvis man ville have Mashs kærlighed, skulle man blot lægge en poncho på skødet og så kom den lille hanhund og puttede med det samme. Hvis ikke lå de alle tre og puttede i deres kurv i hjørnet.

DSC08213

Nikolaj og Mash i hængekøjen. Milo til venstre

DSC08301

Milo og Mash tager en middagslur i hundekurven

Milo minder mere om en hunhund efter at være blevet kastereret. Kongen i huset er derfor Mash den lille gravhund, der er ⅙ af størrelsen på Milo. Han bestemmer det hele.

Fra Secret Garden var det muligt at arrangere forskellige aktiviteter i området. Nikolaj var stadig fast besluttet på at skulle nå toppen af Cotopaxi. Vi mødte Dave på hostellet, der havde samme drøm, hvilket også gjorde, at Dave og Nikolaj kunne få det til en god pris. Hannah en pige England tilsluttede sig gruppen og derfor var der to guider med på topforsøget.

Secret Garden ligger i 3.500 meters højde og er derfor også et perfekt sted til at akklimatisere sig for at give større chancer for at nå toppen af Cotopaxi, der er 5.897 meter høj.

Vi valgte også at tage op på vulkanens gletjser, der ligger 5.000 meter højt inden Nikolajs forsøg på at nå toppen. Her var Iben også med. Det var en hård tur pga. højden. Hvert skridt kan mærkes igennem kroppen.

DSC08093

Cotopaxi gemmer sig bag skyerne i baggrunden

DSC08113

Iben i 5000 meters højde på Cotopaxis Gletsjer

Dagen efter tog Nikolaj, Dave og Hannah afsted med de to guider kl. 13.00. Første stop er refugiet, der ligger i 4.800 meters højde. Refugiet bruges til at gøre klar ved at slappe af, prøve at sove og spise inden topforsøget skulle gennemføres kl. 00.00 om natten.

I pandelampernes skær begav Nikolaj sammen med de andre sig op af Cotopaxis stejle gletjsersider. Det var med fuldt udstyr på. Isøkse, crampoons og klatreudstyr. Det var en lang og sej kamp igennem nattens mørke. I det fjerne kunne Nikolaj skimte Quito og stjernehimlen var klarere end noget andet sted. Tankerne omkring at stoppe lurede også et par gange, da højden lavede bøvl med hovedpine og kvalme. Det gik dog til sidst og da solens første stråler ramte bjerget, kunne Nikolaj se det fantastiske landskab, der omgiver Cotopaxi.

DSC08168

Nikolajs udsigt over skyerne fra Cotopaxis top

Heriblandt andre høje vulkaner f.eks. Illinizaz. De sidste 200 meter mod toppen var hårde fordi vulkanen er særdeles aktiv lige nu. Der var en stærk lugt af sulfur, der skar i øjnene og gjorde det svært at trække vejret og var kvalmende. Det var en meget speciel oplevelse at klatre på en så aktiv vulkan. Og tankerne om, at den fra den ene dag til den anden kunne eksplodere, gjorde også oplevelsen endnu større. Nikolaj nåede toppen kl. 06.45. Normalt er det muligt at se ned i krateret, men vulkanen ryger, så det var kun muligt at se kraterkanten.

DSC08177

Nikolaj og sin guide på toppen i 5.897 meters højde

DSC08180

Normalt kan man se ned i krateret, men sulfurskyen dækker hele åbningen. Kraterkanten kan dog skimtes

11739477_10152911417730496_1353008754_n

En træt Nikolaj. Det er dog kun den halve vej. Man skal også ned igen

Lige nu laves der nødplaner i områderne omkring vulkanen. Nationalparken har tilmed været lukket for besøg inden for den sidste måned. Cotopaxi var sidst i udbrud for ca. 100 år siden og man mener, at den vil gå i udbrud igen snart!

Det var et fantastisk eventyr at nå Cotopaxis top. Turen ned var hård, men med et stort smil på læberne. Det blev fejret med god mad og rødvin tilbage på Secret Garden.

Iben havde altimens brugt tiden på at overvinde sin frygt for heste. Hun havde været ude på en 3 timers lang ridetur rundt i Nationalparken. Her i Ecuador tænkes ikke så meget på sikkerheden. Og derfor blev der ikke uddelt ridehjelme. Men Iben tog modet til sig og holdte krampagtigt fast i tøjlerne på hesten. Rystende begyndte Iben hesteturen rundt i de smukke omgivelser. Ned af stejle kløfter og på smalle stier. Det var noget af en ilddåb. Heldigvis hjalp guiden Iben og styrede hesten til at begynde med.

Iben faldt aldrig af og endte med selv at ride rundt.

Iben blev så glad for at ride rundt på heste, at vi besluttede os for begge at tage på en ridetur i National Parken. Det var en flot måde at se parken og de omgivende vulkaner på. Det var kun os to og guiden. Han tog os vidt omkring og vi endte med at ride rundt i 6 timer.

DSC08313

Iben og hendes fine hest efter at have overvundet frygten

DSC08322

Ridetur i fantastiske omgivelser (6 timer gør ondt bagi)

DSC08344

Et lille hvil efter en tur op og ned af stejle skrænter

DSC08370

Der gøres klar til anden etape

Noget slidte bagi vendte vi tilbage til Secret Garden, hvor vi tog afsked med nye venner, hundene og personalet.

DSC08388

Jack, Iben og Swee. Tak for nu til Secret Garden

Fra Galapagos dyreliv til Andesbjergenes skøndhed og så videre til Amazonas. Vi brugte en uges tid i Cuyabeno, som er en nationalpark i Ecuadors Amazonområde.

Det var noget af en omvæltning fra at have stået på toppen af Cotopaxi et par dage før til at være i verdens største tropiske regnskovsområde.

DSC08437

Udsigten fra vores lodge

Vi var ude på flere hikes og kanoture opad de grumsede floder, hvor der gemmer sig anacondaer, piratfisk, kaimaner og floddelfiner. Vi svømmede flere af dagene i floden og det var lidt skræmmende med tanken om, at elektriske ål kunne gemme sig under overfladen. Men det var fantastisk at gøre i solnedgangen med udsigt til regnskoven. Vi var også heldige at se floddelfinerne flere af dagene. Ingen blev bidt af piratfisk eller fik stød fra en elektrisk ål.

DSC08879

Nikolaj svømmer rundt i floden i solnedgangen. 

På et hike så vi blandt andet også den største fugleedderkop i verden, The Goliath Birdeater, der lå på lur foran sit underjordiske bo. Og vi fik også set flere kaimaner og en flot gul amazon træboa.

Vi var forbi et af de indianske samfund, der også bor i regnskovsområdet. Siona folket. Her lærte vi at lave traditionelt brød, lavet af roden Yuca. Yuca er roden fra et træ.

DSC08548

Yucaen høstes

DSC08585

Iben hjælper til med tilberedelsen af Casave (Yucabrød)

Vi lærte også at skyde pile med pusterør, der stadig bliver brugt til jagt af indianerne. Og vi mødte stammens shaman, der fortalte os om deres traditionelle naturmedicin og ritualer. Som den dag i dag bliver benyttet til helbredelse af krop og sjæl. Vi hørte især om Ayahuasca, der i hele Amazonområdet har været brugt i årtusinder af shamaner til at diagnostisere og helbrede mentale og fysiske sygdomme med. Ayahuasca er et stærkt hallucinerende drik, der udvindes fra en bestemt lian. I de syner man får af drikken, lærer man om sig selv og de spørgsmål man må have om universet. Shamanerne betragter Ayahuasca som “Moder Ayahuacsa” og er meget hellig for samfundene. Shamanerne kender også til deres begrænsninger og sender folk videre til hospitalet, hvis der skal undersøges nærmere eller udføres en operation.

DSC08610

Nikolaj og sharmanen

DSC08643

Iben viser en giftig lian frem. Giften bruges til jagt med pusterør

Vi fik ikke smagt på selve drikken, da det kræver stor forberedelse både af shaman og af en selv. Men Nikolaj meldte sig frivilligt, således at shamanen kunne udføre den del af ceremonien, hvor han diagnosticerer sygdom.

Det var et spændende ophold vi havde i regnskoven med indblik i flere forskellige medicinske og hellige planter, og et rigt dyreliv.

DSC08651

Hike igennem Amazonas

DSC08693

Man skal passe på ikke at falde i floden. Hov

DSC08776

Jeg er sur bare så I ved det

Efter to fantastiske måneder i Ecuador er vi nu i Colombia i byen Bucaramanga. Vi nyder rejselivet og har vænnet os til at være på farten og skifte bolig ofte. Normadelivet er skønt.

Saint Thomas US Virgin Islands – Mexico

Vi er nu i Mexico på Yucatan Halvøen. Der er sket meget siden sidste rejsebrev. Vi tog fra Costa Rica en sen aften for at tage til Saint Thomas på US Virgin Islands, hvor vi skulle mødes med Danish Blue, sejlskibet, nogle dage senere.

Da vi ankom i lufthavnen i Saint Thomas blev vi mødt af Caribisk Stemning og reggaemusik. Saint Thomas er en af de tidligere Dansk Vestindiske Øer som vi danskere solgte for en slik for et århundrede år siden. Helt præcist solgte vi øerne for 25 mio. US dollars.

Vi havde virkelig haft svært ved at finde et billigt sted at bo på øen, da det absolut ikke er et backpackervenligt sted med hostels eller andre billige løsninger. Men det lykkedes os at finde Rhodas Guesthouse, der var billigt i forhold til lokal standard, men stadig det dyreste sted vi overhovedet har boet på rejsen.

Vi ankom til Rhodas Guesthouse, der ligger i Tillet Garden, en lille “by” i byen. En oase, der de sidste 50 år har skabt et fristed for lokal kunst, alternativ livføring og lokal mad. Ejeren af Rhodas Guesthouse har omdannet sit barndomshjem til et sted for rejsende, der kan nyde Tillet Gardens charme. Huset er en traditionel amerikansk villa, med stort køleskab, ismaskine og med et stort tv, der bød på Netflix. Det betød, at vi kunne slappe af og bruge nogle timer på at se sidste sæson af American Horror Story færdig, vi begyndte på de første afsnit lige inden vi tog afsted fra Danmark. Vi synes stadig, at sæson 2 er den bedste :-)

DSC02774

Tillet Garden på Saint Thomas

Abigail, der er gift med ejeren tog godt i mod os, og fortalte os alt, hvad hun vidste om området og de nærliggende øer Saint John og Saint Croix, hvordan vi skulle opføre os blandt øboerne og hvordan vi skulle hilse på taxachafførerne. Hun havde tegnet fine kort i forskellige farver, der indikerede taxiruter mv. På Saint Thomas kører bilerne i venstre side og det giver lidt udfordringer, når man skal finde ud af, hvilken side af vejen man skal stå på, når man skal med de lokale Safaritaxaer. De kaldes taxaer, men er I virkeligheden mere som busser. Det koster 2 USD at rejse så langt man har lyst, og det er virkelig billigt i forhold til alt andet på Saint Thomas.

DSC03034

Safaritaxaer i Dronningens Gade

I Tillet Garden var der god lokal caribisk mad og vi fik blandt andet en lækker form for fiske crabcakes som vi virkelig nød. På øen laves også lokal caribisk rom, Cruzan, der laves i alle afskygninger. Iben bestilte en rom og cola, ikke med almindelig rom, men med mørk Cruzan rom med kirsebærsmag, samme dag som vi ankom til Tillet Gardens. Efter 20 timers rejse var Iben træt og det ene glas rom og cola gik lige i blodet, selvom det smagte som saftevand.

Vi brugte nogle dage på at slappe af og gøre os klar til at stige ombord på Danish Blue.

Efter 3 dage på Rhodas Guesthouse som vi nød i fulde drag, var det tid til møde Danish Blue, der lå i Yacht Haven Grande ved Charlotte Amalie Harbour. Vi blev taget godt i mod af Vibe og Christian og båden var virkelig flot. Derudover mødte vi Dennis og Hasse, der også var gaster på skibet.

DSC02783

Danish Blue en sen eftermiddag

Dagene gik med at blive sat ind i de forskellige opgaver på båden og at lære, hvor de forskellige ting var placeret. Vi havde begge to maddage og forsøgte at finde rundt i skabene for at finde de rigtige ingredienser. Efter lidt øvelse gik det super fint med at finde alt, hvad vi skulle bruge. Derudover fik Nikolaj dinghy/gummibåds og lanterne/flag tjansen. Nikolaj skulle derfor altid have styr på, at gummibåden var aflåst og at der var benzin på. Iben fik “hold øje med, hvornår madvarerne udløber” tjansen og skraldetjansen. Vi var begge glade for vores tjanser. Alle på båden skal have forskellige opgaver for, at alt arbejdet er fordelt og der er styr på tingene. Nikolaj lærte at “plane” med gummibåden af Hasse og det havde han det super skægt med.

DSC02784

En knage eller fuld blæksprutte, hvad siger i?

Der var et stort carneval i Charlotte Amalie, hvor vi lå for anker og derfor var der underholdning hver dag hele ugen. En af aftenerne så vi et stort fyrværkeri fra første parket. Virkelig fra første parket. Lige ved siden af skibet blev fyrværkeriet affyret. Det var kæmpe stort og meget flot.

DSC02833

Samba i gaderne

DSC02859

Iben sammen med Kong Neptun

DSC02897

Det kræver balance at være med til karneval

DSC02917

Nikolaj ville ønske han selv kunne være klædt ud som Neptun

I Charlotte Amalie hovedstaden på Saint Thomas er der forsat levn fra dengang vi danskere ejede øen. Alle gadenavne er de samme som på den tid. Og der er forsat ruiner f.eks. Christians Fort, der stadig er muligt at besøge. Øboerne udtaler dog ikke vejnavnene på dansk, men med amerikansk accent.

DSC02978

Nogle af gaderne har øboerne givet et ekstra navn, så de bedre kan udtale vejnavnene

DSC02979

Sjovt at se danske gadenavne så langt væk fra Danmark

Dronningens Gade er fuld af butikker. Helt specifikt diamantbutikker, hvor alle krydstogtsgæsterne bruger mange penge. Alle butikker er diamantbutikker så lang øjet rækker. Det er spøjst at gå i 30 graders varme og mærke airconditionen, der strømmer ud af alle butikkerne.

DSC02992

På opdagelse i Charlotte Amalies gader

Efter 3 dage tog vi beslutningen om at stå af skibet igen. Vi følte ikke at kemien var som den skulle være og at vi var et godt match til båden. Det følte vi begge var meget vigtigt i forhold til at skulle sejle med i måske 6 måneder over Stillehavet. Vi sagde farvel til Christian, Vibe, Hasse og Dennis en eftermiddag og vi ønsker dem rigtig god videre rejse på de store farvande.

Vi blev sat i land ved 16 tiden om eftermiddagen og var nu helt uden plan for, hvor rejsen skulle gå hen og hvor vi skulle sove om aftenen. Vi tog hen til Viviannes isbutik, der sælger gammeldags dansk vaffelis (dog uden flødeboller, der ikke kan importeres:-) ) Vivianne har trådløst internet i sin isbiks og så kunne vi lige finde ud af, hvor vi skulle sove. Eftersom at alt er vanvittigt dyrt, var det svært at finde et godt sted til pengene. Og der var desværre ikke plads på Rhodas Guesthouse. Vi fandt i stedet et hotel i byen, der kostede mere end, hvad vi har lyst til at snakke om. Vi fik indlogeret os på et dyrt myggebefængt værelse, hvor internettet og strømmen gik flere gange. Skønt. Det gjorde ikke underværker for vores videre planlægning af rejsen.

Vi vidste, at vi hurtigst muligt skulle væk fra Saint Thomas. Med priserne på øen, ville vi inden for få dage have brugt mere end et månedsbudget. Der skulle derfor træffes nogle hurtige beslutninger og den vilde jagt gik på Momondo for at finde nogle gode flybilletter til et nyt sted i verden, som vi iøvrigt ikke vidste, hvor skulle være. Alt var oppe at vende. … Fra hajdykning på Bahamas, flycertifikater i USA. Jo der blev tænkt i alle baner. Det var noget af en brainstormprocess, der ville vælte de fleste mennesker omkuld. Vi var også mere eller mindre væltet omkuld og var blevet tildækket af myggestik, inden vi til sidst nåede frem til en attraktiv beslutning. Vinderen blev Mexico, nærmere bestemt Yucatan halvøen, hvor de vildeste dykkerdrømme kan gå i opfyldelse. Vi bookede flybilletten til dagen efter tidligt om morgenen.

Og efter dagens arbejde tog vi på Pizza Hut og fik en lækker pizza. Nu med ro i sindet om at have fundet et nyt mål. Udover Pizza gik vi ombord i den lokale øl og rom.

DSC02997

Deep Pan Pepperoni Cheese Pizza med Øl, dagen er reddet!

DSC03006

Og en ”Painkiller” der passede meget godt til situationen, lavet på lokal rom

Vi har efterhånden været igennem flere lange seje træk i lufthavnene. Derfor ville vi være sikre på at være i god tid. Vi bestilte derfor en taxa via hotellet til den efterfølgende morgen, hvor vi skulle være i lufthavnen. Taxaen kom aldrig og det var lettere kaotisk at finde en ny taxa, fordi der så tidligt på morgenen ikke kører taxaer rundt i gaden, der kan prajes.

Vi var heldige til sidst at finde en taxa og vi kom til lufthavnen i god tid.

Rejsen mod Mexico var delt op i tre flyvninger. Først fra Saint Thomas til San Juan, Puerto Rico. Derfra til Atlanta og til sidst fra Atlanta til Cancun.

Turen fra Saint Thomas til San Juan var med et lille bitte Cessna fly. Iben blev placeret som Co-pilot lige ved siden af piloten. Iben fortalte piloten, at hun for nogle år siden havde hjulpet til med at flyve en Twin Otter i Florida. Han sagde, at hvis det stod til ham kunne hun godt få lov at flyve igen, men at det ikke var lovligt i passagerfly :-) Øv. Det havde ellers været sejt.

DSC03037

Den lilla Cessna flyver 

DSC03093

Iben flyver

La Riviera Maya Mexico

Efter 1,5 måneds rejse uden dyk som jo er en af vores store interesser, befandt vi os nu i et mekka for dykning med huler og det Caribiske hav lige for vores fødder.

Nikolaj havde ikke dykket i et stykke tid og vi valgte at tage nogle genopfriskningsdyk på Isla Cozumel, der ligger ud for kysten ved Playa del Carmen, den by vi boede i.

Vi undersøgte forskellige dykkercentre og endte med at vælge et franskejet dykkercenter, der hedder Phocea og det betød, at vi var de eneste ombord på dykkerbåden, der ikke talte fransk.

DSC03136

Phocea Diveshop 

Det viste sig, at centret havde en fransk invasion i den uge vi havde valgt at dykke, der bestod af 60 franskmænd.

Vi havde nogle super flotte dyk på Isla Cozumel. Vi så blandt andet nursesharks, store groupers, skildpadder og gigantiske lobsters. Vi overvejede lidt at fange hummerne til en god middag, men det er ikke fair odds, når der pludselig kommer mennesker ned, der kan trække vejret under vand. Så den slap i denne omgang.

Isla Cozumel var begyndelsen på vores dykkereventyr her i Mexico og huledykningen ventede forude.

Iben har allerede prøvet at dykke i huler et par år forinden og har mange gange fortalt om, hvor fantastisk det havde været, så forventningerne var skyhøje inden Nikolajs første huledyk.

Vi havde booket 2 dage med huledykning.

  1. Dyk: Cenote El Pit
  2. Dyk: Cenote Chiken Ha
  3. Dyk: Cenote Dos Ojos (Barbieline)
  4. Dyk: Cenote Dos Ojos (Batcave)

Huledykning på Yucatan Halvøen foregår i det som kaldes Cenotes. Navnet stammer oprindelig fra Dzonot, der er mayaindianernes betegnelse for hulerne. Da spanierne i 1600 tallet ankom til Mexico omdøbte de Dzonot til cenotes. Mayaerne så hulerne som en form for indgang til underverdenen og som et helligt sted. Mayaerne mente, at deres regngud Chaak boede i cenoterne og de ofrede derfor blandt andet mennesker og lerarbejde til Chaak. I flere forskellige cenotes kan der i dag findes krukker, hulemalerier og knogler/kranier fra dyr og mennesker.

Hele Yucatan halvøen er oprindeligt et stort koralrev og man mener, at revet er steget op over vandoverfladen i forbindelse med det store meteornedslag i Mexico. Vandstanden er steget og faldet i forbindelse med istider. Det har skabt Yucatan halvøen, der primært består af limestone. Cenoter er sinkholes, der er dannet i forbindelse med vandets op- og nedstigninger. Mange er endnu ikke udforskede.

Vandet i cenoterne er krystalklart med en fantastisk turkis farve.

Nogle af cenoterne er store hulesystemer, der er målt op til at være 82 km. lange. De er målt op af de såkaldte huleeksplorere, der udforsker hulerne og sætter dykkerliner op.

Cenoterne er meget forskellige. Nogle er meget dybe og andre er fyldt med stalaktikker og stalakmitter, der er dannet over mange hundrede år. Det tager feks. 100 år for at danne ca. 1 cm stalaktik og nogle stalaktitter er flere meter høje.

Stalaktikker og stalakmitter forbinder man med drybstenshuler. Stalaktikker er lange istaplignende stenformationer, der kommer ned fra loftet i hulerne.

Det kræver noget kontrol over ens opdrift dvs. balance i vandet at dykke i hulerne for ikke at ramme det skrøbelige miljø i huleformationerne.

Det var noget af en udfordring for Nikolaj, der ikke havde dykket i ca. 5 år at starte ud i hulerne, men man må sige, at hvis man kan styre sin opdrift i hulerne, kan man gøre det de fleste andre steder. Og det kunne han!

DSC03167

Der gøres klar til cenotedyk

Vi dykkede først Cenote El Pit, der er en meget dyb hule. Vi dykkede ned til 38 meter i hulen. På ca. 30 meters dybde ligger et sulfurlag, der ligger sig som en sky midt i vandet, hvor gamle grene og træer stikker op igennem. Det skaber en eventyrlignende effekt, og det minder om at træde ind i Tim Burton Filmen Sleepy Hollow. Det er surrealistisk og vi undrede os over om det var en drøm. Det var et af de mest fantastiske dyk vi begge havde haft.

Chiken Ha bød på en mere reel huleoplevelse, hvor man dykker igennem snævre passager og der er ikke plads til klaustrofobi. Der var virkelig smukke stalaktikker og stalakmitter på hele dykket. Når man ser en over 3 meter lang stalakmit, bliver man imponeret over, hvor lang tid de er om at gro til den størrelse. Vi følte os små i forhold til jordens årlange historie og skabelse.

Dagen efter tog vi igen på opdagelse i de smukke cenoter. Denne gang i Dos Ojos, der betyder to øjne. Vi lavede to dyk i samme hule, i forskellige systemer. Vores guide fortalte, at man havde fundet spor fra ildsteder i hulen og der var også fundet skelletter fra mastodonter og sabeltigere. Under dykket forestillede vi os, hvordan det måtte have været at være hulemand, dengang hulen var tør og blev brugt som ly. Sigtbarheden i hulerne føles uendelig. Det gør at det føltes som om man svæver rundt som var man en vægtløs astronaut på månen. Rejsen mellem de forskellige stalaktikker og mitter, minder om et månelandskab.

DSC03156

Indgang til Dos Ojos

Andet dyk i Dos Ojos var i det system, der hedder Batcave. Dykket blev delt op i to, da vi halvejs på dykket steg op i en airdome, en kuppelformet tør grotte, der giver mulighed for at trække vejret over vandoverfladen, midt i hulesystemet. Over alt i grotten hang der tusindevis af flagermus, deraf navnet Batcave. I loftet er der et lille hul, hvor flagermusene kan flyve ud om natten. Om dagen hænger de med hovedet nedad og hviler sig i den mørke hule.

DSC03163

Klar til huledyk

Mens vi lå i vandoverfladen i mørket og observerede flagermusene, fortalte vores guide Tristan sjove og brugbare facts omkring blandt andet flagermusenes sexliv. Forskere har fundet ud af, at flagermus kan lide at dyrke oralsex. Det grinede vi meget af.

Flagermus udgør ¼ del af alle pattedyrarter i verden. Vildt nok. Det overraskede os meget.

Vi har tænkt os at dykke en del på vores rejse og vi har derfor investeret i en dykkercomputer hver. Nikolaj valgte også at udvide sin dykkeruddannelse med et nitroxcertifikat. Nitrox gør det muligt at forlænge sine grænser, så man kan forlænge dykkertiden og dermed nyde livet under overfladen i længere tid. Iben, der jo er Divemaster var også klar til at hjælpe med forberedelserne til kurset. Det var noget af et privilegie med en privatcoach, tænkte Nikolaj. Lige indtil han sad ved eksamensbordet på kurset og ikke havde læst bogen med dykkertabellerne som Iben havde sagt, ikke var vigtig at læse. Nikolaj kunne så fortælle Iben, at 10 ud af 25 spørgsmål i prøven omhandlede tabellerne. Så Nikolaj var godt gasblå af arrigskab over Ibens hjælp 😉

Iben mener selv, at det var instruktøren, der var skyldig i problemet. Instruktøren havde ikke engang udleveret tabellerne til Nikolaj så han kunne forberede sig. Og hun mener bestemt ikke at have sagt, at tabelbogen ikke var vigtig. Nikolaj kom dog igennem kurset og bestod med 1 fejl. Heldigt.

DSC03132

Nikolaj læser op Nitrox kurset

Vi har også brugt en dag i den lille landsby Tulum, der ligger en times kørsel sydpå fra Playa del Carmen. Tulum er noget mindre og mere charmerende end turistede “Playa”. Vi lejede cykler for at kunne tage ud til mayaruinerne i Tulum.DSC03215

Vi tog også på stranden og badede i det turkisblå vand. Det var lækkert. Og vi fik lidt mexicansk mad undervejs.

DSC03222

Cykeltur i Tulum

DSC03226

Mayaruinen i Tulum

DSC03231

Fantastisk udsigt og lækkert blåt vand

Vi tog bussen ud til Tulum og retur igen til Playa. Busserne er “luksus” busser med en aircondition, der kan gøre enhver mand syg af forkølelse og snot. Vi måtte pakke os ind i vores våde håndklæder for at undgå sygdom.

Om natten vågnede Nikolaj pludseligt, da han hørte Iben med poltergeist effekt råbe til Ulrik. Iben havde fået en slem omgang madforgiftning og resten af natten var hun dømt til at kigge ned i tønden. Stakkels pige, der har fobi for opkast. Hun overlevede og fik uddrevet djævlen i løbet af natten, men havde dog om morgenen svært ved at stå på benene efter den omgang. Nikolaj valgte som den gode kæreste, han er, at tage på fridykkertur i en cenote og lade Iben blive hjemme i sengen.

2tilblog

Nikolaj på 22 meters dybde i Angelita. Man kan ane skoven på bunden.

Nikolaj var på fridykkertur med Julien, der har fridykkerbiksen Pranamaya i Playa del Carmen. De tog ud til cenoten Angelita, der er dyb og minder om El Pit som vi tidligere har dykket i. Til dem der er interesserede er der et link her til en film, der er optaget på et dyk i cenoten.

Nikolaj har trænet fridykning 1,5 år hos Jernlungerne hjemme i Herlev. Og fik sine første dybe fridyk i Furesøen sammen med Flemming i efteråret. Så det var et stykke tid siden og en noget anderledes lokation. Det var rent faktisk muligt at se noget i Angelita. Nikolaj dykkede ned til 22 meter i hulen. Det var en smuk oplevelse.

Under vores ophold i Playa del Carmen har vi boet på Hotel Posada Papagayo. Rengøringspersonalet har fundet ud af, at vi er glade for deres kunstneriske værker, de laver med håndklæderne på værelset. Især Nikolaj har rost værkerne til skyerne. Specielt svanen, var han imponeret af.

DSC03108

Nikolajs højtelskede svane.

Han gemte den i flere dage (vi måtte ikke bruge håndklæderne i mellemtiden) og han passede på den som en lille baby. Det har resulteret i, at vi hver dag bliver glædet med kunstværker af forskellig art. Der kan nævnes: Skildpadde, kyssende svaner, svaner med flot haleudsmykning og blomsterfoldet toiletpapir. Vi har haft håndklæder i banevis, mere end, hvad vi har haft brug for.

Iben har endnu engang gjort sig bemærket hos ejerne af hotellet, ligesom i Puerto Jimenez i Costa Rica. Der har været en sød lille pige på ca. 2 år på hotellet som Iben har syntes var super sød. Den lille pige var der altid med en ældre mand (ejeren) og Iben var sikker på, at det var hans barnebarn. Derfor fik hun på et tidspunkt sagt: Hvor er det dog en køn pige, er det dit barnebarn? hvortil ejeren svarede: Nej det er min datter :-) Ups. igen. Man skal passe på, hvad man siger. Han tog det heldigvis rigtigt pænt og sagde, at han fik det spørgsmål af mange.

Gratis uventede oplevelser er det bedste vi ved. Vi satte os en aften ned på stranden for at slappe lidt af, nyde solnedgangen og se stjernerne træde frem på nattehimlen. Ud til stranden ligger der mange dyre spisesteder og hoteller. Det viste sig, at der hver aften er livemusik på en af restauranterne, men at man kan nyde musikken lige så godt på stranden med sine egne drikkevarer, fremfor at betale en dyr middag. Det føltes som ren festivalstemning.

Et af bandsne spillede alt fra The Doors, Red Hot Chili Peppers til det alternative band Tool som Nikolaj ikke havde forestillet sig at skulle høre på en strand i Playa del Carmen.

Et øjeblik troede vi det var Tim Christensen, der sang. Det lød fuldkomment som ham.

Eftersom vi befandt os i mayaernes fodspor på Yucatan Halvøen besluttede vi os for at fordybe os lidt mere i mayaernes historie og kultur. Der bor forsat omkring 3 mio Mayaer i Mexico, der stadig bruger mayaernes oprindelige sprog, hvilket vi har oplevet i daglig tale. Mayaerne levede i området mellem landene vi i dag kender som Guatemala, Honduras, El Salvador, Belize og Mexico (Yucatan Halvøen). Man mener, at Mayaerne var dannet som civilisation allerede 1000 år før kristus.  De var blandt andet dygtige arkitekter, astronomer og de udviklede teknologi, der var forud for deres tid.

Vi tog med Julien fra Pranamaya på en en dagstur ud for at se nye cenoter, men også mayaruinerne, der kaldes Ek Balam. Ek Balam betyder på mayansk Sort Jaguar. Ruinerne og de spektakulære cenoter ligger 2 ½ times kørsel gennem junglen fra Playa del Carmen. Store dele af junglen her er uudforsket og temmelig ufremkommelig. Men der er bygget en highway gennem junglen sidste år, der gør det nemmere at komme rundt. Ærgeligt for naturen, synes vi. Dog er der blevet taget højde for, at dyrene skal kunne krydse vejen og derfor er der blevet bygget abebroer som edderkoppeaberne kan klatre over, når de vil krydse vejen.

Julien havde ikke fortalt os meget om cenoterne vi skulle ud til. Han ville ikke vise os billeder fordi han ville holde oplevelsen som en overraskelse for os. Og det var virkelig en flot overraskelse vi fik. Igennem en lille bitte åbning i jorden blev vi ført ind i mørket. Men efter at være trådt ind, åbnede den store hule sig for os. En gigantisk underjordisk kuppel med drypsten fra loftet og krystalklart turkisfarvet vand.

DSC03243

Cenoten palomitas, der åbnede sig for vores øjne i mørket.

DSC03255

Vi gør klar til åndedræts og yogaøvelser inden fridykkene

Fra loftet kunne ses et lille hul, hvor solen skinnede ind med en lasereffekt. Solstrålen mindede om en gammastråle fra det ydre rum, der skar sig igennem vandoverfladen og helt til bunden af grotten, der var omkring 55 meter dyb.

Det er en ubeskrivelig smuk hule.

DSC03257

Den smukke hule med flere meter lange stalaktikker.

Nikolaj skulle fridykke med Julien og en anden fridykker, Mike fra London. Iben tog med bare for at svømme rundt og snorkle.

DSC03263

Iben tager et lille hvil efter snorkeling

Under vandet kunne Nikolaj dykke ned langs solstrålen, der som en laser gennemborede vandet. Det blev til nogle meget smukke fridyk.

3tilblog

Nikolaj lavede sine fridyk langs solstrålen

Hvis nogle skulle være interesserede hedder cenoten Palomitas, der betyder popcorn eller små duer.

Tilblog1

Selfie i hulen

4tilblog

Det eneste liv i hulen var disse små maller, der også nød at ligge lige i solstrålen

5blog

På vej ned på dybden

DSC03315

I cenoten Agua Dulce. For at komme ned i hulen måtte vi gå ned af en lang og stejl vindeltrappe.

Efter vores fantastiske oplevelse i hulerne, tog vi ind til den lokale mayalandsby for at spise frokost. Der var ingen åbne spisesteder fordi det var lørdag og det er åbenbart den dag, hvor der holdes hvil. Men en lille mayafamilie tilbød os, at de alligevel ville lave et måltid til os. Vi fik æg med chaya (minder om spinat) og bønner.

DSC03324

De lokale børn slappede af og spillede spil. Nikolaj måtte ikke være med :-)

Ek Balam (Sort Jaguar) ruinerne lå en halv times kørsel fra landsbyen. Det var bagene varmt og meget tørt. Det havde ikke regnet på disse egne siden november og derfor var der små brande rundt omkring i junglen.

DSC03335

Vi fandt den sorte jaguar som ruinen må være blevet opkaldt efter. Derudover ses på billedet også mayaernes kendte trekantstruktur.

DSC03397

Det var kun specielle udvalgte, der fik lov af gå op på hovedruinen i mayaernes tidsalder.

DSC03395

De tre på vej opad hovedruinen

Julien fortalte os om ruinernes historie og vi gik op på hovedruinen og følte, at vi befandt os i en anden tidsperiode. Ruinerne var meget imponerende og der var ikke mange turister, der havde valgt at besøge dem samtidig med os, hvilket gjorde oplevelsen endnu mere autentisk.

DSC03354

Uden turister var det nemt at forestille sig at være mange år tilbage i mayacivilisationen. 

DSC03401

Udsigten fra hovedruinen. Fra toppen af ruinerne kunne vi se så vidt som til Chichen Itza, der er nogle meget kendte og flotte mayaruiner.

DSC03347

Iben vandrer rundt i spøgelsesruinen

Chichen Itzas ruiner viser, hvordan mayaerne interesserede sig for astronomi. Blandt andet byggede mayaerne en bygning, der blev brugt til observation af stjerner, månens og solens cyklus. Og de byggede også på hovedruinen El Castillo, en slange, der kaldes Kukulkan. To gange om året kan man se Kukulkan sno sig ned af ruinens ene side. Det sker d. 21 marts og 21 september, hvor solen stor direkte over ækvator.

Efter en lang og interessant dag blev vi kørt tilbage til hotellet. Vi var lidt trætte, men var glade og vi tog derfor på stranden og kiggede på stjernerne og månen, og hørte livemusik fra strandrestauranten, dog med medbragte drikkevarer, som bestod af Corona Øl og tequila med sodavand på dåse. Vi endte med at gå op i byen og i den lokale tequilabutik, hvor der kan købes original tequila, og hvor de rent faktisk har et tequilamuseum. Vi fik smagsprøver og købte en lille tequila som vi tog med til stranden. Tequilaen i Mexico smager godt og er til at drikke rent uden citron og salt. Vi fik fortalt, at Sierra Tequila, tequilaen med den lille røde sombrero i Danmark ikke er ren tequila, men et blandingsprodukt, der også gør det lettere at få hovedpine dagen efter.

Vi havde ingen hovedpine dagen efter.

Det blev til en aftentradition i flere dage at tage på stranden og nyde solnedgangen, dog uden tequila. Til gengæld med vores træningsprogram som vi laver hver anden dag. Det består af armstrækkere, burbees, maveøvelser og solhilsner (yogaøvelse). For os er det blevet en ny hverdag at rejse og derfor er det vigtigt, at vi stadig holder os i gang som derhjemme, derfor har Nikolaj lavet træningsprogrammet hjemmefra, så det kan laves overalt i verden. Der er ingen undskyldninger.

Siden vi ankom til Mexico i begyndelsen af maj havde vi hele tiden vidst, at sæsonen hvor hvalhajer samles i et meget stort antal ved Yucatan halvøen, ville ske i slutningen af maj/start juni og vi kunne ikke helt blive enige om, om vi skulle blive og se begivenheden og snorkle med hvalhajerne. Det ville betyde, at vi skulle vente i ca. 14 dage. Vi besluttede, at hvalhajerne var ventetiden værd, så vi blev i Playa del Carmen.

Hver dag var vi forbi dykkercentret for at høre om der var nyt om hvalhajerne og om, hvornår deres tilladelse til at sejle ud, ville komme :-)

Vi brugte vores ventetid på at tage to nye cenotesdyk i hulerne Angelita og Aktun Ha “Carwash”.

Cenoten hedder carwash fordi den i mange år er blevet brugt til at vaske taxaer i. Det er dog heldigvis ikke tilfældet længere, og der kan nu dykkes i den, og det er vi glade for.

Begge dyk var spektakulære. Angelita havde et sulfurlag på ca. 30 meters dybde og når vi dykkede ned under sulfurlaget blev det så mørkt, at man ikke kunne fornemme, hvad op og ned var. Efter nogle minutter vender øjnene sig til mørket og det bliver muligt at orientere sig igen. Når man dykker op igennem laget og kigger op kan man se, hvordan lagene i vandet ændrer sig. Det er utroligt smukt og på den anden side af sulfurlaget kan man se en ældgammel død skov, der ligger under vandets overflade. Træerne her er ældre end menneskehedens drømme.

9blog

10blog

Det var et fantastisk dyk. Og vi dykkede flere gange ned igennem tågen på dybden

tilblog13

8blog

Vi blev igen og igen imponerede over, hvordan cenoterne er blevet skabt over mange millioner af år, siden den store meteor ramte Mexicos kyst for ca. 65 mio år siden. Cenoterne ligger i en halvcirkel langs meteornedslagets krater.

Aktun Ha bød på et anderledes dyk. I cenoten bor en krokodille som man kan dykke med. Vi fik set krokodillen på nært hold og nød at dykke ned i dens underjordiske grotte.

12blog

Krokodillen i Aktun Ha

Lyset i Aktun Ha er helt specielt. Når man kigger op ligger der en stor grøn sky, der giver det smukkeste og mystiske lys lige under overfladen.

13blog

Smuk grøn sky

For at spare penge på rejsen fandt vi frem til det sted, hvor de lokale ynder at spise. Supermarkedet Walmart! I supermarkedet er der en lille bistro, der serverer billig mad. Om morgenen frisk frugt som vi spiste med yogurt. Til frokost en buffet til billige penge. Alt i alt løb vores måltider op i ca. 50 kr /mand per dag. Det er nu en meget fin pris.

Vores lille rutine derefter var at tage på Starbucks og drikke en dejlig kaffe og slappe lidt af. :-) Det var ikke lige de steder vi havde regnet med at skulle spise i Mexico. Vi havde på forhånd fået fortalt, at mexicansk mad er fantastisk. Det er det måske også andre steder i Mexico.

Når vi jævnligt blev pænt trætte af buffetten i Walmart tog vi på en lille fransk restaurant La Brocherie, der lå 5 meter fra vores hotelværelse. Faktisk vores nabo. Vi fik mange gange en halv kylling stegt alá francais. La Brocherie specialiserer sig også i fantastiske desserter som vi har nydt mange af.

Dagligt blev vi tilbudt stoffer på 5. avenue, hovedgaden. Både morgen, middag og aften, når vi gik ned ad gaden. Vi takkede pænt nej, da vi ikke kunne se ideen med at skulle sy vores eget tøj. Hø Hø.

Ejeren af den franske restaurant gav os et lille fif til at komme billigt rundt i området. Ligesom i Costa Rica, kører der en lokal “bus” der kaldes El Colectivo, dog i Mexico en mere fancy en af slagsen. Vi tog bussen ud til Akumal, hvor der bor en del skildpadder. Vi snorklede og kiggede på turister, der snorklede rundt i orange veste i massevis.

14blog

Akumal Bay

Endelig fik vi beskeden om, at nu var hvalhajerne klar til besøg d. 29 maj. Første dag på hvalhajssæsonen.

Iben havde fortalt, hvor mange hvalhajer og mantarays hun havde set sidst hun var på besøg. Nikolaj begyndte derfor lidt at spøge med, at det nok var endnu en af Ibens vandrehistorier, ligesom det tre tåede dovendyr i Costa Rica.

Turen ud til dykkerspottet tog omkring 2 timer med speedbåd, og der var allerede lagt op til at skulle dykke med flere hundrede mantarokker og hvalhajer, men da vi ankom var havet blikstille, ikke en eneste hvalhaj eller manta i sigte.

I forhold til senere på hvalhajsæsonen var der kun 4 både af sted for at finde kolonien. Flere af de andre turoperatører havde endnu ikke fået tilladelse til at tage ud og se hvalhajerne.

Vi sejlede omkring i flere timer uden held, og vi var tæt på at vende snuden hjem, da vi pludselig fik besked over radioen fra en af de andre både ”HVALHAJ HVALHAJ”……!!!! hørte vi kaptajnen sige og vi susede derefter med speederen i bund ud mod den anden båd, der tilsyneladende havde spottet hvalhajer. Og ganske rigtigt, da vi ankom få minutter senere så vi ikke kun hvalhajer, men også manta rays, og der var mange af dem! Der var smil på alles læber og vi gjorde straks udstyr klar til at snorkle med.

Vi dykkede alle i små grupper sammen med en guide for ikke at forstyrre dyrene for meget, og vi blev sat godt ind i, hvordan vi skulle svømme sammen med dem for ikke at skade dyrene.

Forestillingerne om, hvor store hvalhajerne og mantarokker er slet ikke lig med virkeligheden, de er meget større! På et af snorkel-dykkene kom Nikolaj til at ligge lige over en kæmpe mantarokke, det var en fantastisk oplevelse at ligge i vandet med sådan en kæmpe og at se den flyve graciøst igennem vandet på jagt efter plankton. Den må have haft et vingefang på over 4 meter, så Nikolaj følte sig lille i forhold til den.

manta

Mantarokken som Nikolaj svømmede helt tæt på.

Screenshot 2015-05-29 at 17.46.52

En anden mantarokke med snyltefisk

Screenshot 2015-05-29 at 17.54.28

Nikolajs finne og mantarokken

At ligge i vandet ved siden af en 10 m lang hvalhaj eller 4 meter bred mantarokke er en stor oplevelse vi sent vil glemme. Absolut en af de større oplevelser vi har haft under vandet. Kæmpe dyr, men samtidig så fredelige af natur. De har dog en størrelse, der nemt ville kunne skade en, hvis de besluttede sig for det.

Screenshot 2015-05-29 at 18.04.48

Ca. 10 meter lang hvalhaj

Screenshot 2015-05-29 at 18.05.26

Screenshot 2015-05-29 at 18.06.33

Man skulle passe på ikke at blive ramt af de store haler

Det var ikke lutter lagkage at være på tur på bølgen blå. Nikolaj måtte kapitulere efter flere gange efter at have klaget over søsyge, og pludselig var der ingen vej tilbage, Nikolaj måtte skænke en gave til kong Neptun. Puha.. Det var noget af en omgang. Iben så pænt til i den anden ende af båden, mens stakkels Nikolaj hang ud over rælingen og snakkede et sprog som ingen forstår.

Vores tur i Mexico kulminerede med hvalhajssnorkelingen og vi tog mandag d. 01 juni videre til Galapagosøerne, på Ibens fødselsdag. Yeaaahhh! Hip Hurra.

3. Rejsebrev Costa Rica- Puerto Jimenéz – Corcovado- Monteverde- Manuel Antonio

Ufremkommeligt, vildt, svært tilgængeligt og lang rejsetid var de gloser, vi hørte fra alle omkring os, da vi fortalte, at vi ville tage til Corcovado Nationalpark. Alle sagde, at det næsten kun var muligt at komme frem med fly. Lonely Planet frarådede alle andre end “heavy travellers” at tage bussen, der skulle være en forfærdelig lang rejse at begive sig ud på.

Ikke desto mindre besluttede vi os for at tage afsted fra San José med bus mod Corcovado. Det var klart den billigste løsning. Et fly ville koste ca. 100 USD per person. Vi gav 10 USD for busturen. Det krævede lidt at finde billetkontoret, eftersom vi blev ledt på vildspor af vores guidebog. Det viste sig, at billetkontoret lå gemt bag samme busstation som vi kender virkelig godt i forvejen.

Med forventning om en lang og udmattende bustur, steg vi ombord på bussen tidligt om morgenen. Noget af en overraskelse ventede os, da vi fandt ud af, at bussen var en luksusbus med aircondition, dejligt. Derudover var det en utrolig smuk bustur, som vi ikke ville have været foruden. Puerto Jimenéz, der er adgangsbyen til Corcovado Nationalpark, ligger helt nede sydpå i Costa Rica på Peninsula Osa, så busturen tog 9 timer.

I Puerto Jimenéz kan alt arrangeres, om det er ture til smukke strande, kayakture i Golfu Dulce for at se hvaler eller adgang til Corcovado. Vejene er ikke asfalterede og byen minder om en cowboyderby fra det vilde vesten.

DSC01860

Byen ligner ikke kun det vilde vesten. En gut på cykel blev visiteret lige ud for vores hostel. Han forsøgte at stikke af fra Politiet på sin cykel. Det lykkedes hurtigt for politiet at fange banditten, der tilsyneladende ikke var den skarpeste kniv i skuffen. Politibetjenten jublede, da de fandt en lille pose med hvidt guld. Betjenten duftede til posen og smilede “Coca”.

Iben lukkede hurtigt døren til hostelværelset, da manden måtte smide bukserne for at blive visiteret. Hun havde ikke lyst til at se på costarikanske slanger midt i eftermiddagens hede 😉

Vi hørte også fra nogle lokale, at folk i byen ofte drak sig fulde og sloges i byen for et par år siden. Siden er der kommet lidt mere skik på gemytterne.

Udover politi og røvere i byen, er Puerto Jimenéz er også stedet, hvor arapapegøjer flokkes som duerne på Rådhuspladsen i København. Lige om hjørnet findes også smukke strande og et lille vådområde, hvor krokodiller og kaimaner ligger på lur.

DSC01822

DSC02130

Hvis man skal beskrive Puerto Jimenéz med et ord: Varmt!!

I skyggen 40 grader og hertil kan tilføjes 100 % luftfugtighed. Det giver en hed coctail!

Vi indlogerede os på vores hostel Cabins The Corner, efter lidt forvirring fordi det viste sig, at der var to hostels i byen med samme navn. Senere fandt vi ud af, at ejeren fra vores hostel havde stjålet navnet fra det rigtige Cabins The Corner, der havde super gode anmeldelser på Tripadvisor. Meget frækt eller smart om man vil.

Ejeren på vores hostel var ikke imødekommende og det virkede mest som om han kun var venlig, hvis han kunne tjene penge på det.

Udover ejeren var der en ung pige, der var meget sød og hjælpsom. Vi troede begge, at det var ejerens datter, for hun så virkelig ung ud, hvilket hun nok også var.

Iben ville være venlig og konversere med ejeren og valgte derfor, at sige: “Sikke sød en pige, der også arbejder her. Er det din datter?”. Her til svarede ejeren: “ Det er min kone”. UPS!!. Det gjorde ikke stemningen bedre.

DSC02245

DSC01794

Regndans i Puerto Jimenéz

Hele formålet med vores besøg i Puerto Jimenéz var at komme ind i Corcovado Nationalpark, og derfor gik de første dage med at undersøge de forskellige muligheder for at besøge parken.

Vi endte med at vælge det lokalejede firma Osa Wild, der arrangerer bæredygtige ture i området. Ejeren af Osa Wild er Iffi, der er uddannet biolog. Hun havde i mange år været guide i området og det kom meget naturligt, at hun skulle starte sin egen business.

For at komme ind i parken, skal man have tilladelse fra Park Rangerstationen fordi der er et limit for, hvor mange der må besøge parken ad gangen.

Vi måtte vente nogle dage i Puerto Jimenéz før der var plads til os i parken.

Vi udnyttede tiden ved blandt andet at besøge Matapalo, et område med smukke strande, vildt dyreliv og hvor erfarne surfere leder efter ultimative bølger.

DSC01919

DSC01924

For at komme til Matapalo skulle vi med “El Collectivo”. El Collectivo er ikke en normal bus, men i stedet en gammel ladvogn, der nok normalt bruges til kvægtransport. Vi bumlede af sted med de lokale, der var på vej til skole eller på arbejde.

DSC01873

Ved Matapalo brugte vi meget tid på at kigge på surferne, der kunne formå at tæmme de store bølger. Det var ikke kun surferne, der syntes det var sjovt. Fra den blå himmel kom pludselig en stor flok af brune pelikaner, der fløj på rad og række lige henover de store bølger. Flere af dem med kanten af vingefanget på vandoverfladen. Vi kunne fornemme at, de ligesom surferne, havde det sjovt med at lege på kanten af bølgerne.

Mens vi sad og beundrede surfer-pelikanerne, dukkede to brune labradorer frem under bænken vi sad på. Vi var sikre på, at ejeren var i nærheden og begyndte derfor at klappe dem. De var tørstige så de fik vand fra vores hænder. Det blev de meget glade for. Og da vi skulle gå videre, fik vi selskab af de to labradorer. De fulgte os i tre timer, vi var åbenbart de nye bedste venner. Vi begyndte at blive lidt bekymrede for, hvor ejeren måtte være, da begge hunde havde halsbånd på.

Til sidst fandt vi frem til, at de måtte høre til området og de fandt vidst en ny legekamerat samme sted, under bænken, hvor vi havde mødt dem tidligere.

DSC01980

Vi var allerede godt stegte af varmen ved 10 tiden. Vi havde taget den tidlige Collectivo kl 06.00 ud til stranden og der var ikke noget toilet på disse kanter. Næste Collektivo tilbage til Puerto Jimenéz var kl. 17.00. Iben lagde mærke til, at Nikolaj var blevet lidt stille. Der var sved på hans pande og kuløren i ansigtet var næsten forsvundet. Nikolaj kunne godt mærke, at der var godt gang i maven. Og at han nok hurtigst muligt måtte indsamle diverse regnskovsblade. Det endte med at blive en tur op ad en lokal træstamme og som tak gødning til regnskoven. Det er økoturisme.

Endelig kom dagen, hvor vi skulle gøre klar til vores tur i Corcovado. Turen ville bestå af:

3 dage i parken med to overnatninger.

  1. dag- Hike fra Los Patos til La Sirena Ranger Station 24 km.
  2. dag- Hike i området omkring La Sirena 20 km.
  3. dag- Hike fra La Sirena via la Leona til Carate. 22 km.

I alt: 64 km.

DSC02240

For at gøre det nemt for os selv og for at spare penge provianterede vi med 750 g. Nutella og to poser toastbrød til hikene. Efter tre dage på ovenstående diet, måtte vi erfare, at man kan blive pænt træt af Nutella og hvidt brød. Vi troede ikke det var muligt :-) Der var flere, der var imponerede over, at vi havde levet af det i tre dage.

DSC01992

1 dag Los Patos – La Sirena Rangerstation:

Vi mødte vores guide Forta (Eric) i bussen på vej mod indgangen til parken. Vi havde fået at vide, at vi skulle kigge efter en stor fyr. Og det var Eric, han var høj og havde lidt ekstra på sidebenene. Eric bliver kaldt Forta fordi han er meget stærk. Udover at være stærkt fandt vi ud af, at han var sulten det meste af tiden og lettere doven :-)  Forta var derudover også en virkelig sød fyr. Trods Fortas størrelse var han let til bens i junglen og vi kom hurtigt afsted.

Forta gjorde alt for ikke at skulle vente på os på hiket. Blandt andet bar han os over de små floder vi skulle krydse. Blot for at slippe for, at vi skulle bruge for meget tid på at skifte sko. Vi havde dog ikke regnet med, at han også ville bære Nikolaj, det sker ikke så tit, at Nikolaj støder på folk, som svinger ham over ryggen. Nikolaj har nu planer om at hyre Forta som sherpa til fremtidige ekspeditioner 😉

DSC02012

Efter den korte bustur, blev vi hentet af en taxi, der skulle tage os med det sidste stykke til parkindgangen. Taxaen var ikke som en almindelig taxa. Det var en 4×4 og det føltes som ren Jurrassic Park at køre med taxaen gennem jungle og små floder.

Taxaen satte os af, og så startede vores hike gennem vild og frodig primær regnskov.

Under en pause på hiket blev fiskene i floden decideret håndfodrede af Nikolaj. Betegnelsen må blive feetafish- Fiskene nød tilsyndeladende Nikolajs døde hud på hænderne og vi kan klart anbefale alle et kurophold i floden hvis nogen skulle have brug for lidt pedicure ;-).

DSC02023

Der var ingen andre på vores rute fra Los Patos til La Sirena og det var fantastisk at opleve den vilde natur. Vi så blandt andet en green vine snake, en myresluger, masser af fugle og grønne leguaner. Og kolibrier, der på forunderlig og yndefuld vis navigerer i luftrummet som små helikoptere, på jagt efter nektar fra regnskovens mange smukke blomster.

Efter en kort frokostpause i regnskoven, fik Iben øje på en smuk sommerfugl. Ibens uopmærksomhed fra regnskovsbunden resulterede i, at hun faldt pladask i jorden. Iben har snakket meget om at skulle blive bedre til hovedspring, men hun fandt ud af, at hun i forvejen har evnerne. Iben faldt med hovedet først direkte ned i jorden uden at tage fra med hænderne. Der skete heldigvis ikke noget, andet end at Iben fik en bule i panden. Men det blev til et godt grin for os andre og Iben med. Nu er hun klar til hovedspring i Stillehavet. Det gør knap så ondt at springe med hovedet først der.

24 km hike i kuperet terræn og endelig nåede vi Sirena Rangerstation, hvor vi skulle tilbringe de næste to dage. Vi fandt ud af, at vi havde hiket meget hurtigt. Vi tog afsted kl 07.00 og var fremme kl 14.30. 7,30 timers hike. Normalt tager det 10 timer.

Det var tid til en velfortjent frokost med Nutella og brød. Iben smurte Nutellamadder og pludselig råbte en af guiderne. Tapir, tapir. På bare fødder og med Nutella sandwicher i hånden spænte vi efter guiden ind i regnskoven. Iben blev bidt af en “STOR” bladskærermyre og skyndte sig derfor tilbage væk fra myrerne. Nikolaj fortsatte med guiden og så en stor Tapir og de sjældne Squirril Monkeys, der også kaldes dødningehovedaber på dansk. Det er samme abe, der spiller Hr. Nelson i Pippi. Iben så hverken Tapiren eller aberne. Og der blev grinet lidt af Ibens ‘’skræmmende oplevelse, med de store myrer’’;-)

Resultatet af vores udfulgt på bare fødder i junglen blev tics/tæger over det hele. Vi måtte derfor tjekke kroppen igennem og vi mener, hele kroppen 😉

På hiket var vi lidt ærgelige over vores guides viden om de forskellige dyr og planter, da vi havde fået at vide, at alle guider skulle være uddannede naturvejledere. Forta havde så travlt med at nå Rangerstationen, at han ikke opdagede alle de dyr vi kom forbi. Iben blev blandt andet den, der opdagede den sjældne Tamandua myresluger i et af træerne. Godt at vi havde Ibens falkeblik med på turen. Men da vi overhørte en de andre guider på stationen blev vi bekræftede i, at vi trods alt havde en okay guide. Den anden guide forklarede nogle turister følgende: “ Her i Corcovado er der stor biodiversitet, og det er fordi her er meget biologisk”. 😉 Han slap afsted med sin forklaring, da turisterne ikke vidste bedre.

Om natten sov vi på en madres og under et myggenet. Vi kunne høre alle regnskovens lyde og mærke insekternes sværmen omkring os. Det var en dejlig fornemmelse at ligge der og blive lullet i søvn af regnskovens mange lyde efter en lang dag på hike.

DSC02090

Dag 2: Hike i området omkring Sirena Ranger Station

Vi blev vækket af vores alarm kl 04.00 for at drage på første hike ud i mørket i regnskoven med vores guide Forta. Vi hikede til Rio Sirena, der er en flod i området med mulighed for at se krokodiller, bullsharks og den sjældne tapir. Derudover kunne vi se den smukke solopgang.

Vi satte os på en træstamme ved flodens bred og ventede på, at skovens dyr skulle stå op, med håb om at møde den sjældne tapir.

DSC02042

Vi ventede og ventede. Pludselig dukke den smukke og nuttede tapir op lige bagved os. Vi fik lov at se tapiren spise på nært hold. Det var en meget særlig oplevelse, at se tapiren, der med sin lange elefantlignende snude ligner noget fra en tegnefilm.

DSC02049

DSC02055

I floden var vi også heldige at se en lille saltvandskrokodille, den amerikanske.

Regnen stod ned i stænger det meste af dagen, men af en eller anden grund var vi så heldige, at det aldrig regnede på vores hikes. Vi oplevede på nært hold, hvordan regntiden begyndte lige netop i det øjeblik vi befandt os i regnskoven.

DSC02084

Vi snakkede med en af guiderne på rangerstationen og han fortalte, at vi var heldige for i regntiden var området et sandt myggehelved, så god timing for os. Der er ikke noget værre end at ligge og høre på et blodtørstigt kanylefly, der summer en i øret om natten, mens man ligger og fakter med arme og ben for at ramme kræet.

Pga. regnen var der mange dyr, der brugte tiden på at sidde og tørre sig i træerne i mellem bygerne. Det blev til et smukt syn af ca. 20 tucaner, der sad i samme træ. Meget smukt. På Stationen fik vi også besøg af en hel koloni af de søde squirril monkeys, der havde valgt at tilbringe deres middag i et træ lige ude foran.

Udover kolonier af squirril moneys blev ranger stationen invaderet af en gigantisk koloni af 1. rangs turister. Man kan se parken ved at blive fløjet ind og så bare gå et par små ture i området af rangerstationen. Det betyder, at der en gang om dagen ved middagstid dukker en speciel slags af turister op. Turister med flotte hatte. Turister i badebukser og klipklappere klar til hikes i den vilde skov. Der var blandt andet en pige, der havde travlt med at tage læbestift på, og en anden dame, der kiggede intenst på Ibens Iste som Iben havde medbragt på det lange hike ud til Corcovado. Damen spurgte Iben: “Hvor er restauranten?”. Hvortil Iben måtte skuffe hende og sige, at der altså ikke var en restaurant og, at man var nødt til at medbringe alt selv til campen. Damen kiggede surt på Iben og spurgte: “Hvor har du så fået den iste fra?”. Iben måtte overbringe nyheden om, at hun selv havde taget den med på hiket.

Dag 3: Hike fra Sirena Ranger Station – Carate, ud af parken

Vi vågnede tidligt kl. 04.30 for at drage mod Carate. Vi fik vores morgenmad Nutella og hvidt brød :-) Og vi var nu klar til dagens hike. Forta vores guide var desværre blevet syg, og var derfor ikke helt på dupperne. Forta havde også købt nye gummistøvler til turen og det viste sig, at de var for små og han endte med at måtte gå på bare tæer. Og det gjorde det ikke bedre, at han trådte på en giftig tudse og haltede afsted. Den store mand, var snart klar til at gå i gulvet. Han var godt presset af situationen, så det kneb lidt med at skulle overskue guiderollen, forståeligt nok.

Udover de små uheld vores guide havde, var det et absolut fantastisk hike, der fik os ud på isolerede strande og igennem regnskovsområder som man kun drømmer om.

DSC02160

DSC02124

 

DSC02208

DSC02111

På vores vej oplevede vi blandt andet legesyge cappuchin aber, der nysgerrigt undersøgte, hvad vi var for nogle store aber. De små  “teenagere” i abefamilien kom helt tæt på og viste os deres frugt som de brugte som legetøj.

DSC02219

Der var også en hel familie af Coatier. Coati er små næsebjørne. De er i familie med vaskebjørnene. Familien bestod af alt fra små coatier til familiens overhoved, der er den ældste hun. Coati betyder alene på de infødtes sprog. Og Coatien bliver også kaldet Coati Mundi, der betyder alene i verden. Navnet er opstået fordi hannen altid færdes helt alene, med undtagelse af parringstiden. Herefter er hunnerne og ungerne alene.

DSC02137

Til dem, der ikke ved det har Nikolaj siden han var teenager haft en stor fascination af slanger og andet kryb fra diverse regnskove. I hans teenageår var hans værelse fuldt af terrarier, der prydede hele rummet. På et tidspunkt havde han i alt 20 slanger på en gang, og en stor fugleedderkop under sengen som hans forældre Annette og Poul først fik kendskab til da han flyttede hjemmefra;-).

Det var ikke altid Nikolajs forældre synes det var en så god ide med alle de kryb. Men han besluttede alligevel en påske i smug, hvor hans forældre var i sommerhus, at købe Albert. En 4 meter lang Burmesisk Albino Tigerpython. Det var noget af et chok for Nikolajs stakkels forældre, der kom hjem til krybet efter en afslappende weekend i sommerhus.

Nikolaj var endda så fræk at tage på en 3 måneder lang rejse rundt i Sydamerika, hvor Annette og Anders (Nikolajs mor og bror) måtte tage sig af den gigantiske slange, der skulle fodres med søde nuttede vædderkaniner.

DSC02174

 

Boa Constrictor

Nikolaj blev oprigtigt glad, da vi på hiket så en Boa Constrictor, der var Nikolajs første slange på teenageværelset. Den hed iøvrigt Freddy, spørg ikke hvorfor.

DSC02092

DSC02182

Vi afsluttede hiket og kom godt tilbage til Puerto Jimenez, hvor den stod på en længe efterspurgt Casado con Chuleta, da vi var super sultne ovenpå vores ‘’anbefalelsesværdige’’ Nutellakur.

DSC02262

Corcovado er et fantastisk vildt og fascinerende sted, og det levede op til de høje forventninger vi har haft til områdets biodiversitet. National Geografic beskriver det blandt andet som et af jordens mest biodiverse hotspots.

På vores tur fandt vi ud af, at vi på vores rejse i Costa Rica kun har set to-tåede dovendyr, hvilket gjorde, at tanken om at se det tre-tåede dovendyr spøgte i Nikolajs tanker. Han var ikke længere helt tilfreds med, at vi kun havde set den ene af slagsen. Og det tre-tåede dovendyr er det, der har det mest nuttede ansigt. Vi er lidt i tvivl om, om Nikolaj faktisk afstammer fra de tre-tåede dovendyr. Iben har siden hun mødte Nikolaj altid syntes, at Nikolaj har dovendyrsøjne.

Men opdagelsen af, at vi manglede at se det tre-tåede dovendyr gjorde, at Nikolaj brugte timer og dage på at udtænke en plan for at se DOVENDYRET. Blandt andet var den Caribiske kyst i Costa Rica i spil, fordi der ligger et Sloth Sanctuary, hvor de hjælper sårede dovendyr, så de kan komme ud i naturen igen. Derudover har Nikolaj også tænkt meget på Parken Manuel Antonio, hvor de efter Iben og Forta (guiden) skulle være i massevis. Det betød også, at Nikolaj blev noget rastløs ved tanken om at blive i Puerto Jimenez i alt for lang tid :-)

Vi besluttede derfor hurtigt at tage mod San José med en plan om at drage mod den caribiske kyst og besøge dovendyrene. Men som mange af vores beslutninger, er de meget spontane, så vi endte med tage til Monteverde igen. Vi havde brug for et par dages betænkningstid, og intet bedre sted findes end Monteverde, hvor den kølige bjergluft kan indåndes.

Monteverde- hjemme igen

Vi bookede ingen overnatning på Pension Santa Elena i forvejen, men tog bare afsted. Vi ankom om aftenen, stak hovedet ind på hostellet og fik den varmeste velkomst af alle 😉 Dejligt at være “hjemme” igen.

DSC02757

DSC02755

Nu var der ikke mange dage til vi skal ud at sejle. Et af kravene for at være med på Danish Blue er, at vi skal kunne binde pælestik og dobbelthalstik, så derfor gik jagten efter et knobreb i Monteverde, så vi kunne øve os og blive klar til påmønstring.

DSC02324

Vi skulle lige have genopfrisket vores knob som vi har lært af Ibens onkel Ole på Esmeralda (hans båd). Vi lavede en hurtig googlesøgning og fandt Arne, der laver videoer med guides omkring sejlads. Vi siger tak Arne for de meget fine videoer. Til interesserede i sejlads, der trænger til genopfriskning på diverse sømændstricks, kan vi varmt anbefale Arne, her er han:

https://www.youtube.com/watch?v=weK2l9zODvw

Tro det eller ej, på vej efter knobreb kiggede Iben op i “træet”, hvor det lokale dovendyr skulle bo. Vi troede som i sidste rejsebrev, at det var en dårlig vandrehistorie/myte til turisterne, men der på grenen han sad så fin. En to-tået fætter af den dovne slags. 1,5 meter fra vores hoveder. Der var et kæmpe dovendyrssmil på Nikolajs læber.

DSC02292

DSC02291

 

DSC02288

Vi ved ikke om det er fordi Nikolaj har en ubevidst hjemve, eller bare er stolt over sit fædreland. Men han valgte forleden at dekorere sig selv via solens stråler i rødt og hvidt. I fem dage gik han og holdt fanen højt. Husk at 15 min med solcreme, ikke er det samme som 30 min på hver side uden solcreme. Av!!!

De næste dage gik med at besøge Hidden Valley (Valle Escondido) i Monteverde, der er en smuk og uberørt lille privatejet park som de færeste kender til. Vi overvejede om vi skulle købe stedet :-)

DSC02409

Vi køber en lottokupon, når vi kommer hjem.

Christine en sød dame, der også bor på Pension Santa Elena, talte om at tage til Manuel Antonio, hvor der skulle være mange dyr og mulighed for tretået dovendyr;-). Vi tog afsted sammen med hende i et par dage.

Vi fandt et hostel med udsigt over Stillehavet. Om aftenen lå vi i hver vores hængekøje, nød solnedgangen og drømte om at krydse oceanet med Danish Blue.

DSC02432

DSC02467

Vi tog i Manuel Antonio National Park for at se det mangfoldige dyreliv.

DSC02527

“Hvad glor du på?”

 

Der er 4 abearter i Costa Rica. Dem så vi ikke så mange af, tilgengæld var vi heldige at se den 5. og knap så elegante Homo Sapiens i massevis, der primært flokkedes ved parkens smukke strande.

Home Sapiens er en avanceret abeart, der har udviklet golfcarts til at transportere sig rundt i den “vilde” park.

DSC02507

Derudover så vi Cappucinaber, der har fundet ud af at udnytte Home Sapiens madressourcer og derfor ikke som i Corcovado National Park spiser frugt, men tilgengæld ristede bananchips som de stjæler fra homo sapiens, der efterlader deres tasker uagtsomt på jorden.

DSC02629

Tilbage i Monteverde gik de sidste par dage med at ordne praktiske gøremål og sige farvel til vores venner fra det lokale samfund i byen. Vi mærkede, hvor vigtigt det er som rejsende at bruge længere tid et bestemt sted. Det gav os mulighed for at lære de lokale at kende, finde små kroge i området som de færeste gennemfarende ser og skabe nye venskaber. Vi synes I skal møde nogle af de mennesker, der har taget godt imod os.

“El Guaton” – Rodrigo

Som nævnt i et tidligere rejsebrev, opererer Rodrigo med sin lille smykkestand på Pension Santa Elena. Rodrigo har vi nydt flere øl og samtaler med.

“DJ Shaka Brah”- Diego

DSC02747
Diego arbejder om dagen på Pension Santa Elena i receptionen, men om aftenen skifter han receptionen ud med en mixerpult på den lokale bar, hvor han giver den som DJ Shaka Brah. Diego spiller reggaemusik og sampler selv de nyeste af de nyeste reggaehits. Derudover er han kunster og designer smykker. Og Diego har også skabt den lokale radiostation. Her er et link til Diegos musik, hvis nogle er interesserede:

https://soundcloud.com/juan-diego-rodriguez-calderon/green-breeze-mix-dj-shaka-brah

Diego er det mest smilende og venlige menneske man kan forestille sig. Han formår at gøre selv den mest irriterende turist i godt humør. Diego er indbegrebet af Pension Santa Elena og han er en af grundende til, at vi elsker stedet.

Ran

Ran er ejer af Pension Santa Elena. Ran er oprindeligt fra Texas, men bor i Costa Rica med sin kone og børn. Ran siger selv, at man ikke skal besøge Texas medmindre man vil besøge musikscenen i Austin. Ran er blevet en god ven og han har altid gode og spændende historier at fortælle. Ran fortalte Nikolaj, at de manglede nogle lærer på hans børns skole. Og at han gerne ville anbefale Nikolaj til skolen. Så hvem ved, måske kan vi bo i Monteverde i en periode.

Doyle og Barbara

Doyle og Barbara er et ældre ægtepar fra Iowa i USA. De har igennem de sidste 12 år overvintret på Pension Santa Elena for at slippe for kulden i Iowa. Doyle er altid tilstede på fællesområdet og skaber altid en positiv stemning omkring sig. Hans gode humør, friske jokes og positive sind smitter af på alle i fællesrummet. Barbara hans kone er super sød og imødekommende.

Ran, Doyle, Nikolaj, Barbara

DSC02743

Christine Goyens

DSC02744

Christine er en belgisk dame, der i vinteren er kommet til Costa Rica for at tage et TEFL kursus med henblik på at undervise i engelsk i området. Christine har ligesom os forelsket sig i Monterverde og hun er derfor endt der i flere måneder. Christine har desværre ikke fået et job som engelsklærer i Costa Rica og hun må derfor tilbage til Belgien igen. Vi har alle prøvet at overtale Christine til at starte en lokal “Fancy Cake” stand (Ran har allerede fundet på navnet). Christine laver de bedste desserter som man kan forestille sig. Vi har ved flere lejligheder nydt hendes pandekager, peacan crumbles og hjemmelavede is. Vi er sikre på, at Christine ville kunne tjene mange penge på sine desserter, hun er ikke helt enig 😉

       Toño

DSC02297

Toño er Pension Santa Elenas dovne kat. Han er blevet kastereret og minder mere om en hund end en kat. Han tigger ved bordene og elsker at blive kælet. Toño elsker af en eller anden besynderlig grund at blive gnedet med sko på, på ryggen og maven. Og han kan godt lide let spanking på rumpeteren, hvertfald når Diego gør det.

Udtryk vi har lært i Costa Rica:

Pura Vida – Bruges som en hilsen, der angiver venlighed og costarikanernes glæde ved livet. Kan bruges som et spørgsmål for at høre om alt er okay. Betegner også Costa Ricas generelle tilgang til livet.

Soda– Lokal lille restaurant/bod, hvor der serveres traditionel costarikansk mad som f.eks. Casado, der er et miks af forskellige lokale små ting. Soda stammer oprindeligt fra Sodavand og betyder egentlig et sted, hvor noget kan købes billigt, til en sodavands pris.

Tico – er betegnelsen for en costaricaner. Der kan f.eks. henvises til ticotime, at tiden er ret fleksibel. Blandt andet afgangstiden for busserne eller når butikkerne sætter et skilt op, hvor der står “jeg vender tilbage om 10 min”. De 10 minutter kan hurtigt blive til en time eller to.

Vores sidste dage i Costa Rica var præget af Turrialbas vulkan udbrud i den centrale del af landet. Og sidste nat på Pension Santa Elena var der et jordskælv på 5,7 på Richterskalaen. Blandt andet blev lufthavnen lukket pga. vulkanudbruddet. Selve jordskælvet mærkede vi ikke, da vi lå i vores seng og sov. Det satte tanker i gang fordi vi ved, at der i øjeblikket sker forfærdelige naturkatastrofer rundt omkring i verden. Steder som vi havde tænkt os at besøge, er blevet hårdt ramt og har brug nødhjælp. Den største cyklon i nyere tid på Vanuatu og jordskælvet i Nepal, naturens kræfter er store og uovervindelige.

DSC02766

Nikolaj fandt endelig det tre-tåede dovendyr i Juan Santamaria Lufthavn. Det var større end vi havde regnet med

Nu er vi kommet frem til Saint Thomas og vi glæder os til at møde Christian og Vibe på Danish Blue.

2. Rejsebrev Panama- Costa Rica- Monteverde

Efter 16 timers rejse og en gratis overnatning på bussen endte vi i Costa Ricas hovedstad San José.

Inden vores afrejse til Costa Rica besøgte vi Hanne og Martin på Diana, som vi skulle have sejlet med. De ligger i en lille havn, der hedder Shelterbay nær Colon, inden første sluse igennem Panamakanalen. Hanne og Martin venter på en afgørelse fra forsikringen for at få afklaret skibets skæbne.

I Panama City mødte vi Anders, der også skulle have været gast på samme togter som os. Vi aftalte at følges ad ud til Diana i Shelterbay. Det var rart at møde Anders, der var i samme “båd” som os. Eller rettere ingen båd. Anders overvejede også alle alternativer til det store eventyr som vi skulle have været ude på. Han er iøvrigt en rigtig fin fyr:)

DSC01237

Verden er stor, hvor skal vi tage hen? Vores første dage i Panama gik med at tænke nye drømme.

Vi havde en sjov taxatur med en venlig panamaner, der kunne forstå at fyre jokes af og holde gang i taxaen hele vejen ud til Shelterbay. På vejen tilbød han endda, at vi kunne tage billeder af Gatun slusen. Det er ikke ofte, at taxachafførerne kommer ud til området i Shelterbay, så vi tror han nød turen ligeså meget som vi gjorde. Han tog sågar billeder af havnen inden han kørte tilbage mod Colón.

Vi boede på Diana i to dage, hvor vi fik en snak omkring, hvad der var sket og hvilke overvejelser, de havde gjort sig for deres ‘’jorden rundt projekt’’.

Dagen før vi tog til New York, skrev vi til en anden dansk sejlbåd, der hedder Danish Blue. Vi havde hørt, at Danish Blue også sejlede i området og muligvis skulle krydse Stillehavet.

Mens vi var I Panama City blev vi kontaktet af Vibe, der er skippers kæreste på Danish Blue, og vi aftale, at vi skal mødes med Danish Blue d. 01 maj på Saint Thomas, en af de tidligere Dansk Vestindiske øer. Det bliver fantastisk og vi glæder os meget :-)

Vibe og Christian fra Danish Blue har sejlet over Atlanterhavet, og befinder sig nu i Caribien.

Planen derfra er at sejle til Columbia. Herefter går turen til San Blas øerne i Panama. Fra San Blas skal Danish Blue igennem Panamakanalen, og videre ud i Stillehavet til Galapagos Øerne, Fransk Polynesien, for til sidst at ende i New Zealand.

Hvis I har lyst kan I tjekke deres hjemmeside ud: www.danishblue.dk.

Vi brugte dagene i Shelterbay på at gå nogle små ture og se på alle skibene, der var på vej mod Panamakanalen. Vi tog på moleræs med Martin og Anders.

Og moleræs fik en helt anden betydning, da Iben pludselig begyndte at løbe rundt, spjætte med arme og ben, samtidig med, at hun hylede som en stukken gris.

Anders, Nikolaj og Martin var gået lidt i forvejen og kunne ikke rigtig se, hvad der foregik. Det var først på tilbagevejen, at de fandt ud af, at Iben havde sat sig i et bi-bo. Og derfor havde en hel panamansk koloni af bier efter sig. Eller sådan oplevede Iben det ihvertfald 😉

En af aftenerne i Shelterbay var der inviteret til sammenskudsgilde. Alle skibene lavede en ret til gildet og der blev ellers delt ud af sømandshistorier fra de syv verdenshave.

Vi på Diana havde lavet en pastasalat og købt ind til grillede pølser og kylling. Vi troede, at der var en tændt grill, hvor man selv skulle stå for at lave maden. Men det var et rigtigt sammenskudsgilde, hvor alle deler retterne.

Nikolaj og Martin måtte skynde sig ned på båden for at stege kødet. Flere af gæsterne til sammenskudsgildet kiggede underligt på vores pastasalat og vi kunne høre flere undre sig over, hvem der havde taget den med.“Ja hvem kunne have taget den med”, sagde vi, kiggede pænt den anden vej og tog for os af retterne.

Området omkring Shelterbay er dækket af regnskov, og vi gik på opdagelse i terrænet. Vi så mange flotte fugle og brøleaber. Om morgenen når vi vågnede på båden, kunne vi høre brøleabernes højlydte morgenbrøl fra den dybe regnskov.

Der var flere i Shelterbay, der ventede på at skulle være gaster på ankomne sejlbåde. Vi mødte blandt andet en venlig, ældre polsk mand, der må have været omkring 70 år gammel. Han skulle også med et skib over Stillehavet og ventede på skibets ankomst nogle uger senere. For at slippe for en dyr hotelregning, var han så frisk, at han bare sov i en hængekøje på stranden. Cool fyr, må man sige.

Efter et par dage i Shelterbay tog vi i mod Panama City. Planen var egentlig at rejse videre rundt i Panama, men vi tog en hurtig beslutning og tog bussen til Costa Rica i stedet.

Vi havde ikke købt en billet til bussen for at komme til Costa Rica, men vi tog chancen og kørte med taxi til Albrook Busterminal i Panama City for at se om vi kunne få en billet. Det kunne vi heldigvis godt. Vi ventede ti timer i terminalen for at tage bussen om aftenen kl 23.00.

DSC01339

Albrook Busterminal. Vente vente vente…

Vi ankom i San José tidligt næste morgen efter en dejlig bustur med fantastisk udsigt undervejs. Iben har for to år siden været i Costa Rica og har været i San José før. Hun sagde, at det var nemt at finde rundt, lige så nemt som i New York, hvor systemet er Streets og Avenues. I San Jose Calles og Avenidas. Det er jo det samme, men det var det ikke!! Og vi endte med at gå rundt trætte og sultne i hele byen, indtil vi endelig fandt vores hostel. Det viste sig efterfølgende, at det var Ibens veninde Mai, der havde styret kortet, på deres rundrejse i Costa Rica. Nu giver det hele mening :-)

DSC01377

Morgenmad: Costaricansk kaffe og frisk frugt

Vi havde to nætter i San José, og byen er heller ikke det Costa Rica vi havde lyst til at bruge tiden på. Byen er tiloset, fyldt med hustlere af taxichafførere, der leder efter nemt gringokød. Og det lader til, at byen specialiserer sig i gitterdesigns for vinduerne. Der er gitre op til 2. sal og det ser ud som om costaricanerne pynter med pigtråde, som vi gør med guirlander til jul i Danmark. Byen har også lidt charme og nogle ældre bygninger i den centrale del.

DSC01366

Et fængsel tænker I nok, men nej det er vores Hostel “Pangea” i San José.

Vi var forbi det centrale marked i San José for at finde et billigt måltid.

DSC01382

Alt kunne findes på det lokale marked. Også Iben.. 

Vi besluttede os for at drage videre til Monteverde, som er en cloudforest. En cloudforest eller en skyskov om I vil, skabes i højtliggende bjerge, skyerne fugter området og derved skabes en regnskovslignende tilstand. Kun 1 % af verdens skove er cloudforests.

DSC01491

Fantastisk udsigt udover Monteverde Cloudforest

Iben har to år tidligere besøgt den lille by Santa Elena, der ligger i området, og hun har rost det til skyerne:-). Vi indlogerede os på Pension Santa Elena. Da vi kom frem kunne personalet huske, at Iben havde været her tidligere, og vi fik derfor en rabat på 8 USD per nat. Dejlig start.

Pension Santa Elena er byens samlingssted. Personalet kender til en helt særlig kaliber af servicemindedhed. Det er det første sted vi har oplevet, at vi har følt os hjemme. Sofaen i fællesstuen er vanedannende. Og hostellet har gratis costaricansk kaffe som vi hældte ned i spandevis.

DSC01439

En stille aften på Pension Santa Elena. Fra verandaen kunne vi følge med i bylivet.

Der er flere af gæsterne, der kommer tilbage år efter år, og har deres vinterresidens på Pensionatet. Vi mødte blandt andet Barbara og Doyle, et ældre ægtepar, der har besøgt stedet i 16 år i træk. Og vi forstår godt hvorfor.

Ved siden af hostellet ligger Taco Taco, en lille Tacobiks, der tiltrækker horder af folk ved frokosttid. Det skaber meget liv omkring stedet og dermed mange sociale relationer. Og vi har allerede mødt en masse spændende, rare og dejlige mennesker. Flere folk fra andre hostels hænger ud på stedet, og ville ønske, at de havde booket et ophold på Pension Santa Elena.

En af de faste personer på Pension Santa Elena, er Rodrigo, der går under kaldenavnet “El Guaton”. Rodrigo afstammer fra Chile, men er efter mange års rejsen rundt, strandet i Monteverde, af eget valg. Stedet har af en eller anden årsag en magisk effekt. Rodrigo har nu boet 12 år i Monteverde. Han har fortalt mange historier om sine rejser rundt omkring i Sydamerika og Mellemamerika. Han er en berejst mand.

Vi fik den chokerende nyhed fra Rodrigo, at der ikke skulle mere til i Costa Rica, end at få et barn sammen i Costa Rica (uanset om man er fra Costa Rica eller ej) for at få permanent statsborgerskab.

Rodrigo får sin indtægt ved at designe og sælge smykker foran Pension Santa Elena. Han laver meget smukke smykker. Og vi har investeret i flere af slagsen. Vi havde 4 års dag d. 01 april og Nikolaj var så romantisk at vælge et smykke til Iben. Eller var det Iben og Rodrigo, der selv valgte smykket ;-).

Vi endte med at kunne lide Monteverde så meget, at vi blev der i 8 dage. Hvilket er noget længere end, hvad de fleste har mulighed for på deres smuttur i området. De fleste kommer stormende igennem byen, får deres Zipline tur og tager direkte videre til Nicaragua eller et andet sted i Costa Rica. Vi følte, at det var dejligt at sætte tempoet ned og nyde Monteverde, for det fortjener det.

Monteverde byder ikke kun på det fantastiske ophold på Pension Santa Elena. Men området er et mekka for naturoplevelser. Alle i byen bekymrer sig om naturen og gør alt, hvad de kan for at beskytte området, der endnu ikke er en nationalpark. Det er dejligt at opleve sådan en entusiasme. Det er der mange lande, der kunne lære noget af.

DSC01436

 

Iben favner naturen. Et par minutter forinden så vi en stor Rat Snake på trailet

Vi fik flere gode råd til at opleve den omkringliggende natur. Fordi vi lærte flere lokale at kende, fik vi også gode råd til, hvordan vi kunne opleve naturen uden at skulle tømme vores pengepung.

Nikolaj er af en eller anden grund helt vild med dovendyr, og har drømt om at se dem i naturen hele sit liv. Nikolaj var også lidt skuffet over, at de ikke sad på hvert gadehjørne. Han havde hørt så meget om Costa Rica og dyrelivet siden han var barn, at hans forventninger var skruet helt i vejret. Så han var dømt til at blive skuffet :-) Det er jo ikke en zoologisk have.

Der gik en vandrehistorie blandt alle i byen om det berygtede lokale dovendyr, der skulle holde til i et bestemt træ i nærheden af supermarkedet. Og derfor var Nikolaj selvfølgelig på udkig efter dovendyret hver eneste dag. Det lykkedes aldrig at finde dyret, der tilsyneladende er en myte.

Vi fandt en dejlig lokal soda lidt oppe ad bjergskråningen. En soda er et traditionelt costaricansk spisested, der bestyres af en Tico (en costaricaner). Sodaen hedder la Salvadita og bestyres af Jésus, der ejer stedet med sin familie, der også bor bag sodaen.

DSC01609

La Salvadita. Casado Con Chuleta Mums!

Jésus fortalte os under middagen, at der er et specielt figentræ, man kan kravle op i og nyde udsigten ud over hele dalen. Han fortalte os vejen til træet. Og vi besluttede at tage op og finde det samme eftermiddag.

I øvrigt blev vi så glade for spisestedet, at vi spiste her hver dag til frokost. Altid samme ret: Casado con Chuleta og en Bebida de Banano en leche. Jésus vidste præcis, hvad vi ville have.

Da vi fandt figentræet var vi overraskede over, hvor stort det var. Det er omkring 30-40 meter højt. Ficustræet, er hult og man kravle op inde i træet, hvilket var en meget speciel oplevelse. Grunden til, at træet er hult er, at det er startet som et frø på toppen af et andet træ. Langsomt er figentræet vokset ned ad stammen på værtstræet. Til sidst når træet jorden, og vokser sig stærkt. Det kvæler herefter værtstræet til det dør og forgår. Hermed skabes hulrummet. Træet kaldes også en Strangler Fig.

Vi besøgte træet flere gange. Vi klatrede flere gange helt op og nød udsigten ud over skyskoven.

DSC01542

DSC01560

På vej mod toppen af figentræet. 


DSC01566DSC01583


I trætoppen ca. 30 m oppe. Der bor en koloni af white faced cappucin aber ved træet. Vi var så heldige at møde dem på en af vores ture i træet

Vi var både forbi Monteverde Reservatet og på to nat hikes. Nathikesne sammen med en guide er især sjove fordi man får et stort indblik i skoven og dyrelivet. Vi så mange forskellige nataktive dyr. Og endelig fik Nikolaj set sit dovendyr, to to-tåede dovendyr endda. Derudover så vi blandt andet den giftige slange Side Striped Palm- Pit Viper som vi ikke kender det danske navn på endnu.

Efter at have set den giftige slange på hiket, var vi nysgerrige efter at se, hvilke slanger, der ellers findes i Costa Rica. Og vi tog derfor på det lokale serpentarium, hvor de har levende eksemplarer af alle de costarikanske slanger og amfibier. Her mødte vi Herbert, der er en særdeles snaksagelig guide. Han vidste mange ting om slangerne, og vi fik også en del historier om alt andet, end de ting, han egentlig skulle fortælle om. Han var en virkelig hyggelig fyr med en masse at byde på og stor kærlighed til dyr.

Sidste dag i Monteverde drog Nikolaj afsted på eventyr sammen med Travis (En rar amerikansk fyr vi mødte over nogle dage). De tog op forbi figentræet fordi Travis endnu ikke havde set udsigten over Monteverde. Derefter besluttede de at bestige Cerro Amigos, der med sine 1842 meter er Monteverdes højeste punkt. Det var en lang, varm og stejl hike mod Cerro Amigos, men udsigten skulle være det hele værd. Det skulle så vise sig at være den eneste dag med overskyet i hele den uge vi besøgte Monteverde. På toppen var der alligevel en lille bonus, da lokale antenne folk gav lov til at klatre op i en af antennerne på toppen. Det var noget af en oplevelse for Travis. Han beskriver den således på sin facebook profil:

“Phase 2 of my birthday morning. Included a grueling two hour hike to the highest point of the mountain. I was hiking with a man from Denmark and along the way we joined a german man from Munich. Cracking jokes and pushing each other forward we kept going to the top. From there Mr. Denmark proceeded to start climbing a radio tower, the german looks at me says ok I go, I look left look right and say Well Shitttt. So up the tower I climb and climb to the overlook point. Wind wipping left and right, it was intimidating but to the platform I went. Up there laughing with two fellow crazed traveleres. It was a hell of a moment. I intend to create many more”.

DSC01671

På toppen af antennen på Cerro Amigos

Senere på aftenen drak vi en fødselsdags øl med Travis, der nu er på vej mod Nicaragua.

På Pension Santa Elena var der altid musik og glade dage, og der var især et nummer som vi vil huske Monteverde for. Vi synes ikke I skal gå glip af dette ørehængende hit. Grib jeres kosteskafter og dans rundt, om I vil. Tag godt imod “El Caballito de Palo”.

Vi tror iøvrigt, at sangeren er i familie med Nikolajs moster og onkel, der har samme efternavn :-) Here we go Fonseca….

https://www.youtube.com/watch?v=lvgqbaxd3w0

Dagene i Monteverde gik hurtigt og vi havde lyst til at blive endnu længere, men nye eventyr venter forude. Næste stop er Puerto Jímenez, hvor vi nu sidder og skriver dette rejsebrev.

Vi er lige ankommet efter 2 dages rejse. I går fra Monteverde til San Jose, hvor vi har overnattet til i dag. I morges med bus i 9 timer fra San Jose til Puerto Jímenez.

Puerto Jímenez er en lille by på kanten af regnskoven i det sydlige Costa Rica. Vi håber på at kunne besøge den vilde nationalpark Corcovado, der eftersigende skulle være et af de områder på jorden med størst biodiversitet. Det bliver nogle meget spændende dage vi går i møde.

1. Rejsebrev New York – Panama

Efter en hektisk sidste arbejdsuge for Nikolaj kom tiden til, at vi fredag d. 20.03.2015 skulle afsted fra CPH til NY for at drage på vores jordomrejse.

Vores familier var begge kommet for at vinke på gensyn. Det var en fantastisk start på rejsen at se alle i lufthavnen og der var også tid til at nyde Pouls hjemmelavede skinkesalatsandwiches. Mums.

DSC00925

Det føltes skønt endelig at stå i lufthavnen efter at have glædet sig i så mange måneder til at komme afsted. Selvom glæden fyldte meget var vores hoveder proppede med frustrationer og undringer over, hvad rejsen skulle bringe.

 To dage før afrejse fik vi nemlig den MEGET dårlige nyhed, at Diana (skibet vi skulle sejle med i 7 mdr) har stoppet deres videre færd. Det gjorde, at lang tids planlægning er faldet på jorden, men vi besluttede os for at tage afsted alligevel og så finde frem til en ny plan undervejs.

Nu er vi for alvor på eventyr, alle veje er åbne, vi har ingen plan.

Vi skulle have mødt Diana i Panama d. 03 april på den anden side af Panama Kanalen.

Det føltes som at få en stor mavepuster og vi har brugt oceaner at timer på at sluge den dårlige nyhed.

 Men at stå i lufthavnen med et år fuld af oplevelser i sigte er en følelse, der ikke kan beskrives. Efter så lang tid med forventningens glæde om at skulle afsted.

New York

New York var fantastisk. Det var Nikolajs første gang i den store by. VI besluttede, at vi ville holde budgettet så lavt som muligt, og derfor ikke bruge penge på entre diverse steder.

Vi købte et Metrocard unlimited, der gav os mulighed for at rejse med Subwayen og busser uden begrænsning. Derudover tog vi kondiskoene på og begav os ud på oplevelser til fods.

Det betød, at vi på to dage fik gået, hvad der svarer til 60 km. Men vi fik set en masse og det er fedt at mærke, hvor langt man kan transportere sig selv på sine egne ben.

Vi ankom kl 02 am i NY efter en lang tur med subwayen, der var under renovering, og derfor ikke kørte den normale rute. Efter nogle meget trætte timer i subwayen stod vi af midt i byen og Nikolaj så alle de høje bygninger i nattelyset for første gang.

Han var imponeret og det var som om trætheden forsvandt. Første blik der mødte os var snedækkede fortorve, neonlys og kæmpebygninger. Hele turen gennem subwayen var det hele værd. Da vi kom frem til vores hotel havde de opgraderet os til et større værelse med to dobbeltsenge :-) Nice…

Vi vågnede op tidligt kl 06.00 og ville have noget ud af dagen. Vi gik ud af fandt en lokal gadebod for at smage en morgendoughnut. De ser bedre ud end de smager!!

Byen der aldrig sover, havde vi fået fortalt. Men det gør den altså mellem 06.00 – 10.00 i weekenden. Vi havde derfor alle gader for os selv. Vi gik til Times Square og lidt længere, fandt en lille cafe, der var klar til at servere morgenmad.

Vi gik fra Times Square og ned af de uendelige avenues, der rækker så langt som øjet kan se.

New York er som et himmerige for Nikolaj, der jo har en lidt sær fettish for meget høje bygninger 😉 3,2,1 see ya…..Hvis man dog bare kunne få adgang til at komme op og springe ud.

DSC01061 - Edited

Vi fik endnu engang bekræftet, at vi ikke er så begejstrede for det amerikanske køkken, og vi tog derfor til Chinatown for at spise en let frokost.

DSC01071

I Chinatown findes mange mærkværdige supermarkeder med spændende mad. Om du vil have ristet firben, stegt vandmand eller tyretestikler, så findes det her.

Men hurtigt fandt Iben en velkendt frugt. En speciel type mango som Ibens veninde Mai havde introduceret hende for i Mexico for nogle år siden. Mangoen er gul og ikke som dem, der er tilgængelige i Danmark. Mangoen kan skrælles som en banan og spises direkte.

Nikolaj havde aldrig prøvet dette vidunder af en mango, men det er helt sikkert ikke sidste gang.

New York var en fed oplevelse. Nu sidder vi på et Hostel i Panama City. Vi har brugt hele aftenen i går på at finde ud af, hvor vores tur skal gå hen. Vi er lidt i tvivl om vi har fået bedbugs, eller om det bare er indbildt paranoia. Hotellet har set bedre dage!!!. Men billigt er det.

Vi tager mod Costa Rica i aften. Der venter os en dejlig 16 timers bustur. Men det er en overnighter så vi sparer da en overnatning :-)

Vores rejseblog

20 marts 2015 tager vi afsted på en lang rejse ud i den store verden :-) Vi vil gerne dele vores rejseoplevelser med familie og venner. Her på bloggen vil vi uploade rejsebreve på vores færd igennem spændende lande.